Læsetid: 4 min.

Peter Seebergs debutroman ’Bipersonerne’ genanmeldt

Erik Skyum-Nielsens syn på Peter Seebergs debutroman ’Bipersonerne’ måtte naturligvis ændre sig, efter at det kom frem, at Seeberg skrev en skolestil, hvor han udtrykte foragt for, men også fascination af Hitler. Men det rokker ikke ved, at ’Bipersonerne’ er et skelsættende kunstværk
Peter Seeberg skrev som 17- eller 18-årig en gymnasiestil, hvori han både udtrykte foragt for og fascination af Hitler.

Peter Seeberg skrev som 17- eller 18-årig en gymnasiestil, hvori han både udtrykte foragt for og fascination af Hitler.

Polfoto

31. december 2016

Det har aldrig for alvor været fornøjeligt at læse Peter Seebergs nu tres år gamle debutbog.

For nok er den glimrende skrevet, konsekvent i sin klare, nøgternt prunkløse stil og imponerende i den rene konsekvens, hvormed den er komponeret; men Bipersonerne forbliver lige fuldt en af de tristeste bøger, jeg kender, og min oplevelse af udsigts- og bundløs trøstesløshed ændrer sig ikke nu, hvor jeg har pløjet, eller snarere pint, mig igennem for fjerde, eller var det femte gang?

Handlingen eller manglen på handling udspiller, eller skulle man sige udtømmer sig i Berlin i november ’43, på et tidspunkt, hvor tyskerne allerede har måttet vige på flere fronter, hvor de allierede har bombet både Hamburg og Leipzig, og hvor hovedstaden nu står for tur.

Hen over en uge fra en mandag til og med lørdag følger man – vel at mærke uden hovedperson – et hold mænd fra flere europæiske lande, mest Frankrig og Holland, der bor i nogle barakker og om dagen arbejder i nogle filmstudier, dvs. slæber brædder og stole, maler kulisser og flytter rundt på rekvisitter.

Tæt på er der tyskere, som kommanderer mere eller mindre godmodigt med dem, og ude i en lidt tåget periferi færdes franskmænd, kalmukker og ukrainske piger.

Kunstnerisk kup

Forfatterens kunstneriske kup består nu deri at skildre dette, trods omstændighederne mærkværdigt stille hjørne af verden centrumsløst og a-perspektivisk, i serier af konkrete, men monotone og gennemgående inderligt absurde ikke-begivenheder i form af arbejdets tomme rutiner og stillestående samtaler om cigaretter, sex og mad, afbrudt af måltider og søvn.

Glimtvis kommer personerne tæt på hinanden, men et fællesskab kan gruppen trods den tilsyneladende kollektive form ingen sinde blive.

Kun en enkelt af dem opholder sig på stedet af egen fri vilje og kan for så vidt rejse hjem, når han vil. Det er danskeren Sim, om hvis dunkle motiver bag opholdet hans tanker i flere omgange kredser:

»Var han da ikke hovedpersonen? Havde han ikke frivilligt opsøgt dette for at blive en mand?«

Læs også

Andetsteds ses hans dilemma, der tydeligvis er af eksistentiel karakter, formuleret i rene ord:

»Han havde uforbederligt svært ved at leve i verden og uforbederligt svært ved at være sig selv. Man kunne måske ikke begge dele.«

Dog, på et enkelt sted, efter en nat, hvor bombefly har smidt deres last, standser han op mentalt:

»Nu er jeg ikke bange for døden mere. Nu har jeg oplevet, hvad jeg skal. Jeg har været i centrum.«

Sim er ikke Seeberg

Sim, som ikke er Seeberg, får med andre ord omsider lov til at gøre en erfaring. Spørgsmålet, forfatteren stiller, gennem sin fiktive figur, lyder, hvorvidt og i givet fald hvordan et menneske kan blive nyt.

»Lad mig mave mig langsomt og sikkert ud af denne bevidstløshed, lad mig få erkendelsens hvidløgssmag på tungen. Langsomt, men sikkert. Det kan jeg bruge mit liv til, andet er der ikke. Skaffe mig en lille kapital af noget, jeg ved, er mit.«

Peter Seeberg døde i 1999 og efterlod sig et arkiv, der er åbent for alle. Det er i det arkiv, at blandt andet stilen om Hitler er fundet. 
Læs også

Over for Sims og de øvriges oplevelse af at befinde sig i et nulpunkt, hvor alle værdier er brudt til støv, står med et magisk modlys omkring sig én person, den karakteristisk nok navnløse »balter«, som tilsyneladende evner at omgive sine medmennesker med forståelse og omsorg. Men prøv alligevel at springe tilbage og at læse de to foregående afsnit igen.

Mere midt-halvtredser-typisk end lige præcis Sim kan en modernistisk romanfigur formentlig ikke tænke! Eksperimentet fra forfatterens side består i at opsøge virkeligheden i det banale og meningsløse, på et sted hvor absolut intet finder sted, og fremstille en menneskelig eksistens som mulig på minimale vilkår, i øvrigt et projekt på linje med primært Samuel Becketts, dog her uden dennes forsonende galgenhumor.

Svaret er ja

Litteraturredaktøren har spurgt mig, om min personlige holdning til romanen vil ændre sig, nu hvor jeg ved, at Peter Seeberg ca. et års tid før han i august 1943 rejste til Berlin, skrev en skolestil, hvor han (i et modent og varieret ordvalg og med en sætningsbygning, der må kaldes fremstillingsmæssigt funktionel – hvilket gør det svært at forstå, at han for sit arbejde kun høstede datidens femtebedste karakter) udtrykte såvel foragt for som fascination af Adolf Hitler.

Marianne Juhl overvejer at dukke op, hvis Anders Juhl Rasmussen skal forsvare sin afhandling om Seeberg. ’Det kunne jeg godt tænke mig. Teoretisk set ville det være rigtigt at gøre det,’ siger hun, med henvisning til at hun er uenig i Anders Juhl Rasmussens udlægning af Seebergs tidlige forfatterskab.
Læs også

Til dette spørgsmål må jeg svare ja, eftersom gymnasiestilen, gennem det totale fravær af protyske endsige decideret nazistiske tilkendegivelser og ved sine eksplicitte forbehold mod Føreren – det karismatiske »geni«, der rummede en destruktiv dæmon – gør det så svært for mig at fatte, hvorfor Seeberg overhovedet tog af sted og dermed på længere sigt gjorde romanen mulig.

I lyset af, hvad jeg nu ved, må jeg imidlertid også betragte forfatterens rejse til Berlin som udslag af hans fascination af Hitler samt vel af hans tidlige optagethed af Nietzsches overmennesketanke, men ydermere til gengæld opfatte bogen som et for forfatteren dybt nødvendigt selvopgør, hvor historiens hovedpersoner viger for hverdagens bipersoner. Kunstens veje har endnu en gang vist sig kringlede og delvis uransagelige.

Skelsættende kunstværk

De biografiske kendsgerninger rokker imidlertid ikke ved min vurdering af Bipersonerne som skelsættende kunstværk.

Og man kunne måske hævde, at vores viden om romanens baggrundshistorie gør det så meget desto klarere, hvorfor Seeberg dels måtte skrive bogen så »almindeligt«, ulitterært, så upyntet og nøgent, dels ønskede at indbygge det Kristus-agtige modlys, der radierer ud fra balter-skikkelsen, og som netop gør så stærkt et indtryk, fordi hele konteksten virker så ensfarvet og monoton.

Seeberg fik med Bipersonerne både rundet af på problematisk personligt stof og skabt en ny begyndelse for dansk litteratur. Det er næppe for meget sagt, at debutromanens varige effekt har vist sig at ligge deri, at den slet og ret lærte mange af os at læse anderledes. Dér, i 1956, blev fortællekunsten – som det i heldige tilfælde sker, når et stort talent for alvor folder sig ud – så at sige opfundet forfra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Nej ved I nu hvad - er det virkeligt nødvendigt at dyrke Hitler-effektens betydning eller ikke-betydning så voldsomt igen, Erik Skyum-Nielsen: - har du også stadig problemer med Knut Hamsun?