I den landsdel, der indtil Løkke Rasmussens struktureform i 2007 hed Storstrøms Amt med egne busruter, posthuse og politistationer, illumineres huse og haver i denne tid af LED-lyskæders skingert påtrængende - men gudbevares: energibesparende – guirlander.
De skæmmer ikke kun december-skumringen, de distraherer bilister, som da jeg var lige ved at skride ud i et vejsving ved synet af konturerne af et ufo-lignende rensdyr nær Tappernøje.
De mindste flækker har eget juletræ, og i de større samfund tændes det ved ceremonier. Som i Stubbekøbing, hvor træet er opstillet på byens torv domineret af den imposante kirke fra 1200-tallet, og hvor tændingen af juletræet er et tilbagevendende ritual.
En god veninde i byen blev trist til mode ved lydkulissens muzak, der mere var danskpop og Søren Banjomus end balsamerende julesalmer – for fuld skrue – der fik hende til at fantasere om en voldelig opdatering af Det Ny testamentes kræmmeruddrivelse fra templet. Der jo, som vi alle ved –vel: mange af os – skildrer Jesus som den første antikapitalistiske aktivist.
I hendes øren var Søren Banjomus-muzakken ’for tæt på kirken’ og altså lysår fra den atmosfære, hun forstår som jul. Hvilket jo også fortæller, at julen som fælles ritual – børnenes og hjerternes fest – primært eksponerer individets forventning til oplevelsen af verden – hvad enten det sker i landsbyhaver, på torve eller ved fælles arrangementer som eksempelvis det, der fandt sted tirsdag aften i ’Kulturforsyningen’ i Nykøbing F.
Stedet, der har adresse i byens nedlagte og ombyggede elværk, var ramme om Kulturmindeforeningens ’julehygge med sang og fortællinger’, som det hed i den husstandsomdelte tilbudsavis. Og denne aften var julen ikke for børn, men et udpræget senioranliggende.
De grå guldstemmer
De fleste af os 80 fremmødte – inklusive 30 medlemmer af det lokale mandskor, ’Brage’ (der findes Bragekor i adskillige provinsbyer) – havde rundet de 70 år. Dog var dem med ansvar yngre - såvel korets leder, kirkeorganist Lennart Andersen Lindegaard, der søndage passer kirkerne i Stensby og Kalvehave, som Kulturmindeforeningens formand, Anita Ulrik Sørensen, der til daglig er direktør i et lokalt boligselskab, er begge i omegnen af eller lige under de fyrre.
Ellers var det, med den kendte eufemisme, ’det grå guld’, der var på banen. Gennemsnitsalderen i Brage, der stiftet i 1862 angiveligt er Danmarks ældste mandskor, er på 73 år med det ældste medlem nær de 90. Denne udregning fremgik af speaken i den TV 2 Øst-transmission, der sendte direkte fra korets optræden.
Indslaget varede et minut og 58 sekunder med det hele i kanalens nyhedsprogram, og var årsag til tydelig irritation hos korleder Lennart, der måtte improvisere for at opfylde mediets minut-diktatur, hvilket smadrede den timing, hans omhyggeligt tilrettelagte program af danske og internationale julesange beroede på.
Næste dag kunne han på TV 2 Østs hjemmeside konstatere, at koret kun sang uforstyrret i nøjagtig 21 sekunder, da resten af den tilmålte tid blev brugt på dels reporter-speaken, dels et interview med et begejstret ægtepar efter recepten: »Vi kommer her hvert år for at opleve den rigtige julestemning.«
Og ja, i de 50 år Kulturmindeforeningen har eksisteret med det smukke motto: ’Bevar den kulturelle samvittighed’, er Brage troligt mødt op hvert eneste år til jul i deres ensartede mørkeblå blazere og vinrøde slips og har leveret flerstemmig a capella eller er blevet akkompagneret af korlederens el-piano. Disse fine gamle mænds sangstemmer fyldte i Kulturfabrikkens tonløst institutionskølige lokale uden så meget som en kravlenisse eller østarbejderplukket pyntegran. For som formanden bemærkede, »der skal jo også ryddes op bagefter«.
Kulturen har det ok i udkantsdanmark
Der blev sunget igennem på dansk i Thomas Laubs bearbejdelse af »En rose så jeg skyde«, på engelsk i hymnen til den hellige stad, Jeusalem, så damerne på de umagelige kantinestole istemte de kendte strofer med tindrende blikke og briller nede på næsen. Jeg fik den tanke, at kulturen har det virkelig ok i udkanternes Danmark, ligesom jeg næsten fortrængte den daglige tv-dækning af våde bleer på plejehjemmene, der får én til at miste lysten til at blive gammel.
En bekymring, der for mit vedkommende blev endegyldigt bortvejret ved mødet med Knud Vægter, massiv af en mand på 85, der trods naturlig aldersbetinget luden rager næsten et par meter op fra planetens overflade. Med en fortid som tømrer og entreprenørformand hos det gamle verdensfirma, Monberg & Thorsen, rejste han hele sit arbejdsliv kloden rundt og byggede veje, tunneller, broer og cementfabrikker - fra amerikanernes Grønland til Saddam Husseins Irak og Pinochets Chile.
Knud Vægter med hænder som kulskovle og karakteristisk falstersk diktion, der nåede ud i hvert eneste høreapparat, har fortjent sit ry som landets førende ekspert i julehjertefletning, en kunst, han lærte af sin mor, og som han har holdt utallige foredrag om. Og som han selv sagde i sin optræden denne tirsdag aften, der var spækket med anekdoter og fortællinger om, hvad julehjerter kan føre med sig af oplevelser ude i verden, har den hobby »holdt min lever smuk og sund, for når de andre på arbejdsholdene oppe på indlandsisen drak sig fulde i baren, flettede jeg julehjerter. Og i dag er alle de andre døde.«
Museet i Nykøbing F. udgav for nogle år siden en bog med 150 af de 500 forskellige julehjerte-skabeloner, Knud Vægter har kreeret gennem tiden. I dag er han vendt tilbage til barndomsbyen på Nordfalster, men hans kunst er globalt tilgængelig i samlinger og på museer fra København til Seattle og New York.
Dog er hans eget take på sin kunst lokal og jordnær: »Jeg mødte et par teenagepiger ved et klippekursus i Gedser. De var døtre af sådan nogle 68-flippere, der troede, at julepynt laves af grøn kinesisk plastik, så de smed bedstemorens hjemmelavede julepynt i containeren, da hun døde. Det var teenagedøtrene rigtig kede af, men det fik jeg så rettet op på.«
Knud Vægter blev fortjent klappet ud af Kulturfabrikken med et honorar på tre flasker Czar Peter rødvin, opkaldt efter Czar Peters Hus, Nykøbings ældste bygning. Også i et stykke er den kulturelle samvittighed intakt.
