Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Klagesange om kærligheden

Harald Voetmanns fine oversættelser af romertidens eneste kvindelige poet kommer som en kostelig gave
Kultur
10. december 2016

Lidt over totusind år efter deres tilblivelse lander elegante digte af en fornem romersk kvinde i den danske litteratur! Sulpicia, som hun hed, levede på kejser Augustus’ tid, var datter af en aristokrat og formentlig en god veninde af de berømte poeter Horats, Properts og Tibul. Utvivlsomt har hun også kendt såvel Ovid som Vergil. I hvert fald er hun uden diskussion et nært bekendtskab værd.

Det mener frem for nogen forfatteren Harald Voetmann, der har en grunduddannelse i latin og tidligere har brugt den i sine romaner, bl.a. Vågen (om Plinius den Ældre) og Alt under månen (om Tycho Brahe, hans elever og venner).

Nu har den lærde skælm så fordansket Sulpicias digte (eller rettere de tekster, som man har gode og knap så gode grunde til at anse for skrevet af hende) og forsynet dem med et sæt interessante, om end sine steder måske lige lovlig vidtløftige kommentarer.

Blottet for skam

Ifølge Voetmann må det anses for unikt, at disse digte overhovedet eksisterer. Både at de er blevet til, og at de har overlevet. For i Augustus’ moralsk disciplinerede Rom var en kvinde af patricierslægt underlagt krav om ’pudicitia’, altså ærbarhed eller skamfuldhed. Hun skulle, hvis hun blev gift, være ’univira’, dvs. »kvinde for én mand«, og hun skulle i hele sin tilværelse efterleve devisen: Vær kysk, bliv i hjemmet! Spind og væv, og tro ikke, at du skal skrive digte! 

Sulpicia. En romersk digter.

Sulpicia derimod dyrker efter alt at dømme en førægteskabelig kærlighedsforbindelse og skriver frimodigt herom i tekster blottet for skam: 

»Sladder, bryd løs: Jeg er endelig blevet forelsket og ville / skamme mig mer, hvis jeg løj, end ved at indrømme det. / Bønnerne fra mine romerske muser blev hørt af Kythéras / guddom; hun løftede ham, lagde ham trygt i min favn.«

Versemålet, hvori hun her sender Afrodite en taknemmelig tanke, er, som hos hendes samtidige mandlige kolleger, det elegiske distichon, dvs. et heksameter fulgt af et pentameter, elleve daktyliske fødder i alt. På disse tripper vores veninde på én gang sørgmodigt og muntert af sted, idet hun ytrer sin længsel, nyder sin forlibthed, udtrykker sit savn ved selv kortvarig adskillelse.

Litterær kommentator-betændelse

Der optræder i bogen to vidt forskellige typer digte. De seks af dem er enkle og forholdsvis korte ’mini-elegier’ eller ’elegider’, så godt som blottede for lærd digterisk blær og komplicerede metaforer. Harald Voetmann sammenfatter disse teksters holdning sådan, at digteren nok får rusket i ærbarhedens tremmer, men ikke ser nogen vej ud af familiefængslet.

Anderledes bliver tonen i de fem øvrige, lidt længere elegier, som er uden skamfuld tilbageholdenhed, ja, indimellem ligefrem skejer ud i skrifte og antyder en dobbelt kønsmæssig identitet, samtidig med at de lader sig læse som raffineret metapoesi – altså ikke kun som de kærlighedsklager, de er, men også som kommentarer til kærlighedsdigtning som genre. Som i et digt, hvor det hedder:

»Drengen ønsker det samme som jeg, men han skjuler sit ønske, / han ville sige det selv, men han er lidt for genert.«

Sidste sætning tolker Voetmann derhen, at den unge mands tavshed kan skyldes, at han slet ikke findes, men simpelt hen er et stykke litterært inventar! Ideen forekommer ikke uspændende, om end den kan ligne et udslag af (heldigvis godartet) appendicitis eller litterær ’kommentar-betændelse’.

Hele pakken

Blandt forskerne inden for den klassiske filologi har meningerne om Sulpicia, hendes forfatterskab og dets ægthed og omfang været stærkt delte. Det ene yderpunkt repræsenteres af dem, som tvivler på, hvorvidt en kvinde af aristokratiet i det hele taget kunne (tillade sig) at skrive erotisk eksplicitte digte, og i et modsat ekstrem befinder sig de forskere, som gladelig udvider hendes produktion med de fem ekstra tekster, som traditionelt har optrådt i et appendiks til Tibuls elegier. Harald Voetmann tilslutter sig, en smule tøvende og så alligevel gerne, det sidstnævnte synspunkt.

Det får som konsekvens, at læseren får »hele pakken« og dermed indblik i en usikker, omskiftelig identitet i toppen af det antikke romerske samfund, plus begavede refleksioner i digtform over mulige sammenhænge mellem kærligheden og den poetiske skaberkraft: et klassisk, men åbenbart aldeles uopslideligt tema.

Sulpicia. En romersk digter. Oversat og kommenteret af Harald Voetmann. 120 sider. Illustreret. Kr. 199,95 kroner. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her