Læsetid: 2 min.

Kan hævn være ’ren’?

Marina Bouras spiller sin jaloux Medea på Husets Teater så voldsomt, at det virker, som om hendes ansigt forsvinder undervejs i hævnen
Marina Bouras lader hævnen ryste gennem sig i rollen som Medea i ’REN’ på Husets Teater, så man forstår, at hun ikke kan flygte fra sin skæbne – og sin hævn.

Marina Bouras lader hævnen ryste gennem sig i rollen som Medea i ’REN’ på Husets Teater, så man forstår, at hun ikke kan flygte fra sin skæbne – og sin hævn.

Henrik Ohsten Rasmussen

9. december 2016

Skuespilleren Marina Bouras har aldrig været bedre end her, hvor hun går planken ud som den græske kvindeskikkelse Medea i REN på Husets Teater. For teaterdirektør Jens Albinus fortsætter sin nådeløse fremvisning af skuespilleren, hvis kunst skæres helt ind til knoglerne.

Sidst var det Skabelsen over Biblen. Nu er det REN over Euripides’ græske tragediekvinde Medea, som ofrer alt for at følge med Jason, og som får to sønner med ham. Men som så bliver forrådt, da Jason finder på at gifte sig med en yngre kongedatter – og får hende landsforvist.

Jens Albinus begynder dér i det allerondeste punkt i jalousien, hvor mange aldrig når ud – i det mest brækvorne helvede af vantro og gråd, raseri og opkast. Rummet er gråt i gråt, uden andet end vægge at støtte sig til. Gråden er kun begyndelsen. For han skubber brutalt og nødvendigt Marina Bouras’ Medea ud i at vakle af sted mellem spand og håndvask, mellem opløsning og dødsdrift.

Imens virker det, som om hendes ansigt forsvinder. Som om det ene lag af kærlighed efter det andet glider ud ad hendes kinder og drypper ned på gulvet, så hendes ansigt til sidst kun er en ophovnet kødmasse af sorg.

Hun er så bange, at hun dirrer. Bange for at blive alene. Bange for at bukke under som flygtning. Bange for at der skal ske hendes sønner noget. Og allermest bange for sig selv, fordi hendes hævnlogik accellererer hurtigere end hendes følelser.

Ingen nødudgang

Når Marina Bouras rækker sin hævnerhånd frem, stirrer hun frem, som om hånden er hende fremmed. Hånden ryster så voldsomt, at man som tilskuer nærmest selv begynder at hikste af bange gråd. For her er ingen løsning. Hun er kommet så langt ud i sin hævn, at hun ikke kan vende om. Det er stærkt.

Claes Bang er en diabolsk flot Jason med sin høje skikkelse og sin rolige, klangfyldte stemme, der oser af succes. Han er vant til at blive forkælet, og han har tydeligvis ingen anelse om, hvor let hans privilegier kan blive taget fra ham. I Jens Albinus’ bearbejdelse af Inger Christensens tekst argumenterer han endda med en retfærdighedslogik, som om der var tale om en hvilken som helst anden businessaftale. Og Claes Bang har en indsmigrende attitude, der giver gåsehud.

Imens trisser Merete Voldstedlund rundt som Medeas amme – som en repræsentant for det traditionelle, græske tragediekor, der altid kender handlingen længe før personerne selv. Merete Voldstedlund gør sig lillebitte og lurer på Medea med skarpe øjne. Hendes gamle, kloge kone ser Medea bryde sammen, og hun forsøger at samle hende op så godt, som hun nu kan. Men hun forsøger aldrig at forhindre noget. Hun ved, at det står uden for hendes magt. Så hun holder bare krampagtigt manuskriptet fast under armen.

Er Marina Bouras en ’ren’ Medea? Og kan hævn skurres ’ren’, bare fordi den udspringer af kærlighed? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at Marina Bouras er en fuldstændig forrygende skuespiller, som man ikke må gå glip af. Rene hænder eller ej.

’REN’. Baseret på Inger Christensens bearbejdelse af Euripides’ ’Medea’. Iscenesættelse og scenografi: Jens Albinus. Husets Teater på Halmtorvet. Til 16. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu