Læsetid: 6 min.

Poesi af den vildeste slags

Den flerstemmige Lissabon-digter Fernando Pessoa skabte en poesi i flugt med modernismens nyskabelser, dialogisk i sin karakter, en afsøgning af udtryksmuligheder og jegfølelse og omposteringer i et dramatisk univers. Nu er et nyt stort udvalg af hans digte tilgængeligt på dansk
Fernando Pessoa selv. I de mange, mange efterladte digte findes et væld af andre personligheder, såkaldte heteronymer, som skriver digte i egne navne. 

Fernando Pessoa selv. I de mange, mange efterladte digte findes et væld af andre personligheder, såkaldte heteronymer, som skriver digte i egne navne. 

Apic/Getty

3. december 2016

For den, der ikke er så heldig at eje den store repræsentation af den portugisiske digter Fernando Pessoa (1888-1935) på dansk i Peter Poulsens indlevede oversættelse i fire smukke bind fra Brøndums forlag, er det nu muligt at erhverve et større, gedigent udvalg heraf, foretaget til Rosinantes klassikerserie af oversætteren selv og Martin Bastkjær, som har forsynet det med en introduktion.

Digterens navn Pessoa skal være etymologisk beslægtet med ’persona’, der således allerede synes at pege på det særegne rollespil, som udgør forfatterskabet. Det er udmøntet i mindst tre egenartede karakterer, såkaldte heteronymer, som hver lever deres eget liv i skriften. En flerstemmig, poetisk version af nutidens praksis med autofiktion. Den fjerde ligestillede og jævnaldrende person i dette spil af lutter jokere er Pessoa selv, måske en mere autentisk persona?

Til sammenligning er Søren Kierkegaards lignende brug af forskellige pseudonymer nok mere distancerede fra den subjektive religiøse forfatter. Pessoa skriver et par steder om fremkomsten af disse indre stemmer, at de kunne hævde sig spontant, mens han skrev. Skriftens egenvilje er langtfra nogen enestående digtererfaring, men her altså systematiseret i en kontrolleret skizoid praksis.

En hyrdedigter

Nu er her så chancen for at stige på det portugisiske spøgelsestog, hvor anføreren af Pessoas stemmer synes at være Alberto Caeiro, af de andre anerkendt som ’mesteren’, om ikke i intellektuel skærpelse, så i udtrykket for eksistentiel væren, at leve i harmoni med naturens, tingenes virkelighed.

Hans biografi er enkel. Han bor på landet hos sin grandtante, efter at han som barn mistede sine forældre. Som 26-årig dør han af tuberkulose. Han er hyrdedigter, i Vergils tradition, erklæret illusionsløs, antimetafysisk.

De fleste digte stammer fra årene umiddelbart før Første Verdenskrig, men hverken de eller nogen af de tre andre digteres tekster blev udgivet selvstændigt før efter Pessoas død. De blev alle sammen først fundet i hans skibskiste som 27.000 løse ark, uordnede, dog enkeltvis dateret. Vore dages udgivelse af digtene er resultatet af forskeres flid og skøn, endda i indbyrdes uenighed. Ansatser til flere heteronymer gør det ikke nemmere at få styr på.

At være virkelig hedder samlingen af Caeiros digte. Han underkender artistisk ihærdighed i versbyggeri, når nu den eneste værdige arkitektur er hele jorden: »Jeg tænker på dette, ikke som en der tænker, men som en der ikke tænker.« Altså ingen filosofi og refleksion, kun sanser tages i brug, ingen metafysik, kun liv med begge ben på jorden. Aktuel omverden, sociale, politiske emner er uvedkommende. En kærlighedsoplevelse får kun betydning som naturnærhed.

Variationerne over dette grundtema er manisk monotone. Når han skriver digte på et stykke papir, fornemmer han en hyrdestav i sine hænder og ser sig selv som omrids på toppen af en knold, vogtende flokken og skuende sin tanke.

Man mindes den næsten jævnaldrende Jeppe Aakjær, som i Sundt blod bærer med smil sin byrde og på samme måde er nær ved tingene og kreaturerne, med udtalt skønhedssans og arbejdsglæde, ja, man ser næsten også Ole for sig, ham, der sad på en knold og sang. Danske Jeppe klarer sig godt i sammenligning med portugisiske Alberto, hver med deres tradition her i den internationale modernismes tidlige år. Aakjærs raffinement står ikke tilbage for Caeiros kalkulerede naivisme.

Ingeniør og digter

Tingsopfattelsen er unægtelig anderledes hos den temperamentsfulde Alvaro de Campos, der udbryder: »Åh, kunne jeg bare udtrykke mig som en motor udtrykker sig!« Den uddannede skibsingeniør er åben for den moderne verden, glubsk som en ung Johannes V. Jensen i højstemte oder til den ny teknik, men også andet end futurist og globetrotter. Hans stemningsregister er stort fra begejstring til livsangst.

»Jeg længes mod en kødæders utålmodighed efter det, jeg ikke ved hvad er«. Her i storbydigte af mismod, søvnløshed, fremmedhed i modsætning til et andet afsnit af livslyst a la Walt Whitman som i den næsten hysteriske »Maritim ode«, et vildt fabulerende søstykke af febersyner og ingeniørrealisme. Det er flot og betagende, overlegent artistisk i beherskelse af både frie former og stram kunstfærdighed, som kun en ’metafysisk ingeniør’ kan konstruere på en rejse med endestation i det elskede Lissabon i protest mod storbyens gifte:

Mit liv er gyldne lænker, jeg er kun

Et paradoks, har ingen ledestjerne,

Min ære er forfaldet, i min hjerne

Og mine nerver er min sygdoms grund.

Dette er skrevet i marts 1914 på Suezkanalen. Med rette under afsnittet »Den dekadente digter«, en af hans egne inkarnationer.

En nyklassicist

Fællestræk ved disse heteronyme digtere er deres insisteren på individet, på hævdelse af identitet. Ikke mærkeligt, så forskellige de er. Nærmest beslægtede er måske hyrdedigteren Caeiro og den lægeuddannede Ricardo Reis, født i Porto, emigreret til Brasilien. Forenet er de i tilknytningen til antikken. Reis er en mere foruroliget stoiker, plaget af skæbnetanken. Han karakteriseres som neoklassicist og baserer sin tankeverden på græsk mytologi og historie, skriver sine formfuldendte oder som modstykker til dødens skrækscenarier i verbal, rosengarneret skønhed og tilstræbte nydelsestilstande. Derunder en tilbageholdt erotik, henvendt til en sikkert fiktiv Lidia.

»Hellere end kys og favntag er det mere værd, at vi sidder her ved siden af hinanden og hører floden løbe og ser den«. Erindring sublimeres til vers. Et ord, der påkaldes, er sindsro, knyttet til stemningen af et ’carpe diem’, nydelsesfulde øjeblikke før »det fatale møde på den dystre båd på den underjordiske flod og de ni favntag af stygisk rædsel«.

Moralen er: du er selv dit liv trods gudernes leg med din skæbne. En flot gennemført allegorisk billedfortælling er en ode om ’Skakspillerne’, der uanfægtet af omskiftelser gennemfører spillet.

Den såkaldte sjæl

Og nu ophavsmanden til det hele, de tre maskerede poeter og flere til i skibskistens trylleverden. Pessoas ydre liv er kort beskrevet. Da han som femårig mistede sin far, flyttede moren til Sydafrika med ham og sin nye diplomatmand, hvorfra han først som 17-årig vendte tilbage til Lissabon, uden lyst til andre udflugter i realverdenen end til tidsskriftredaktioner og cafeerne, som besørgede hans tidlige død med skrumpelever kun 47 år gammel.

Ikke overraskende er hans digte i eget navn de mest komplicerede af alle med deres brogede tankeverden, der rækker langt ind i mystikkens dybder. Den rolige flod i det ovenfor citerede Reis-digt tager sig anderledes ud her: »Mellem mig og det som jeg/ I mig formoder er mig/ Løber en evig strøm«. Det er et mellemrum, som fyldes op af surrealistiske syner og uventede virkeligheder i dristig metaforik af alverdens drømme eller snarere drømmen om en anden verden – og det i Peter Poulsens sikkert gengivne rimede og strenge form.

Sine tidlige digte skrev han på engelsk, omplantningen til modersmålet skabte en portugisisk poesi i flugt med modernismens nyskabelser, dialogisk i sin karakter, en afsøgning af udtryksmuligheder og jegfølelse, omposteringer i et dramatisk univers. Der hersker en uvished, en ubestemthed i spørgsmål om erotik og kærlighed, en passivitet eller afvisning – som i et digt, der er tillagt Álvaro de Campos, »Alle kærlighedsbreve er latterlige«.

Ifølge et efterord af Peter Poulsen i den gamle udgave har det relation til Pessoas eget villede afsavn af en elsket pige. Smerte, længsel, sindsro forvandles til poesi. Af den vildeste slags.

Rastløshedens bog  hedder et prosaskrift af Pessoa, tillagt heteronymet Bernardo Suares, oversat af Mone Hvas, indlagt i Brøndums forlags ovennævnte Pessoa-udgivelse. Rastløshed, hvileløshed er gode betegnelser for den uimodståelige digtersjæls forvandlingskunst, der er skrevet ind i verdenslitteraturen. Nu let tilgængelig på dansk.

Fernando Pessoa: Udvalgte digte. Oversat af Peter Poulsen. 320 s. 200 kr. Rosinante

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu