Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Morricone uden pisk og skinger galskab

Fredag inviterede Ennio Morricone på retrospektiv rejse med et enormt kor og orkester. Lyden af spaghettiwesterns og en af filmhistoriens højest profilerede komponister, men dog en både over- og undervældende – og ikke helt civiliseret – oplevelse
Maestro Morricone dirigerede selv, siddende, ved koncerten fredag i Forum.

Maestro Morricone dirigerede selv, siddende, ved koncerten fredag i Forum.

Per Lange / Ritzau Scanpix

Kultur
7. december 2016

88-årige, italienske Ennio Morricone har stjålet billedet i nogle af vor tids mest ikoniske film. I samarbejdet med landsmanden Sergio Leone satte han især i 1960’erne nye standarder for soundtrackmusikkens intervention i filmkunsten med sine ramsaltede og alligevel bedårende temaer og uortodokse orkestreringer.

Det skete især i klassiske spaghettiwesterns. Korets galskabsskrig og pisk i hovedtemaet til The Good, The Bad & The Ugly. Det episk fløjtede tema, klask, kor og kirkeklokkernes trussel om snarlig vold i temaet til A Fistful of Dollars. Endnu et episk fløjtetema, nu ledsaget af jødeharpe og blokfløjte i A Few Dollars More.

Der var et vanvid og en kulørt tilgang til soundtracket, som gjorde komponisten til en afgørende ledsager til Sergio Leones ombrydning af westernfilmen.

Morricones både romantiske og idiosynkratiske musik stod – og står – som på én gang desillusionerede fortællinger om menneskelig ondskab, grådighed og hævn i deres egen ret. Men også som sværmeriske drømmerier om kærlighed, venskab og selvopofrelse. Ram mandesved og parfumerede sukkerknalder i vilde kombinationer.

Jeg fortaber mig

Morricone har over årene været en mester i leitmotifs, signaturmelodier til filmenes hovedpersoner. Charles Bronsons mundharmonika og dens uhyggelige memento mori-tema i Once Upon A Time In The West. Seans navn sunget som et kirkeligt kor i »Sean Sean« i A Fistful of Dynamite. Den nådesløse stryger- og sopranromantik i »Deborah’s Theme« til gangstereposset Once Upon A Time In America.

Men også i samarbejde med instruktører som Roman Polanski, Brian De Palma og Quentin Tarantino har Ennio Morricone excelleret, ikke mindst med det klaver- og strygerdolkende åbningstema til The Untouchables.

Nå, men, jeg fortaber mig. Én ting er en mesters værk, en anden ting er en mesters fortolkning og overlevering af sit værk.

Ennio Morricone – The 60 Years of Music Tour 2016 hedder det kæmpe apparat som i fredags gæstede Forum og dets højlydte aircondition-anlæg på Frederiksberg. Omkring 75 sangere fra Stockholm og et stort tjekkisk orkester løftede opgaven over to akter at føre os igennem Morricones forunderlige værk.

Maestro Morricone dirigerede selv, siddende. Og sekteriske tilstande viste sig hos det tusindtallige publikum. Der var tyssekonkurrencer, iPhones på laveste lysstyrke skulle partout slukkes og på forreste række var der håndgemæng, hvilket medførte at tre gæster blev bortvist.

Soundtrackets rockstjerne

Sådan bør det naturligvis være, når en soundtrackets rockstjerne kommer til byen, men desværre var det så som så med vildskaben på scenen. Det store orkester borgede for en ganske høj kvalitet i fremførslen, men det skete med vægten på det luksuriøst romantiske i Morricones værk.

Heldigvis var der i passager plads til idiosynkratiske solopræstationer, til frækt synkoperede og sjovt, bevidst klodset fraserede indbrud i kompositionerne. Obo, klarinet, piccolotrompet vraltede igennem eller slog buler i elegancen. Bevidst ukønne soli som perfekte billeder på de utilpassede enere, som dyrkes i så mange af de film, maestroen har komponeret til.

Og heldigvis havde Morricone også – delvist – fastholdt sin ukonventionelle tilgang til orkesterets sammensætning, hvor der heldigvis stadig var plads til rockinstrumentering. Bas, trommer, elguitar.

Der var endda også congatrommer. Men der var desværre ingen pisk, og heller ingen skinger galskab i korene.

Vokal vanillesovs

Udvalget af numre lod en del tilbage at ønske. Morricones føromtalte storhedstid i 1960’ernes spaghettiwesterns blev kun undersøgt i fire af de i alt 25 numre i hovedsættet. Det skete i et kort – og ganske berusende – kapitel, der på storskærmene blev annonceret som The modernity of the myth in Sergio Leone’s Cinema.

Resten af tiden blev vi hovedsageligt –især i anden akt – diverteret med eksempler på sødsuppe fra den mere endimensionelt romantiske del af værket. Forstærket, forsødet af den lejlighedsvise sopransanger, der havde travlere med at pøse vokal vanillesovs udover helhederne frem for at dosere rytmisk relevant.

På kanten af easy listening, men slet ikke nem lytning for fans af den mere udfordrende Morricone. Ham, der forvrænger cowboyhelten, perverterer skurken, udstyrer heltinden med ufattelig tragedie.

Det var så ikke den fortælling, Ennio Morricone ønskede at betone. Det skal stå ham frit for. Som helhed gjorde det bare koncerten mere under- end overvældende. Fordi Morricone søgte at glide i ét med en mere Hollywood-venlig sentimentalisme end at stikke ud som gloriøs pigtråd i en verden af flødeskum.

Ennio Morricone med orkester og kor – Forum, Frederiksberg, fredag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hva'? Morricone er for vild!

Ralf Christensen

Mads Kølbæk: Kun drypvist denne aften