Hvilken kan siges at være den særlige newzealandske stemme inden for film og tv? Det spørgsmål var på dagsordenen, da film- og tv-branchen i New Zealand holdt sin årlige konference sidste uge i Wellington. Som outsider var det sjovt at deltage i debatten, hvor der hurtigt tegnede sig to gennemgående svar.
For det første blev det løbende fremhævet, at newzealændere har et særligt forhold til deres både spektakulære og farlige natur, hvilket afspejler sig i produktionerne. Tænk for eksempel i de utrolige landskaber fra Jane Campions tv-serie Top of the Lake, som får mennesker til at fremstå meget små, selv om deres problemer er nok så store.
For det andet mente mange i lokalet, at newzealændere har en særlig underspillet form for humor, som verden blandt andet har mødt gennem den musikalske duo Flight of the Conchords. Man er ikke bange for at grine ad sig selv. Og man er heller ikke bange for de jokes, hvor det morsomme i virkeligheden er, at ingen rigtigt fanger pointen.
Sig efter mig: Taika Waititi
Undervejs var der flere andre bud i spil, ikke mindst fordi en del modsatte sig ideen om en samlende newzealandsk stemme i et land præget af stor diversitet, bl.a. i form af maorikulturen.
Men én ting lod alle til at være enige om: Landets p.t. hotteste navn på filmfronten er skuespilleren og instruktøren Taika Waititi og hans komediedrama Hunt for the Wilderpeople, som var et hit i landets biografer, før den succesrigt rejste ud i verden.
Og det er også svært ikke at holde af Waititis charmerende fortælling om to outsidere på flugt til fods i den newzealandske bush, som i høj grad lever og ånder gennem brugen af landskaberne og en lun humor mellem den 12-årige Ricky (Julian Dennison) og hans plejefar (Sam Neill).
Tidligere har Waititi været en lokal helt med den Oscar-nominerede kortfilm Two Cars, One Night, den fine spillefilm Boy (som aldrig fik dansk premiere) og den Wellington-baserede vampyrkomedie What We Do in the Shadows.
Efter Hunt for the Wilderpeople er han nu headhuntet til at instruere Marvels superheltefilm Thor: Ragnarok, og man kunne godt spore en vis newzealandsk frustration over, at mange af landets stjerner naturligt søger andre græsgange, når mulighederne byder sig.
Plads til det, der fungerer
Hunt for the Wilderpeople bygger på den newzealandske bestseller Wild Pork and Watercress af Barry Crump, der betragtes som en legendarisk bushman. Historien følger bydrengen Ricky, som efter flere forskellige plejehjem nu skal bo midt i ingenting hos Bella (Rima Te Wiata) og Hec (Sam Neill).
Åbningsscenen etablerer effektivt den uhøjtidelige tone for både historiens sjove og mere alvorlige elementer, når den hårdkogte socialarbejder (Rachel House) sætter Ricky af.
Ricky ledsages af en længere remse om hans problematiske baggrund med at stjæle, spytte, kaste med sten, sparke til ting og drive omkring. Han er helt enkelt et ’bad egg’, som det nøgternt bliver konstateret på klingende kiwi.
Waititi ledsager den tilbagevendende remse med en sjov montage og klipper også rytmisk fra tasker som tvært smides på jorden til en smækkende bildør. Hunt for the Wilderpeople er en film, hvor de skæve indfald får plads, hvis de fungerer, frem for en film, som satser på en stilren helhed fra start til slut.
Fortælleglæden er smittende, og der er herlige øjeblikke, mens Bella formår at nå ind til Ricky. Ricky har halvbagte planer om at løbe væk, men det er svært, når en sød sjæl lægger en varmedunk i ens seng om aftenen.
Kulminationen på deres pudsige relation er en velment, rimrystende 13-års fødselsdagssang, men den efterfølges kort efter af Bellas begravelse, hvor Waititi selv giver den gas som outreret præst med en prædiken om Jesus og junkfood. Pludselig er outsideren Ricky og enspænderen Hec alene. Det var aldrig planen.
Zigzag og haiku-terapi
Det fungerer imidlertid strålende for filmen, som sender det umage par ud i ’the bush’, hvor historien zigzagger af sted med politiet og de indædte sociale myndigheder i hælene.
Man ved fra begyndelsen, at Sam Neills afvisende plejefar har varme bag skægget og vil tø op. Fornøjelsen er at se, hvordan den charmerende Julian Dennison i rollen som Ricky gradvist når ind til ham med sine livsanalyserende haikudigte og de ofte malplacerede gangsterreferencer fra hans uendelige livserfaring i storbyjunglen.
Waititi har blik for livets absurditeter og en stor kærlighed til sine karakterer. Der er noget på spil, selv om det hele mest er for sjov. Resultatet er en både sjov og rørende fortælling, hvor vi kommer ud i den fascinerende bush og samtidig lunt ind på livet af vores to hovedpersoner, indtil den helt igennem overgearede showdown til sidst.
Der er god grund til at give sig selv en tidlig julegave, som kan lune i mørket – hvis ellers man har en biograf i nærheden, for filmen har premiere i overraskende få sale. Og så må man krydse fingre for, at Waititi får gjort Hollywoods Thor: Ragnarok til et lige så godt bekendtskab. Han er savnet i New Zealand.
’Hunt for the Wilderpeople’. Instruktion og manuskript: Taika Waititi. Newzealandsk. (Empire Bio i København og Reprisen i Holte)
