Læsetid 2 min.

Hun lod vinduet stå på klem

Historien om Peter Pan, der nægter at blive voksen, er i høj grad blevet til en fortælling om tilskuerens indre Wendy i Teatret Møllens poetiske og gennemmusikalske ’Aldriglandet’
Peter Pan lokker Wendy op at flyve på en almindelig skraldecontainer, der med Teater Møllens forvandlingspoesi bliver tilen himmelsk tur ud mod Ønskeøen i ’Aldriglandet’.

Peter Pan lokker Wendy op at flyve på en almindelig skraldecontainer, der med Teater Møllens forvandlingspoesi bliver tilen himmelsk tur ud mod Ønskeøen i ’Aldriglandet’.

Søren Hasselgaard Skaaning
16. december 2016
Delt 131 gange

Teatret Møllen har en særlig poesi. Den stråler fra skuespillernes gamle vinterfrakker og slidte støvler, men allermest selvfølgelig fra skuespillernes øjne og musikalske stemmer. Hos Teatret Møllen er blikket og replikken ud mod publikum det altafgørende.

Når en Møllen-spiller fortæller dig om en mor, der altid lod vinduet stå på klem, så fantasien kunne flyve ind, så ved du, at det er rigtigt. Også selv om der ikke engang er et vindue på scenen.

Teatret Møllens nye familieforestilling Aldriglandet er en bearbejdelse af Barries roman om Peter Pan. Møllens fortolkning ligger lykkeligt langt fra Disneys tegnefilmsunivers; hos Møllen er menneskene virkelige. I Brian Wind-Hansens lidt vrangvillige og ordkunstige dramatisering er der dog overraskende meget overjeg og voksenhumor på spil. Eller som det lyder: »Folk, der ikke får fortalt historier, bliver så frygtelig irriterende.«

Figurerne holdes ud i strakt arm. Peter Pan fortæller, at han aldrig er blevet elsket af sin mor - og Wendy bruger lang tid på at forklare, at hun slet ikke tror på Peter Pan. Men det kommer hun selvfølgelig til. Det gør tilskueren så også – og tilskueren kommer pludselig til at spejle sig endnu mere i Wendy end i Peter Pan.

Krokodille og lommespejl

Instruktøren Ole Sørensen har fået denne Peter Pan-forestilling til at glimte med den rustne varme og underdrevne humor, der er hans særkende. Han behøver ingen mekanisk krokodille; Connie Tronbjergs bidske arme og sultne stemme er såmænd nok.

Han behøver heller ingen avanceret håndprotese til Kaptajn Klo; Klaus Andersens drabelige havelugeredskab i ærmet og hans ondskabsfulde øjenrullen er såmænd tilstrækkeligt. Og han har ikke brug for en avanceret videoprojektion til Klokkeblomst; hun vimser såmænd bare rundt som en lysprik fra et lommespejl - eller i hånden på Peter Pan i form af en lillebitte messingklokke. Så enkelt kan magi skabes.

Håndholdt flyvning

Thomas Jacob Clausens langhårede Peter Pan har en charmerende nysgerrighed. Han kan alting, pånær lige at kysse. Til sidst bliver selv Sara Line Møller Olsens skeptiske Wendy i hvert fald overbevist om hans eksistens – og mere til. Hun retter på hårbåndet og kigger forelsket op på Peter Pan med sine store øjne. Og så stiller hun sig i stykkets meget omtalte vindueskarm og hopper ud sammen med ham – til en skøn himmelstrejftur på maven på en lavpraktisk container, direkte med kurs mod Ønskeøen.

Den unge scenograf Pernille Just har nemlig skabt en sparsommelig scenografi med et par skibssejl og nogle gamle aviser i bundter. Måske har hun følt sig andægtig over Møllens sædvanlige håndholdte stil. Men iscenesættelsens brug af tilskuernes fantasibilleder bag lukkede øjenlåg kunne godt have fået yderligere visuel næring fra scenografien.

Varme og klezmer

Til gengæld har Pete Livingstone komponeret forunderlig musik til fantasien. Sangene lyder som både klezmer og godnatsange - med en flygtighed, der passer eminent til Peter Pans rastløshed. Selv håndterer Pete Livingstone harmonikaen og violinen med varme og underfundighed, mens de andre performere kaster sig over klarinet og guitar og slagtøjsinstrumenter med Møllens vanlige musikalske overskud.

Umiddelbart virker Aldriglandet mindre følelsesladet end Møllens andre forestillinger. Indtil altså under sidste scene, hvor man som tilskuer alligevel pludselig kan mærke følelserne presse sig på. Og trangen til altid at lade vinduet stå på klem.

Denne Aldriglandet får på sin egen stille måde fat i den grundfølelse, man som voksen ellers uigenkaldeligt har krænget af sig: Barnets følelse af uhæmmet nysgerrighed – og evig usårlighed.

’Aldriglandet’. Baseret på Barries roman ’Peter Pan’. Dramatisering: Brian Wind-Hansen. Iscenesættelse: Ole Sørensen. Scenografi: Pernille Just. Musik: Pete Livingstone. Målgruppe: Fra 8 år. Teatret Møllen i Haderslev. Spiller også 16-17. december på Rialto Teatret på Frederiksberg og 19-22. december på Mungo Park Kolding samt på Aprilfestival i Sønderborg 28-30. april 2017 - og turné

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu