Læsetid: 4 min.

Så flovt og så lækkert at være privilegeret

De lige børn er flove over at lege bedst med hinanden i HBO Nordics serie ’Kampen for tilværelsen’
Serien er en skarp og fantasifuld karikatur af den høflige og hensynsfulde oliestat Norge, hvor materielle goder er en selvfølge. Spørgsmålet er, hvordan man skal holde tilværelsen og sine nærmeste ud

Serien er en skarp og fantasifuld karikatur af den høflige og hensynsfulde oliestat Norge, hvor materielle goder er en selvfølge. Spørgsmålet er, hvordan man skal holde tilværelsen og sine nærmeste ud

HBO Nordic

19. december 2016

HBO Nordics nyindkøbte NRK-serie Kampen for tilværelsen har lånt sin titel fra et norsk maleri af den socialt indignerede Christian Krohg.

I 1889 malede han en flok sultne børn og gamle udhungrede koner, der med fremstrakte arme og vilde blik i øjnene venter foran en bager, som deler gammelt brød ud til de fattige.

Det var dengang, før de skandinaviske velfærdssamfund sikrede en plads til næsten alle i middelklassen, og før oliemilliarderne begyndte at rulle ind i den norske nationaløkonomi.

I Bjørn Olaf Johannessen, Erlend Loe og Per Schreiners komedieserie ser kampen temmelig anderledes ud. Serien er en skarp og fantasifuld karikatur af den høflige og hensynsfulde oliestat Norge, hvor materielle goder er en selvfølge, og det store spørgsmål er, hvordan man skal holde tilværelsen og sine nærmeste ud.

Det er det i hvert fald for beboerne i den idylliske Ullevål Hageby, Oslos pendant til Københavns kartoffelrækker, bygget som arbejderboliger og nu beboet af den øvre middelklasse.

Folk her ligner modeller fra bankreklamer med deres lyse hår, ranke rygge og iført tøj i mange smagfulde nuancer af blåt. De passer deres arbejde, deres børn og sovser så ellers rundt i deres grumsede følelser af mere eller mindre kikset længsel og flovhed over egne privilegier.    

Pinlig ulighed

Til denne civiliserede smørklat i et af verdens rigeste og mest harmoniske lande ankommer den unge polske lingvist Tomasz (sødt og rørende spillet af Bartek Kaminski).

Han skal til at være far for første gang, og hans kæreste mener, at der skal flere penge på bordet og presser ham til at tage til Norge for at finde sin biologiske far. Hun har regnet på det, og ifølge hendes regnestykke skylder faren Tomasz et anseeligt beløb i kompensation for tabt tilskud og aldrig købte gaver.

I Ullevål Hageby, hvor den ukendte far efter sigende bor, bliver Tomasz en del af et polsk håndværkermiljø, der river badeværelser ned og bygger nye op, mens de undrer sig over de rige nordmænds vaner.

Kampen for tilværelsen er en komisk fremstilling af, hvor flovt det er, når uligheden viser sig midt i en ellers velfungerende civilisation, hvor lighed og tolerance er fuldstændig etablerede idealer.

Tomasz har mere travlt med at studere norske hjælpeverber end med at kradse penge ind fra sin ukendte far, men han slipper ikke uden om en række pinagtigheder, der udspringer af forskellige former for ulighed.

Da de håndværkere, Tomasz kører med til Norge, finder ud af, at han er akademiker, er han lige ved at blive smidt af bilen. Først da chaufføren hører, at Tomasz heller aldrig har mødt sin far, bliver vreden over ikke at være lige stillet afløst af lettelsen over at mangle det samme i livet.

Skyldbetyngede skandinaver

Sammen med sin nye bedste ven Serafin (Jakub Kamienski) iagttager Tomasz en tilfældig mand i haven ved siden af den hytte, de arbejder på. Han ser næsten fattig ud i sit havetøj, men de ved jo, at han har lommerne fulde af penge.

»Han skammer sig over sin rigdom,« siger Serafin. »Det bør man også, hvis man har for meget.«

Om det typisk er sådan, polske håndværkere tænker om skandinaviske husejere, ved jeg ikke. Men det er et overbevisende bud på privilegiebevidste, skyldbetyngede skandinavers skrækfantasi om, hvordan polske arbejdere tænker.

Serafin er forelsket i en lokal ejendomsmægler, Mina (Sigrid Husjord), der ikke vil ses offentligt med ham. Da hun endegyldigt afviser Serafin, spørger han, om det er en klasseting. Om det handler om, hvad han laver, og hvor han kommer fra. »Du er bare ikke min drøm,« svarer hun.

Det er vel så tæt på et ja, man kommer. 

Beboerne i Ullevål Hageby ved godt, at de burde kæmpe for en bedre fordeling af privilegierne, men det, der for alvor fylder i deres liv, er frustrationen over ikke at være glade nok for det, de har.

Kampen for tilværelsen sigter efter den samme forlegenhed, som den svenske instruktør Ruben Östlund udfolder i film som De ufrivillige (2009) og Force Majeure (2014), hvor dannede, velmenende mennesker på fatal vis svigter deres idealer og endegyldigt taber ansigt.

Kampen for tilværelsen lader ikke sine seere lide med karaktererne på samme måde som Östlund, i stedet får man lov at grine på sikker afstand. Men som den karikerede komedieserie, den er, rammer den diverse ubekvemme sandheder ret præcist. Der er bratte udsving i plottet, som ikke holder, men også usædvanligt mange sjove sidehistorier, skarpe dialoger og uforudsigelige drejninger.

Introsekvensen er i sig selv en enkel og præcis beskrivelse af velfærdsstatens udvikling fra reel kamp til forkælet privilegieblindhed. Man ser gammeldags bønder pløje jorden, hvis afgrøder man i de følgende klip ser blive kultiveret, alt imens vi bevæger os op til nutiden, hen til mølleren og videre til bageren, der bager krydderboller.

En af disse krydderboller ender i hænderne på et guldlokket lille barn i en klapvogn. Et utaknemmeligt sted: Barnet kaster bollen fra sig, og den lander i græsset, hvor man ser dette udtryk for overflod – frugten af århundreders slid og slæb – gå i fordærv og ende som en lille muggen klump, der bliver skyllet væk af regnen.

’Kampen for tilværelsen’ kan ses på HBO Nordic.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu