Læsetid: 3 min.

(Over)pædagogisk flygtningeroman

Vinderroman om flygtninge er stærkest, når den ikke forsøger at formidle, men nøjes med at fortælle
Sara Linderoth Bouchets flygtningeroman, som blev udvalgt blandt 27 indsendte manuskripter, er fortalt af syriske Aron, som ser tilbage på sin opvækst i et socialt boligbyggeri et sted i Danmark.

Sara Linderoth Bouchets flygtningeroman, som blev udvalgt blandt 27 indsendte manuskripter, er fortalt af syriske Aron, som ser tilbage på sin opvækst i et socialt boligbyggeri et sted i Danmark.

Kristine Kiilerich

31. december 2016

I september 2015 gik Dansk Flygtningehjælp, Dansk Forfatterforening og forlaget Tiderne Skifter sammen om at opfordre danske forfattere og forfatterspirer til at skrive en roman med flygtninge som hovedtema.

Målet var »en vinderroman, der giver et billede af, hvad det vil sige at være flygtning, på en måde, så det er mere nærværende og bedre formidler den oplevelse, flygtninge har«.

Debuterende Sara Linderoth Bouchets flygtningeroman, som blev udvalgt blandt 27 indsendte manuskripter, er fortalt af syriske Aron, som ser tilbage på sin opvækst i Solhaverne; et socialt boligbyggeri et sted i Danmark, hvor han og familien havner efter at være flygtet fra Damaskus.

Romanen bærer præg af at være et formidlingsprojekt, men det lykkes den også – som efterlyst – at være nærværende takket være et stort sprogligt overskud.

Det er ikke flugten eller rejsen, som er i fokus i Bouchets roman, men det at høre til et sted. Ved romanens begyndelse tænker Aron tilbage på tiden, da han var 12 år gammel, til de næsten stillestående, endeløse dage i den lille lejlighed i Solhaverne.

Det er hverdage præget af forældrenes skiftende dag- og aftenvagter, af folk, som flytter ind i og ud af blokkene, senere også af kriminalitet og alkoholisme.

Boligbyggeriet er et parallelsamfund, hvor alle kender alle, hvor man kan høre naboerne igennem væggene og følge med i hinandens tragedier. Et trist sted at kalde ’hjem’, et sted, hvor gråden er et konstant lydtæppe og kan høres fra lejlighed til lejlighed:

»Jeg kunne høre den gennem skabene af finér i køkkenerne, den blev sendt med vandet ned i afløbet. Jeg hørte gråden i affaldsskakten, tyndslidt sivede den ud gennem de smalle revner i brevsprækkerne, jeg hørte den i opgangene og særligt om natten i hulrummene omkring nedgangen til kælderen.«

Og dog er det netop her, at Aron og hans yngre søskende – og i mindre grad forældrene – kommer til at høre hjemme, finde sammenhold og nye venskaber for første gang, siden de brød op fra deres hjemland.

Aron er en tavs iagttager af de dynamikker, som styrer familielivet omkring ham: Moren, som forsvinder ud i skovene på natlige vandringer; faren, som begynder at drikke og siden bliver voldelig.

Sideløbende skildres Arons erindringer fra de sidste år og dage i Damaskus, den usikkerhed, som familien levede med her, og savnet af det tabte land. For eksempel erindringen om frygten for tøndebomber, som blev kastet fra helikopterne, der kom med lyden af død, når det ikke var tåget vejr:

»De værste dage var de smukkeste, hvor himlen var blå, og alt var klart og stille.«

Ikke mindst dukker traumerne fra den farefulde bådrejse over Middelhavet op som uhyggelige drømme om mørkt vand, der trænger ind overalt.

Meget pædagogisk

Bouchets roman er meget pædagogisk, også i for høj grad. Alle mellemregninger er med, når Aron reflekterer over, hvad det vil sige at være flygtning, at være fremmed, at blive voksen.

Det bliver lidt tykt, når moren, der i hjemlandet var billedkunstner, begynder at tegne apokalyptiske billeder, der breder sig som vandplanter over lejlighedens vægge og lofter og gør de klaustrofobiske rum endnu trangere – som et billede på den skam, rastløshed og sorg, der langsomt æder sig ind på familien.

I Solhaverne møder Aron Bea, som er mystisk, selvsikker og hård, og værket får næsten karakter af ungdomsroman i de svulmende beskrivelser af hans gryende fascination af pigen, der taler uhæmmet og har et vokabular som en lille voksen.

Hjem fungerer bedst, når Bouchet ikke forsøger at forklare eller formidle ved hjælp af dialoger eller den voksne fortællers efterrationaliseringer. Romanens store styrke er de stemninger og stærke billeder, den skaber – for eksempel Arons tilbagevendende drøm om undervandsbåde og tavse hvaler; mennesker, som går i stimevis på havets bund.

Bouchets prosa kommer bedst til sin ret i skildringer af vejr og årstider, af søskendeforhold og tidlig seksualitet, af hverdagen eller ganske enkelt beskrivelsen af »vandpytterne, der i regnvejr lignede knuste spejle, og som glitrede i lyset som glasskår, når solen vendte tilbage«.

’Hjem’, Sara Linderoth Bouchet, Tiderne Skifter, 301 sider, 299,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu