Hvor kan man egentlig købe nye cd’er i dag, er der mange, der spørger? Godt spørgsmål, som politikerne svarer, når de ikke har noget svar.
Selv i en relativ stor by som København er der praktisk taget ingen butikker, der fører dette engang så hypede produkt. Har man derimod beholdt sin grammofon, dette relikvie fra et svundet årtusind, er det efterhånden fuldstændig uproblematisk at finde noget at lægge på pladetallerkenen, eftersom vinyl-lp’en kommercielt og kunstnerisk har oplevet det største comeback siden Muhammed Ali vendte tilbage til bokseringen i 1970.
Man kan i de københavnske brokvarterer således efterhånden finde en velassorteret pladebutik på snart sagt hvert andet gadehjørne. Yay.
Og det er ikke kun musik fra vinylens storhedstid, der i disse musiktempler kan erhverves for ens surt tjente valuta, det er blevet gængs praksis inden for de fleste genrer at udsende sin musik i dette format, der som bekendt er både dyrt, upraktisk og fylder som bare pokker. Ofte er der tale om ren con amore, hvor diverse ensembler og solister selv bekoster et mindre oplag, som de så distribuerer til de mange små butikker eller sælger over nettet og til koncerter.
Vi kigger på lidt af den stak, der er landet i postkassen det forløbne år.
En lille perle
I den bløde og melodisk indbydende ende kan lytteren møde kvartetten The New Investors, hvis Last One In Is a Dreamer er en af de der behagelige overraskelser, man indimellem kan være heldig at pande ind i.
Flyvske og drømmende 1960’er-inspirerede harmonier i samspil med et saftigt 1990’er-punch i performance og produktion skaber en swingende og indbydende helhed uden slinger i valsen.
Det kan indimellem lyde, som lå de fire herrer og cruisede i en convertible på de californiske freeways, dengang The Mamas & The Papas var fast inventar på radiokanalerne, men så er der lige den der twist af britpop tilsat en spids skandinavisk melankoli, som antyder, at datidens optimisme ikke længere gælder. Her opfindes ingen dyb tallerken, til gengæld fyldes kendte skabeloner perfekt ud, og så skader det bestemt ikke, at sangskrivningen holder et suverænt højt niveau.
Holder man af lettere psykedelisk og rig melodisk poprock, gennemlyst af tæft og intelligens og drevet afsted af ringlende guitarer og smuk flerstemmig sang, går man ikke galt i byen med The New Investors. En lille perle.
Mandig melankoli
En større alvor præger det ny album fra The Liberty Balance, kaldet Paper Mill. Gruppen bevæger sig i et dystert indierock-territorium, der kan minde om navne som Bill Callahan, Wovenhand og Nick Cave uden decideret at lyde som nogen af dem. Oprindelig en duo dannet af sanger Mike Højgaard og multiinstrumentalist Albert Raft albumdebuterede gruppen i 2009, efterfulgt af Diamonds We Trade i 2014, hvorfra hittet »In America« stammer.
Og netop Amerika er kodeordet til gruppens musik, idet den grangiveligt lyder som om den er både undfanget og indspillet over there.
Duoen er siden vokset til en sekstet, men det er stadig Højgaard og Raft, der står for materialet, og det er førstnævntes dybe, udtryksfulde vokal, der giver gruppen sin identitet. Musikalsk navigeres der rundt i nuancer i gråt, hvor tekstuniverset gennemsyres af mandig melankoli.
Det er ikke ubetinget vellykket hele vejen igennem, ind i mellem forfalder sangskrivning og performance til slidte skabeloner som for eksempel på det slæbende »Letting It Slide«, men som helhed er det bestemt anstrengelsen værd. Produktionen er elegant, der spilles upåklageligt i alle positioner, og bliver det en smule ensformigt i længden, er monotonien også en pointe i sig selv.
Konsekvent oprigtighed
Troels Jørgensens lp My Mind er en underspillet sanger/sangskriverofring med mere end et snert af det hippie-naive. Som det hedder i titelnummeret, »Inside my mind I feel free«. Hvis ikke det udførtes så oprigtigt, ville det være tåkrummende, men Jørgensen hiver den lige akkurat hjem i kraft af den konsekvens, han udviser.
Det sagt er den vaklende vokal absolut en smagssag. Den akustiske guitar dominerer pladens ti sange, hvortil Jørgensens band The Reasons To Live (!) leverer diskret smagfuld backing.
Et nummer som »What Have I Done« skiller sig kvalitetsmæssigt ud, men desværre bliver fornemmelsen af glad amatør på resten af materialet indimellem så overvældende, at det er svært at tage My Mind hundrede procent ind. Muligvis besidder Jørgensens hudløse fremførsel af sine skrøbelige sange kultpotentiale, for der findes et publikum derude til denne type vakkelvorne inderlighed.
Tung og sikker råhed
Den Syvende Søn er en guitarorienteret kvintet med Michel Belli i den vokale forgrund. Gruppens anden lp domineres af genkendelig mainstreamrock, teksterne er på dansk af et vist niveau, selv om der af bar ambition slås et par skæve. Der spilles tungt og sikkert, men også noget uopfindsomt i alle positioner, og det er som helhed et udtryk, der er blottet for overraskelser.
Undtagelsen herfra er keyboardspiller Mads Jensen, der indimellem får fyret nogle frække og uventede figurer af, hvilket pynter gevaldigt på helheden. Producer Tore Nissen har endvidere skabt et stort og flot rum omkring bandet, som materialet ikke rigtigt matcher.
Pladens bedste numre er åbningsskæringen, det lange og intense »Poeter og kometer«, som har det rette strejf af syre, hvor blæserne på det solide »Kød og blod« lige giver sangen et tiltrængt pift, mens »Ham der var mig« meget fint og præcist indkredser rådvildhed og selvhad.
Og så kommer der en råhed i spil på afslutningsnummeret »Dansen på det blå tapet«, man gerne havde hørt tidligere i forløbet. Kunne gruppen holde disse fire sanges niveau en hel lp igennem, vil den givetvis få et større publikum i tale.
The New Investors: ’Last One In Is a Dreamer’ (Gleisenberg Records).
The Liberty Balance: ’Paper Mill’ (Elektrolyt).
Troels Jørgensen: ’My Mind’ (TJV).
Den Syvende Søn: ’Den Syvende Søn’ (Target).
Alle plader er udkommet
