Jeg havde engang en canadisk kollega boende et par dage. Manden stammede fra byen Montreal, og han hævdede på et tidspunkt, at »vi har godt nok intet lokalt aristokrati, men vi har da Cohen-klanen og de to Wainwrights, så det …«
Udtalt med larmende falsk beskedenhed udviste jeg naturligvis behørig benovelse. For sandt er det, at Canada har været usædvanlig leveringsdygtig i substantielle sanger-sangskrivere (Neil Young! Joni Mitchell! Gordon Lightfoot! k.d. lang! Feist! Etc!), og det hører med til historien, at Martha og Rufus Wainwrights mor, Kate McGarrigle sammen med søsteren Anna udgjorde en respekteret duo, hvis debut-lp, Kate & Anna McGarrigle fra 1976, helt retfærdigt har antaget klassikerstatus.
At deres far, den syreskarpe sangskriver Loudon Wainwright III, er amerikaner, skal ikke få lov til at ødelægge billedet af canadisk musikadel.
Nuvel, adel forpligter som bekendt, og den 40-årige Martha Wainwright har over foreløbig fire stærke soloalbum (plus en hyldestskive til idolet Edith Piaf samt det løse) ikke bragt skam over slægten, tværtimod er hun leveringsdygtig i frygtløst præcise og dybt personlige tekster tilsat solide melodier, fremsunget med en stor stemme, der formår at fremmane et hav af stemninger og tilstande.
Eneste anke er den forholdsvis konservative musikalske iscenesættelse, der præger hendes udgivelser, selv om hun også på det felt formår at overraske.
På hendes seneste lp, Goodnight City, gør hun sig langt hen ad vejen en anstrengelse for at afprøve nye musikalske veje, og resultatet er blevet hendes til dato modigste og musikalsk mest afvekslende udgivelse, hvilket siger ikke så helt lidt.
Imponerende varierende
Wainwright er på vokalsiden vendt tilbage til den intense råhed, der prægede hendes debut i 2005, og selv om den akustiske guitar som altid står centralt, eksperimenteres der på livet løs med forskellige instrumenteringer, der alle peger i mange forskellige retninger – så mod det jazzede, så det synthpoppede, så det småpunkede og så det rent ud traditionelle.
Produceret af hendes mand, bassisten Brad Albetta, i samklang med den hyperaktive Thomas Bartlett (aka Doveman) afsøges der bevidst nye klangmuligheder, hvilket giver pladen en forfriskende kant.
En anselig del af ansvaret for dette frodige virvar af indfald skyldes utvivlsomt Bartlett, der tidligere har produceret bl.a. Sufjan Stevens’ mesterværk Carrie & Lowell (2015) samt spillet med gud og hvermand fra The National over David Byrne til Antony & the Johnsons.
Repertoiret skiller sig også ud, idet ikke færre end fire af de i alt 12 sange denne gang er hentet fra andre sangskriveres repertoire.
Således er den intense »Piano Music« komponeret af Thomas Bartlett til en tekst af den canadiske digter Michael Ondaatje, De ved, ham med Den engelske patient.
Titlen er i øvrigt rammende, eftersom den foredrages udelukkende til klaverakkompagnement, hvilket giver masser af plads til solistens intet mindre end imponerende varierede stemmepragt, der som tommelfingerregel altid benyttes til at formidle tekstindhold frem for at agere distanceblænder.
Hun overtager sangene
Stemmen foldes yderligere ud på tolkningen af Beth Ortons »Alexandria«, hvor Wainwright er helt inde og røre det primale med sine gutturale udkrængninger. Episk er til gengæld ordet, når talen falder på hendes læsning »Francis«, en af storebror Rufus Wainwrights mange ørehængere, der her får alt, hvad den kan trække, om end på en fantastisk underspillet facon.
Skævest er dog den fornemt slæbende og kompositorisk lidet konventionelle »Take the Reins«, skrevet til hende af Merrill Garbus, der nok er mere kendt under sit nom de plume, tUnE-yArDs. Fælles for alle fire er, at Wainwright personliggør dem i en grad, at det bliver lidt ligegyldigt, hvem der har komponeret dem, de tilhører hende fra nu af.
På sin egen »So Down« sætter hun sit indre punkmonster fri og havner et sted, hvor hverken Patti Smith eller PJ Harvey ville føle sig sat uden for døren. Det er sjældent således at høre Wainwright decideret rocke, men hun slipper godt fra det, og det er så endnu en vej dette monstrøst afvekslende album udstikker.
Åbneren »Around the Bend« er måske nok mere traditionelt opbygget, men en kærlighedsaffære set fra en stofmisbrugers synsvinkel er ikke hverdagskost, og dens modhager sætter sig fast i sindet.
Fuck kræften
I den helt konventionelle ende finder man en kærlighedsballade som »One of Us«, der såmænd er tilforladelig nok, men i dette fornemme selskab fremstår en smule bleg, på samme måde som sangen om »Franci« ikke rigtig kommer ud ad stedet grundet mangel på spændstighed og drama.
På den gennemført stærke »Traveller« fornemmes arven fra hendes navnkundige mor, folketraditionen føres elegant ind i moderniteten på et af pladens mest fortættede numre.
Sammen med tanten Anna McGarrigle og Lily Lanken har hun skrevet »Look Into My Eyes«, hvis dovent jazzede grundfølelse dementeres af hektisk nervøse trommer, der varsler, at lige under overfladen ligger kaos og dirrer. Et af pladens absolutte højdepunkter, som sammen med det mindst lige så urovækkende »Window« demonstrerer, at jo flere chancer Wainwright tager, des mere interessant bliver hun at lytte til.
Hendes ømme side folder sig ud på det skæve »Before the Children Come Along«, som stadig besidder en foruroligende understrøm, godt gejlet op af en gak klarinet, der snor sig ind og ud ad lydbilledet.
Det er ikke en skive, man bliver færdig med på fem minutter, og den er alt for påtrængende til at kunne fungere som lydtapet, opløftende og magtfuld, som den er. »Fuck the cancer and take no prisoners,« som det så manende hedder på »Traveller«. Hørt!
Martha Wainwright: Goodnight City (PIAS) Er udkommet
