Læsetid: 3 min.

Livlæge uden lidenskab

’Livlægens besøg’ er alt, hvad øjet drømmer om: Store kjoler og store mænd, der mister magt. Men stor passion er der ikke i Betty Nansen Teatrets opsætning
Den unge Elliott Crosset Hove spiller en forrygende og indtagende kong Christian VII – her over for Tom Jensens strategiske Rantzau, Ole Lemmekes magtbevidste Reventlow og Asbjørn Krogh Nissens spøjse teaterdirektør Enevold Brandt i ’Livlægens Besøg’ på Betty Nansen Teatret.

Den unge Elliott Crosset Hove spiller en forrygende og indtagende kong Christian VII – her over for Tom Jensens strategiske Rantzau, Ole Lemmekes magtbevidste Reventlow og Asbjørn Krogh Nissens spøjse teaterdirektør Enevold Brandt i ’Livlægens Besøg’ på Betty Nansen Teatret.

Natascha Thiara Rydvald

23. december 2016

Historien om den sindssyge kong Christian 7. og hans huslæge Struensee, der forfører dronning Caroline Mathilde og ender med at blive halshugget, er en af danmarkshistoriens mest dramatiske og lidenskabelige kongefortællinger.

Så selvfølgelig har det også de seneste årtier vrimlet med kunstværker over virkelighedens barske fortælling: Romanerne af Per Olov Enquist, Maria Helleberg og Henning Rovsing Olsen, Nikolaj Arcels film, Flemming Flinds ballet …

Umiddelbart passer teaterstykket Livlægens Besøg, der er baseret på Per Olov Enquists roman, da også perfekt ind i repertoiret hos det gamle guldteater på Frederiksberg Allé.

Alt er højdramatisk i denne skæbnefortælling: Scenografen Karin Betz har designet 1700-tals-kjoler og skødejakker – og irgrønne rum af slotskobber med en dekadent lysekrone, der listigt lyser ned over både statsmøder og stævnemøder.

Og Emmet Feigenberg har iscenesat dramaet med sin grundige personinstruktion og med dreven sans for den magtbalance mellem figurerne, der er stykkets grunddrama.

Slet ikke sindssyg

Alligevel sidder man tilbage uden klump i halsen. Jovist, det er slemt at overvære, at Struensee bliver halshugget – og det er faktisk endnu værre, at Caroline Mathilde bliver tvunget til at aflevere sin lille datter Louise for aldrig at se hende mere.

Scenen, da hun sendes bort til tvungen eksil i Celle i Tyskland, er måske hendes bedste. Og modbydeligheden bliver ikke mindre, hvis tilskueren ved, at hun faktisk døde dernede, kun 23 år gammel.

Men dramaet mangler den afgørende spænding. Man kan ikke mærke alt det, der følelsesmæssigt er på spil. Måske skyldes det, at forestillingen har så travlt med at få os til at kunne lide Christian 7. – og få os til at forstå, at denne unge konge slet ikke er sindssyg, men bare er et meget følsomt og nørdet og omsorgssvigtet barn.

Sådan beskrives hans i hvert fald i teksten, og sådan fortolkes han af den unge, talentfulde Elliott Crosset Hove, der spiller så gal og så lykkelig og angst for universet, så selv den mest forhærdede ville holde af ham.

Dronning i ridebukser

Konsekvensen af denne kongetolkning er i hvert fald, at det bagefter bliver svært at synes lige så godt om Struensee. Altså kongens begavede livlæge, der ellers traditionelt fremstilles som Danmarks første reformator – og ham, der banede vejen for ophævelsen af stavnsbåndet i 1788.

I Troels Thorsens underligt bløde og ulidenskabelige fortolkning virker Struensee i hvert fald mere som en naiv teoretiker, der bare får et heldigt VIP-job.

Samtidig bliver det svært for alvor at synes, at det er synd for den tvangsbortgiftede og ensomme Caroline Mathilde. Signe Egholm Olsen gør hende til en stærk kvinde, der vokser med sin magt, efterhånden som hun offentligt viser sig i ridebukser og ved Struensees side. Men hun kommer til at virke mere beregnende end ulykkelig i kærlighedstrekanten mellem kongen og Struensee.

På hjul og stejle

Groft sagt bliver offeret i denne historie faktisk Christian 7. Den evigt ikke-voksne og umyndiggjorte konge, som savner sin livlæge og sin hund i sine vanvidståger, hvor han tror, at han er en forbyttet bondedreng.

Offeret bliver hverken Struensee eller Hofteatrets direktør Enevold Brandt, som begge bogstaveligt talt fik hånden og hovedet hugget af og sat på en stage, hvorefter deres parterede kroppe blev lagt på hjul og stejle.

Men Asbjørn Krogh Nissen spiller en pudsig og uforudsigelig Enevold Brandt med en skøn gøglerhumor. Kredsen rundt om kongen byder også på andre stærke præstationer: Ole Lemmekes kløgtige Reventlow, Nicolai Dahl Hamiltons indædte Høegh-Guldberg, Tina Gylling Mortensens sarkastiske enkedronning, Tom Jensens skruppelløse Rantzau, Julie Agnete Vangs rørende fru von Plessen og Rikke Westis kække Støvlet-Cathrine.

Skuespillerne fejler ikke noget. Det er den samlende lidenskab på scenen, der mangler. Den galskab ved hoffet og det begær, som alle omkring Caroline Mathilde og Struensee hviskede om i krogene dengang i 1772. Lige indtil deres passion førte til landsforvisning – og halshugning.

’Livlægens Besøg’. Baseret på Per Olov Enquists roman fra 2000. Dramatisering: Erik Norberg og Johanna Garpe. Bearbejdelse: Emmet Feigenberg og Karen-Maria Bille. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Scenografi: Karin Betz. Lys: Christian Alkjær. Lyd: Troels Møller. Koreografi: Jørgen Schou-Pedersen. Betty Nansen Teatret. Til 14. januar 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har en kær veninde, som hårdnakket bliver ved at påstå, at forholdet mellem Struensee og dronningen aldrig er blevet bevist - og at det heller aldrig blev bevist, at datteren Louise virkelig var hans.
Hun er meget stædig.
Kan nogen hjælpe mig med at lukke munden på hende én gang for alle (kun i dette spørgsmål, ellers ikke)?
PS: Skal se forestillingen i januar - og glæder mig enormt.