Lambchop har som band eksisteret i 30 år og hele vejen igennem været synonym med sangeren og sangskriveren Karl Wagners vision, som fra og med debuten i 1994 er blevet stedse mere grandios. Parallelt hermed er selve bandet blevet større og større. I begyndelsen blev udtrykket betragtet som en art udløber eller forlængelse af countrygenren, selv om de færreste traditionelle countryfans ville have brudt sig synderligt om Lambchops måde at gå til vaflerne på.
Siden har gruppen optaget elementer af alt fra postrock til soul, men grundet Wagners særegne stil som både sanger og sangskriver altid bevaret en distinkt tone, der skilte den ud fra rosset og gjorde stort set alle album fra den kant høreværdige på et eller andet niveau.
Med det noget i retning af 10. udspil, betitlet FLOTUS (som ifølge Wagner er en forkortelse af udsagnet ’For Love Often Turns Us Still’), tages der et skarpt højresving mod en ambientklingende minimalisme, som godt nok optager elementer fra electro og r&b, men ikke lyder som nogen af delene endsige ejer den store appel til dansegulvet.
Man skal eje en vis tolerance over for autotune og effekter på stemmen i det hele taget, da de stort set benyttes på alle Wagners vokaler albummet igennem. Det tog da også denne anmelder lidt tid at finde sig til rette med det. Ikke fordi jeg har et problem med autotune som sådan, nogle gange fungerer det, andre gange ikke, men at det bruges så konsekvent som her kræver tilvænning og gør det endvidere svært at dechifrere Wagners både vittige og skarpe tekster.
Et modhagefrit univers
Helhedseffekten er, at Wagners stemme glider ind som et instrument på linje med resten i lydbilledet, der ikke tæller det store; klaver, bas, synthesizer og elektronisk slagtøj er hvad der generelt lines op, hvilket giver et let og luftigt udtryk, der stiller store krav til sangmaterialet. Som ikke hele vejen igennem er af uforglemmelig karakter, selv om det 12 minutter lange åbningsnummer, »In Care of 8675309«, strøg direkte ind hos undertegnede, trods sin diskret hamrende monotoni. Men det kan jo også være saliggørende.
Der er noget lidet demonstrativt over den facon, hvorpå det elektroniske indarbejdes, som giver albummet karakter af det behageligt svævende og lettere uvirkelige, sine steder ligefrem drømmende.
Udtrykket ’at befinde sig en smule ved siden af sig selv’ giver i denne forbindelse perfekt mening, FLOTUS har mange steder karakter af diskret baggrundsmusik, og som sådan fungerer den upåklageligt, det duver derudad som en halvglemt sommerdag, og jo mere, man lytter, des mere forført bliver man af det modhagefri univers, der stille og roligt foldes ud på skitseagtig bagatel efter bagatel.
Er det svært at blive decideret begejstret for albummet, er det på den anden side mindst lige så svært ikke at blive en smule henført over det. Noget af det mest behageligt uvirkelige musik længe hørt har det en mildt afhængighedsskabende effekt.
Rygende intelligent musik
Også Wilco er et orkester, som på mange måder synes synonymt med en mands vision, i dette tilfælde den efterhånden 49-årige Jeff Tweedy. Han dannede bandet i 1994 efter at være blevet uvenner med Jay Farrar, med hvem han udgjorde frontlinjen i det stilskabende Uncle Tupelo, der i sin tid var med til at etablere genren alternativ country og/eller americana, dengang et frisk pust, men efterhånden en slidt kliche, som har det med at udmønte sig i det musikalsk trist forudsigelige.
Det kan man til gengæld ikke klandre Wilco for, fra og med gruppens andet album og egentlige gennembrud, Being There (1996), har den uden blusel opsuget og transformeret genrer som bl.a. psychedelia, soul, pop og indierock til eget formål. I processen har den rejst et egensindigt værk, som det uden de store falbelader anbefales den nysgerrige at gå på lystvandring i. Der er tale om voldsom hørbar og rygende intelligent musik, næsten lige meget hvor man slår ned i kataloget, så det er bare om at komme ud over stepperne.
Schmilco er et musikalsk set temmelig uortodokst udspil, der efter et par lavmælte åbningsnumre fortsætter den udknaldede og frimodigt eksperimenterende stil fra sidste års Star Wars, der, som læseren måske erindrer, dukkede op ud af det blå og uden varsel lå tilgængelig som gratis download, mens dens fysiske udgaver først dukkede op noget senere.
Uforfalsket Wilco
Selv om Schmilco som helhed er mere afdæmpet end sin umiddelbare forgænger, er det tydeligt at høre, at den stammer fra de samme sessions. Tweedy har tydeligvis haft en sangskrivningsraptus ud over det sædvanlige og sprøjtet sange ud i et højt tempo. Det er en klog beslutning at lade trofaste fans som undertegnede fordøje Star Wars, før vi begaves med denne herlige, lidt mere uprætentiøse efterfølger, hvis numre som helhed besidder noget af skitsens karakter.
Er man derfor til et mere teknisk perfekt Wilco, kan man passende give nogle af gruppens tidligere, mere berømmede ting et genlyt, men er lytteren frisk på en mere spontan, lavmælt og intimt henvendende stil, er der masser at hente her.
Der er blandt gruppens fans kommet en lidt kedelig tendens til at berømme den tidlige produktion på bekostning af det sidste tiårs værker, hvilket forekommer sært i lyset af det høje niveau, der holdes. Den skæve og mere legesyge side af bandet, dets to seneste udgivelser har demonstreret, klæder i hvert fald denne blandede forsamling af midaldrende gentlemen glimrende, og Schmilco er aldrig mindre end høreværdig, sine steder brillant, andre steder vildt smuk, visse steder røvirriterende og andre igen bare bizar. Ren Wilco fra start til slut, ingen tvivl om det. Accept no substitutes!
Lambchop: ’FLOTUS’ (City Slang/Playground).
Wilco: ’Schmilco’ (Anti-/Playground).
Begge er udkommet
