Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Neumeiers dansere springer direkte ind i døden

Hamburgballettens ’Das Lied von der Erde’ er én lang skønhedsbevægelse frem mod døden
John Neumeier har skabt et skønhedsrekviem i ’Das Lied von der Erde’ – med Hélène Bouchet og Alexandr Trusch som uforglemmelige dødedansere.

John Neumeier har skabt et skønhedsrekviem i ’Das Lied von der Erde’ – med Hélène Bouchet og Alexandr Trusch som uforglemmelige dødedansere.

Kiran West

Kultur
16. december 2016

Måske har John Neumeier aldrig skabt en smukkere ballet end Das Lied von der Erde. Jovist, den nu 74-årige Neumeier har skabt uforglemmelige skønhedsøjeblikke i sine tidligere balletter. Forelskelsen lyste i hans Romeo og Julie, jalousien åd sig ind i sjælen i Othello, styrken tordnede frem i Odysseus, tvivlen nagede i Matthæuspassionen, fortrydelsen sortnede i Kameliadamen – og sorgen isnede i Mahlers 5. Symfoni.

Men Das Lied von der Erde har en fænomenal indre kraft, der tilsyneladende binder ethvert skønhedstrin på scenen sammen med det næste. Her hænger alt sammen i en sær bue under månen; som symbolske livsbaner fra fødsel til død.

Lige fra en kvinde i hvidt træder ind på scenen og langsomt strækker sin tåspidssko ind i rummet, mærker man, hvordan enhver bevægelse glider over i den næste. En arm rækker ud, og en anden arm fører bevægelsesbuen videre. En kvinde sætter af, og en mand holder hende fast, mens hun i slowmotion skubber sig op på hans skuldre – rundt og rundt i overnaturlig langsomhed og skønhed. Og pludselig er der gået halvanden time, og så er alt forbi. Ligesom livet, velsagtens. Uventet, selv om døden har ligget på lur altid.

Dunkel drikkesang

Det er tilsyneladende de sære tekster i Das Lied von der Erde, der har inspireret Neumeier til denne ballet. Mahlers iltre og opflammende musik har naturligvis tændt Neumeiers grundstemning i de ultimative trin.

Men det er ikke mindst de antikke, kinesiske vers fra »Die chinesische Flöte«, der beskriver de unge piger, der drikker te af porcelæn, som har inspireret ham til en helt særlig robusthed og skrøbelighed. Her bliver hans koreografi lige så gennemsigtig som den fineste tekop. Men straks efter bliver koreografien dyster, når disse stærke, tyske linjer om døden spreder mørke om sig. Eller som det hedder i drikkesangen om ’Jordens jammer’: »Dunkel ist das Leben, ist der Tod«.

Neumeiers musikalske udtryk peaker her. Særligt når han med sin neoklassiske dans illustrerer Mahlers mærkelige tonespring med småløb - og når han koreografisk lader de vilde akkorder blive udtrykt gennem vandrette saksespring, hvor danserne nærmest hænger stille i luften som luftskibe af kød og blod. Måske har det aldrig før været så tydeligt, at Neumeier hører til blandt verdens allerstørste koreografer. Ikke bare gennem de sidste årtier, men til alle tider.

Neumeier skabte Das Lied von der Erde til Pariseroperaens Ballet sidste år, og nu har han så opsat den for sine egne dansere ved Hamburgballetten. Man mærker hans dybe fortrolighed med deres kroppe.

Hans franskfødte, 36-årige solodanserinde Hélène Bouchet danser så gudesmukt, at man slet ikke kan slippe hende med øjnene. Høj, stærk, med flotte former – og med et blik så stærkt og universelt, at hun både kan illudere Moder Jord og den fire-årige datter, som Mahler mistede, lige inden han skrev Das Lied von der Erde i 1907. Og så kan hun underligt nok samtidig virke som kæresten til en ung mand, der ellers i begyndelsen portrætteres sammen med sin mandlige kæreste – eller er han bare mandens alter ego? 

Som gennem vand

Hélène Bouchet er perfekt udaddrejet i alle led, sådan som klassisk ballet ideelt set kræver det. Hendes fødder strækker sig overdådigt helt ud i tåspidserne og knækker så i anklerne, hvorefter hun stiller sig i uudgrundelige parallelle positioner med fødderne adskilte, igen og igen, parat til at blive løftet bort af vinden eller Alexandr Trusch, der griber ud efter hende, som rakte hans hænder gennem vand.

Den ukrainskfødte, 27-årige Alexandr Trusch har en stærk drengethed over sig, når han springer rundt i T-shirt og jeans, men samtidig har han en muskelstyrke, så han uhindret kan springe op i himmelspring.

Bag ham står den 29-årige, armenskfødte mandlige danser Karen Azatyan med faderblidhed i sine arme og mentorstrenghed i sine ben, når han tvinger den unge til at springe og rulle og springe igen – frem mod det svære og kærligheden og det sidste spring ind i døden.

Entydigheden findes ikke i Neumeiers univers – og tak for det. Meget af dansen mærker man intuitivt som tilskuer, måske uden helt at forstå det. Men det gør ingenting. Alt flettes. Hele Hamburgballettens unge kompagni danser, som om de danser direkte ind i dødsøjeblikket.

Kvinderne har alle sammen lært Neumeiers favoritposition for kvindelig skønhed: De står helt stille med samlede fødder og hænderne ned langs kroppen. Og så læner de sig forover – frem mod luften og tiden og livet. Tyst og eftertænksomt – og dirrende parate.

Neumeier har klart fået en forkærlighed for asiatiske dansere. Den japanske spirrevip Mayo Arii og den poetiske, kinesiske Xue Lin har den ekstreme lethed, som Neumeier elsker hos sine dansere – og den brasilianskfødte Leslie Heylmann har ovenikøbet også charmen.

Netop derfor er det også så spændende, at Hélène Bouchet samtidig med letheden og autoriteten har en jordisk tyngde og statuefeminine kurver. Når hun begynder at løbe rundt i en cirkel på scenen, vil man sværge på, at hun når som helst vil kunne sætte af og lette i den mest drømmesmukke himmelflugt. Til Philharmonisches Staatsorchester Hamburg ledet af den tjekkede Simon Hewett - og til sangen af hittenoren Klaus Florian Vogt med den brede og ubesværet varme klang og den lidt spagere bariton Michael Kupfer-Radecky. 

Månelys og mandeveste

Hamburgballetten er lig med John Neumeier. Kompagniets repertoire består næsten udelukkende af hans koreografi; kun spædet op af sjældne andre værker, som f.eks. Lloyd Riggins’ opsætning af Bournonvilles Napoli fra 2014. 

Den Kongelige Ballets balletmester Nikolaj Hübbe er iscenesætter, men han er ikke nogen trinskaber. Derfor er det så vigtigt, at Den Kongelige Ballet bevarer Bournonvilles balletter som kernen i et repertoire, der naturligt må stykkes sammen af forskellige klassiske og nye balletter, heriblandt også nogle af Neumeiers værker.

Hamburg-kompagniets verden er Neumeiers. Med årene har Neumeier også overtaget rollen som sin egen scenograf med en foretrukken skillelinje på scenen og et guddommeligt spejl i loftet – og rollen som lysdesigner med sølvlys og støvlys og månelys. Han er også blevet sin egen kostumedesigner af tætsiddende kjoleliv med fejende skørter og åbne mandeveste over stramme bukser. Dette er Neumeiers verden – udtrykt af Neumeiers yndlingsmennesker. I én lang bevægelse fra liv til død.

Med Das Lied von der Erde får man imidlertid den underlige følelse af, at den livserfarne Neumeier har udtrykt alt væsentligt i dette ene værk. Hverken mere eller mindre. Alt om livet - og alt om døden.

Det giver klump i halsen. Det er stort. Og frygtindgydende smukt.

’Das Lied von der Erde’. Koreografi, scenografi og lys: John Neumeier. Musik: Gustav Mahler. Philharmonisches Staatsorchester Hamburg. Dirigent: Simon Hewett. Hamburg Ballett. Danses også 17. december 2016 og 15. juli 2017

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her