Læsetid: 4 min.

Revet ost i håret

’Min far Toni Erdmann’ er en mesterlig film om at hacke neoliberalismens idioti. Og i processen have det helt utrolig morsomt. Og gakket. Og desperat. Og smertefuldt
’Min far Toni Erdmann’ er en mesterlig film om at hacke neoliberalismens idioti. Og i processen have det helt utrolig morsomt. Og gakket. Og desperat. Og smertefuldt

Camera Film

2. december 2016

En dag vil der komme en Hollywood-udgave af Min far Toni Erdmann. I hovedrollen Tom Hanks som den Peter Sellers-inspirerede hyggefar, der klæder sig ud og trækker tæppet væk under datterens åndløse businesskolleger med sine gags.

I en særligt øm scene bryder datteren hulkende sammen i sin forstående fars arme, mens et højromantisk strygerorkester på lydsiden fortæller os, at nu skal vi knibe en tåre. Og til sidst kører den frelsende far og den forløste datter ud af byen og ser solen gå ned over den pulserende by og dens menneskeædende forretningsliv, som de har forladt til fordel for et harmonisk liv på landet.

Indtil dén udgave kommer, kan vi glæde os uforbeholdent over, at tyske Maren Ades aktuelle originaludgave af Min far Toni Erdmann ikke har Hanks i hovedrollen, men den decideret mesterligt morsomme, men også tragiske Peter Simonischek. At den ikke lammetæver følelserne ud af os eller giver os nogle nemme løsningsmodeller.

Og at den er en nuanceret, kompleks, uforudsigelig, sørgelig og alligevel let fortælling om at knuse vaner, rationalisme, pligt og neoliberal tænkning.

Trailer til 'Min far Toni Erdmann'.

En uventet mulighed

Det begynder med en far og hans voksne datters stærkt besværede forhold. Winfried Conradi har mistet sin hund og sin sidste klaverelev i en tysk forstad.

Han besøger uden varsel sin datter Ines (skælvende sammenbidt, men også skælmsk spillet af Sandra Hüller), der opdyrker en karriere som managementkonsulent i Rumæniens hovedstad Bukarest. P.t. i færd med at rådgive et firma til at outsource en del af arbejdskraften i den rumænske olieindustri.

Faren vil vide, hvad outsourcing er. Ines forklarer ham det – og at konsulentfirmaets rolle er at tage det moralske ansvar for tabet af rumænske arbejdspladser. »Så du kan læse i avisen, at et konsulentfirma har ødelagt det hele,« som hun siger.

En godartet virus

I Min far Toni Erdmann går man ind i to liv, som man fuldt inhalerer – opslugt og uden anelse om den tid, filmen varer (hele 2 timer og 42 minutter inklusiv rulletekster, viser det sig i pressematerialet).

For Maren Ade er en uforudsigelig, ukonventionel instruktør og manuskriptforfatter, gakket uden at være demonstrativ, kritisk uden at være fordømmende. Lårklaskende morsom uden at gå på kompromis med sit tragiske materiale: at menneskenes udnyttelse af andre mennesker er indlejret så dybt i de neoliberalistiske systemer, at ethvert forsøg på at vriste sig fri af det kun kan blive til genstand for hånlatter. Eller desillusion. Eller – som i filmens tilfælde – stor tragikomik.

Winfried – der kalder sig Toni Erdmann i datterens businesscirkler – formår alligevel at hacke dette inferno af brutalitet og selvdød socialisering. Hans ro og hans humor og hans disrespekt for sociale koder gør ham til en godartet virus i datterens liv.

Men der er også nogle fascinerende skift i magtbalancen mellem far og datter. Den økonomiske tænkning gennemsyrer alle relationer, også sociale, og forgiftningen af datteren er i fuld gang.

Ja, hun sprøjter giften i sin far, forsøger at gøre ham medskyldig. Og når han formaster sig til at spørge. om der er noget sjov eller lykke i hendes liv, svarer hun med myndig stemme: »Det er en masse store ord. Sjov, lykke, livet ... Hvad mener du er værd at leve for?« Altså er de pludselig i gang med en benhård forhandling, selv om faren egentlig bare søgte emotionel kontakt.

Men hun trækker ham så også bevidst indenfor i sine cirkler. Viser ham nærmest med ekshibitionistisk nydelse, hvor tomt hendes liv er – i en form for perverst faderopgør.

Humoren som afvæbner

Der er ingen soundtrackmusik i Min far Toni Erdmann – et klart afkald på følelsesmanipulation fra instruktørens side. Scenerne giver sig god tid. Skuespillerne får lov at bebo de nogle gange helt absurde scenarier. Og komikken får lov at trække vejret fuldt og dybt. Ligesom patossen også pludselig trækker tæppet væk under os.

Som da Winfried lokker Ines til at synge »The Greatest Love of All« udødeliggjort af Whitney Houston og her befriet for sin fashionabelt storladne ramme og genfødt som befrier af en forkrampet sjæl: »I found the greatest love of all/ Inside of me.«

Hvorfor bliver vi i vores loops? Hvorfor kæmper vi kampe, som slider os op? Narren eller spasmageren kan sige sandhederne og stille spørgsmålene med humoren som afvæbner. Det ved Winfried.

Han ved, at når han tager et rivejern og river ost ud over sit hår til et high society-bal, så har han placeret sig uden for etablissementet. Og kan uantastet drille det.

Men ligesom komikken bryder ind i datterens liv, slår alvoren ind i farens. Det gør Min far Toni Erdmann til en langtfra kategorisk film. Og dét er en del af dens mesterskab. Ligesom dens evne til at formidle tyngde og kompleksitet med overrumpling og lethed er det.

Nå, men en dag vinder Tom Hanks måske en Oscar for sin rolle som faren i Hollywoods udgave, som jeg tænker skal have titlen Disruptive Dad. Men inden det sker, så er der virkelig ikke noget bedre at foretage sig i biografmørket lige nu, end at se Maren Ades helt egen Min far Toni Erdmann.

’Min far Toni Erdmann’ – Instruktion og manuskript: Maren Ade. Tysk-østrigsk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu