Mageløs og følsom science-fiction

Nogle ord har flere betydninger, og i værste fald kan det få katastrofale konsekvenser, hvis man misforstår brugen af et bestemt ord.

Hvis man f.eks. automatisk oversætter sanskrit-ordet for ’diskussion’ til ’krig’, når det i virkeligheden også kan betyde ’ønske om flere køer’. Det ene er aggressivt og konfliktladet. Det andet handler om overlevelse og er trods alt mere fredeligt.

Og det er blandt andet, hvad den canadiske filminstruktør Denis Villeneuves blændende nye film, science fiction-dramaet Arrival, handler om: En art genopbygning af Babelstårnet, hvor alle taler samme sprog, og intet er umuligt, heller ikke samarbejde og fredelig sameksistens.

Villeneuve fortæller i sine film – Prisoners, Sicario og nu Arrival – om mennesker fanget i usædvanlige og meget pressede situationer, og hvordan de kæmper for at holde fast i deres menneskelighed, selvom det nemmeste ville være at give efter for frygten og nogle meget mørkere tanker og drifter.

Hovedpersonen i Arrival, Louise Banks (Amy Adams), er lingvist, og hun bliver tilkaldt, da ovale rumskibe ankommer til jorden og positionerer sig forskellige steder på kloden. Hvad vil de os mon?

Den amerikanske hær forsøger at kommunikere med de fremmede, men uden held, og de henvender sig til Louise, der er en af de fremmeste kræfter på sit felt. Hun er empatisk og velovervejet og ved netop godt, at det famøse ord på sanskrit betyder ’ønsket om flere køer’ og ikke ’krig’, hvorfor hun er den perfekte kandidat til at forsøge at tale med de ubudne gæster.

Trailer til 'Arrival'.

Kompliceret proces

Louise er dog også, forstår vi, en sørgende mor, der for ikke så længe siden mistede sin teenagedatter, og som stadig kæmper med det monumentale tab og fraværet af datterens far.

Følelsesmæssigt og psykologisk er det ikke uden udfordringer at bevæge sig ind i rumskibet, der hver 18. time åbner sig, så menneskene kan bevæge sig inden for og dér møde de gigantiske, men tilsyneladende venligtsindede, blæksprutteagtige rumvæsener – de kaldes ’heptapods’, fordi de har syv ben/arme. Især ikke fordi militæret presser på. De vil have besvaret de helt store spørgsmål: Hvorfor er de her? Vil de bare snakke med os? Hjælpe os? Eller angribe os?

Sammen med fysikeren Ian Donnelly (Jeremy Renner) begynder Louise at udvikle et visuelt sprog, som kan bruges til at kommunikere med rumvæsenerne, og så begynder de virkelige udfordringer i forhold til, hvad denne eller hin detalje betyder.

Betyder den ’flere køer’, eller betyder den ’krig’? Og forstår de overhovedet sprog på samme måde som os? Ved de, hvad et spørgsmål er? Hvad er deres opfattelse af tid? Det er i hvert fald ikke nok blot at pege på billedet af en ko og sige ’ko’ et par gange.

Samme komplicerede proces er videnskabskvinder og -mænd i gang med verden over, hvor andre rumskibe har placeret sig, og til at begynde med deler de forskellige lande, inklusive Kina, informationer med hinanden.

Men kineserne bliver utålmodige – de stoler ikke på rumvæsenerne – og der opstår uheldige spændinger i det internationale samarbejde, også fordi rumvæsenernes budskaber tolkes forskelligt.

Internt i militæret er der også kræfter, som bestemt ikke bryder sig om de fremmede, og som prøver at fremprovokere en konfrontation. Det er med andre ord lidt af et minefelt, som den i forvejen skrøbelige Louise bevæger sig rundt i.

Livsbekræftende film

Mageløs. Det var et af de første ord, der rendte mig i hu, da jeg havde set Arrival. Det er en mageløs film, der ikke mindst handler om værdien af ordentlig og fordomsfri kommunikation og farerne ved ikke at forsøge at lære at forstå et sprog og en kultur, inden man afviser individerne bag.

Det er bestemt ikke svært at læse en højaktuel politisk allegori ind i filmen – og mon ikke det også har været Denis Villeneuves hensigt – der selv ankommer på et tidspunkt, hvor verden er så splittet. Arrival er en film om mennesker, inklusive soldater og politikere, der for en gangs skyld prøver at tænke sig om og stille spørgsmål, inden de begynder at skyde.

Det er også en smuk film, både på det menneskelige og det visuelle og det lydlige plan. Amy Adams har en sjælden følsomhed i rollen som Louise Banks, der passer perfekt til en figur, en rolle, der på sin vis udtrykker den tynde og skrøbelige tråd, som verdensfreden indimellem synes at hænge i.

Og sammen med sin fotograf, Bradford Young, og ikke mindst sin faste komponist, islandske Jóhann Jóhannson, skaber Villeneuve et tilbageholdende, næsten minimalistisk og lyrisk, men alligevel stærkt audiovisuelt udtryk.

Det ligner ikke mange andre, mere hårdtpumpede science fiction-film, men passer fortrinligt til den eftertænksomme, hjertevarme historie med en stemning af noget på én gang sælsomt, uigennemskueligt og fascinerende.

Læs interview med Jóhann Jóhannson og Ennio Morricone: ’Der er brug for noget nyt inden for moderne filmmusik’

Der endnu en dimension i den begavede film, som er baseret på en novelle af Ted Chiang, Story of Your Life, og den har at gøre med måden, vi opfatter tid og rum på.

Jeg vil ikke afsløre for meget – Arrival er en af den slags film, der gør sig bedst uden den store forhåndsviden – men efterhånden, som Louise bliver bedre og bedre til at kommunikere med de fremmede, begynder hendes erindringer, ikke mindst om datteren, at flyde sammen. Hun mister grebet om nuet i takt med, at hun bliver udfordret på alt det, hun mener at vide.

Det giver ny indsigt og nye erkendelser, og blandt andet derfor er Arrival også en en af de mest livsbekræftende og optimistiske film, jeg har set i nogen tid. Guderne må vide, at det har vi brug for lige nu.

’Arrival’. Instruktion: Denis Villeneuve. Eric Heisserer. Amerikansk (Biografer landet over)