Læsetid: 3 min.

Musikalske babelstårne i en gudløs tid

Mens det tidligere Sigur Rós-medlem Kjartan Sveinsson på sin solodebut bygger en række himmelstiger og minder os om det spirituelle i musikken og os selv, retter den amerikanske komponist Qasim Naqvi blikket indad – ind i maskinen – når han med sin komposition til synthesizeren Moog Model D undersøger maskinens mysticisme
30. december 2016

For at tjene lidt lommepenge, da jeg gik i gymnasiet, og for at blive bedre til at synge og læse noder, sang jeg en overgang i kirkekoret i Tønder Kristkirke til gudstjenesterne om søndagen.

Det var ikke det ideelle tidspunkt at indlede den karriere, for jeg var jo hængt op af gymnasietidens almene forpligtelser, så når jeg endelig mødte op, var det som oftest med tømmermænd, og efter et halvt års tid blev jeg fyret – per mail i øvrigt – fordi jeg ikke var der ofte nok.

Men min manglende evne til at møde op søndag morgen udsprang ikke af, at jeg ikke kunne lide at være der. Jeg satte faktisk stor pris på at klatre op ad den smalle trappe op til korsektionen – koret hedder det vel bare – og sætte mig til rette under det enorme orgel (kirkens vigtigste organ).

For det, jeg allerbedst kunne lide ved kirken, var at høre de lange orgelstykker, som kirkens dygtige organist, Steen Wrensted, spillede i løbet af gudstjenesterne.

Det var nemlig, når orgelet spillede, at jeg – der aldrig har set sig selv som kristen – følte mig forbundet til en eller anden form for guddom. Og den dag i dag er det også primært igennem musikken, at jeg føler mig forbundet med det spirituelle.

Nogle værker gør det bare: skaber forbindelsen, uden nødvendigvis at ville det. Andre værker sigter efter det – som de fleste af dem, man spiller i kirken – og sådan et værk er Sigur Rós-udbryderen Kjartan Sveinssons første soloudgivelse.

Både med den tyske, romantiskklingende titel Der Klang der Offenbarung des Göttlichen, og med musikkens himmelstigestruktur sigter han efter de guddommelige højder.

Fuldstændigt uironisk bygger han grunden til sit babelstårn af lyd, og inden for værkets grænser er der ikke meget, der tyder på, at Gud, eller hvem der nu skulle kunne finde på at blande sig, formår at undergrave opførelsen af dette tårn til himlen.

Vigtig spiritualitet

Kjartan Sveinsson spillede keyboard og guitar og stod for de hyppige orkester- og korarrangementer i det islandske band Sigur Rós frem til 2012. Et band, der i øvrigt også blev verdensberømte for med deres postrock at skabe en forbindelse imellem det skrøbeligt inderlige og det (himmelstræbende) storladne.

Selv om Sveinsson på Der Klang der Offenbarung des Göttlichen har skåret de postrockede elementer væk og primært benytter sig af klassiske orkester- og korbesætninger, er der kompositionsmæssige forbindelser til Sigur Rós at spore.

Ikke mindst i forhold til den førnævnte himmelstigestruktur, hvor pladens fire kompositioner »Teil I« til »Teil IV«, som i høj grad er bygget op om temaer, der repeteres, bliver ved med at vokse opbygningsmæssigt, indtil lyset bryder igennem og englene synger, for at sige det ligeud.

Jeg har ingen solide anker imod Der Klang der Offenbarung des Göttlichen. Jeg synes endda, at den er vigtig i al sin musikalske klassiske tilbageskuen. For den minder os om de spirituelle lag, der også er i religionerne. Lag, som man godt kan miste kontakten med, når man af forskellige årsager lukker døren til for eksempel den kristne kirke udefra.

Maskinel mysticisme

Fra et noget andet sted rent musikalsk undersøger den Brooklyn-baserede komponist og medlem af gruppen The Dawn of MIDI Qasim Naqvi maskinens mysticisme, når han på sin soloudgivelse Chronology laver en komposition beregnet til den legendariske analoge synthesizer Moog Model D fra 1971.

Resultatet er en mærkelig lille ambient EP, hvor maskinen i høj grad synes at komme til orde. Kompositionen er, så vidt jeg forstår, ikke indspillet per håndkraft på synthesizerens klaviatur, men er derimod programmeret gennem et grafisk notationsprincip, som Qasim Naqvi selv har skabt, i stil med MIDI.

Det interessante i denne sammenhæng er, at der nærmest opstår noget spirituelt i den proces. Qasim Naqvi formår at åbne portalen ind til synthesizerens ånd, hvilket dels betyder, at han åbner en portal ind til en del af musikhistorien, hvor Moog’en eller Minimoog, som den også kaldes, har spillet en vigtig rolle som instrument for Kraftwerk og Depeche Mode for at nævne nogle få.

Og dels betyder det, at han skaber et lille intimt og spirituelt klangrum, hvor der hersker et helt særligt maskinelt nærvær. Hvor detaljerigdommen er forbløffende stor, og hvor maskinen med alt fra rytmisk knitren til rige klangflader taler direkte til den ordløse opmærksomhed, som de fleste nok primært finder, når de konfronteres med naturen, men som altså i dette tilfælde forårsages af en undselig, lille, analog maskine fra halvfjerdserne.

Kjartan Sveinsson: ’Der Klang der Offenbarung des Göttlichen’ (Bel Air Glamour/Vinyl Factory/Krunk)

Qasim Naqvi: ’Chronology’ (New Amsterdam Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu