Læsetid: 3 min.

Lange, lange blikke

Med Pernilla August som instruktør og Lone Scherfig som manuskriptforfatter bliver melodramaet i ’Den alvorsfulde leg’ foldet helt ud
Der bliver ikke sparet på noget som helst i ’Den alvorsfulde leg’.

Der bliver ikke sparet på noget som helst i ’Den alvorsfulde leg’.

Camera Film

16. december 2016

En sommerdag i begyndelsen af det 20. århundrede ankommer et selskab til en kunstnerhybel på en ø i den stockholmske skærgård. Den stille og tænksomme korrekturlæser Arvid Stjärnblom (Sverrir Gudnason) er taget med sine kolleger fra Nationalbladet ud at besøge en lystig kunstmaler. Mens resten af selskabet skåler i brændevin og kloger sig om kunst, opnår Arvid en aldeles elektrisk forbindelse til malerens smukke datter, Lydia (Karin Franz Körlof).

De to får øje på hinanden med det samme, og resten af den dag får de ikke øjnene fra hinanden. Lydia forærer Arvid et af sine akvarelbilleder af udsigten ud over vandet, som emmer af længsel, ligesom hun gør.

De spiller firhændigt på skærgårdshusets malingsplettede klaver, deres fingre rører et kort øjeblik hinanden, og alt ved deres tilbageholdende og ærbare omgang med hinanden er maksimalt ladet med magnetisk tiltrækning.

Man vælger ikke

Den alvorsfulde leg er en filmatisering af svenske Hjalmar Söderbergs kærlighedsroman fra 1912. Lone Scherfig har skrevet manuskriptet, og Pernilla August har instrueret det stilfulde og inderlige melodrama om to unge elskende, der på grund af samfundets normer og konventioner ikke får hinanden.

Ingen stiller sig direkte i vejen for deres kærlighed, men Arvid, som er af fattig bondeslægt, kan ikke tilbyde Lydia økonomisk tryghed, selvom han avancerer til teateranmelder på avisen, og derfor heller ikke gifte sig med hende.

Deres forhold bliver ved nogle intense møder i operaen og på avisredaktionen, da Lydia skal søge efter arbejde som hushjælp efter sin fars død. Hver gang ser de på hinanden med skæbnesvanger lidenskab, og så en dag møder Arvid en midaldrende rigmand på gaden, der præsenterer ham for sin nye forlovede – Lydia. Arvid besinder sig på sin skæbne og gifter sig med Dagmar (Liv Mjönes), som har et mildt og behageligt væsen og dertil en familieformue at grundlægge deres fælles hjem på. Arvid bliver en samvittighedsfuld og dedikeret ægtefælle og familiefar, men under overfladen ulmer begæret efter Lydia.

Splittelsen mellem pligt og begær står tydeligt som midtpunkt i Den alvorsfulde leg. Nationalbladets chefredaktør Markel (Michael Nyqvist), som selv længes efter at stifte familie, belærer sin protegé Arvid om, at kone og børn ikke er noget, man vælger.

Man får dem, man har dem, og man kan miste dem. Men man vælger dem ikke. Ikke desto mindre er Arvids valg mellem at give sig hen til lidenskaben og at holde sit løfte til sin kone plottets omdrejningspunkt.

Maksimalt vemod

Filmen følger Arvid og Lydia over en tiårig periode præget af længsel og pragmatisme, og Scherfig har selvfølgelig måttet skære handlingen i den 422 sider lange roman ind til benet, sådan at man kun ser de mest afgørende og sigende situationer.

På den ene side er der tale om en helstøbt og gennemført film, på den anden side bliver det – og her er det muligvis min manglende forståelse for melodramagenren, der taler – lidt meget, at hvert øjeblik af filmen skal være så afgørende og sigende. Adskillige gange får Arvid øje på Lydia inde fra sporvognen og løber ned gennem midtergangen får at kunne følge hende med øjnene så længe som muligt.

Da den danske bolsjevik Hr. Lidner (Mikkel Boe Følsgaard) bliver ansat på Nationalbladet, udvides historien til et trekantsdrama med alt, hvad der hører til af underinformerede parter, elendig timing og voldsomme følelsesudbrud.

Her skifter filmen tempo fra det dvælende og sukkende til at være præget af pludselige indsigter og bratte skift. Alt føles tydeligvis mere akut for de tre bævrende hjerter, men Den alvorsfulde leg bliver ikke af den grund mere engagerende – måske fordi Sverrir Gudnason og Karin Franz Körlof helt fra starten har spillet deres roller med noget nær maksimalt vemod.

Når det er sagt, så er Den alvorsfulde leg stadig en flot film og et gennemført melodrama med tydelige, mangefacetterede karakterer over hele linjen. Faktisk er det som om, de karakterer, der omgiver Arvid, har en større humørmæssig spændvidde. Især er Liv Mjönes’ portræt af Arvids forsmåede kone, som er opsat på at få det bedste ud af omstændighederne, rørende.

Både billedsiden, lydsiden og skuespillet er præget af elegance og vemod. Stockholms gader og tesaloner er overdrevet smukke. Kostumer og kulisser er der ikke sparet på, og som periodedrama er Den alvorsfulde leg virkelig vellykket.

Men der bliver godt nok heller ikke sparet på de lange længselsfulde blikke.

’Den alvorsfulde leg’. Manuskript: Lone Scherfig. Instruktion: Pernilla August. Svensk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu