Læsetid: 3 min.

Saalbachs øjne ser alt

Mindreværdet og fremmedangsten bliver til vold i Astrid Saalbachs grumme hverdagshistorie fra et symbolsk callcenter i ’Kaldet’ på Aarhus Teater
Christian Hetlands seende nørd bliver så misundelig på de blindes verden, at han paranoidt forlanger at se et sæt glasøjne i Astrid Saalbachs stærke stykke Kaldet. For hvad nu, hvis der er indsat hemmelige kameraerne i øjnene?

Christian Hetlands seende nørd bliver så misundelig på de blindes verden, at han paranoidt forlanger at se et sæt glasøjne i Astrid Saalbachs stærke stykke Kaldet. For hvad nu, hvis der er indsat hemmelige kameraerne i øjnene?

Rumle Skafte

2. december 2016

»Hør? Dukken græder.«

Ordene falder vidunderligt akkurat. Lige fra denne første replik bygger Astrid Saalbach sin tekst op, så den fuldkomment omkranser den rædselsvækkende historie i Kaldet. Ikke et ord for meget, ikke et ord for lidt.

Astrid Saalbach er symbolikkens mester. Hendes hverdagshistorie fra et callcenter lægger ud som en munter satire over vores tids aflad gennem medlemskaber af ’Red Orangutangen’ og andre gode foreninger, der skal holde vores dårlige samvittighed stangen.

Så strammer hun grebet. For det særlige er, at alle de ansatte på dette callcenter er blinde – og at de til gengæld har de mest dedikerede og klangfulde stemmer. Men så kommer der en seende it-supporter forbi og ødelægger alting. Alene fordi han som tabernørd føler sig overlegen her, fordi han kan se. Men det er kun Saalbachs øjne, der ser alt.

Lyser af livslykke

Forestillingen er skrevet som en gyser over at være seende og være blind. Den rammer ned i vor tids frygt for nørden, der ender med at blive terrorist – og frygten for den næste Breivik. Samtidig er den en basal og veldrejet grusomhedshistorie om kærlighed og svigt.

I Aarhus Teaters opsætning af Kaldet er alt koncist og nødvendigt. Den norske iscenesætter Victoria Meirik har lydhørt ladet skuespillerne glide ind i de blindes verden.

Anne Plauborg er vidunderligt kærlig som den blinde pige, der har accepteret sin plads i tilværelsen, mens Mette Døssing flot spiller på resterne af sin fordoms storhed som lækkert skår – og seende. Og Mikkel Becker Hilgart har en begejstring, som gør ham aldeles uimodståelig, både for tilskuerne og for dem, han ringer til. Hans ansigt lyser af livslykke.

Bag telefonsælgerne kæmper Kim Veisgaard med resterne af sit syn gennem gode machoklichéer. Og samtidig puster han til en affære med den seende Inge Sofie Skovbo, som rammer tidens chefkynisme og pseudofortrolighed uhyggeligt oprigtigt.

Nørdens kejtethed

Alligevel er det Christian Hetlands seende nørd, der ikke vil slippe tilskuerens opmærksomhed. Christian Hetland vibrerer akavet i rummet med nørdens kiksede kejtethed. Han forsøger at snige sig uopdaget rundt mellem de blinde - og skælver, når han bliver opdaget.

Dette menneskes vrede er bundløs. Det sørgeligste øjeblik er måske der, hvor han insisterer på at se sin vens glasøjne og holde dem i hånden.

Han føler intet for vennens blindhed. Han ser kun muligheden for, at der kunne være installeret hemmelige kameraer i øjnene – i så grotesk en paranoia, at det bliver fysisk pinefuldt at overvære den empatiforladte scene.

Lyddesigneren Ise Klysner Kjems lader konsekvent lydene skifte mellem virkelighedens verden og it-nørdens indre tankeunivers, så det virker, som om tilskuerens høresans skærpes undervejs: Et enkelt klik med tungen eller et åndedrag får pludselig afgørende betydning.

Scenografen Rebekka Bentzen, der også stod bag Jeg forsvinder og Scener fra et ægteskab på Aarhus Teater, er tilsvarende konsekvent i sin effektfulde scenografi.

To rækker stole og en række stueplantebuske er tilstrækkeligt til at skildre både et call center og et uoverskueligt stisystem i en park. Og Kim Glud har designet et smukt lys, der uden varsel veksler mellem kontorlyset og det mørke, der findes inde i personerne.

Dryp af magi

Kaldet har ikke noget entydigt budskab. Gudskelov. Men lige som f.eks. Astrid Saalbachs stykke Rødt og Grønt fra 2010 påpegede danske diplomaters tvivlsomme adfærd i ulandene, så er Kaldet uomtvisteligt en revselse af danskernes fremmedangst.

Men Astrid Saalbach er dramatiker; hun er ikke psykolog. Derfor slipper vi lykkeligt for tolkninger af it-nørdens barndom. Vi får bare en uafrystelig historie fra en arbejdsplads. Og lige som f.eks. i Verdens ende fra 2003 har Astrid Saalbach dryppet nogle dråber magi i Kaldet, så man flere gange bliver i tvivl om, hvorvidt noget nu også er drøm eller virkelighed.

Når man forlader Kaldet, vandrer man af sted med en snertende smerte over stykkets kærlighedsløse kald. Og over stykkets ækle, stigende trusselsfornemmelse, som hver dag føles på gaden og i toget, men som en blind givetvis vil kunne mærke helt præcist med et enkelt klik med tungen.

Eller som Saalbach nok selv bare ville sige det:

»Hør?«

’Kaldet’. Tekst: Astrid Saalbach. Iscenesættelse: Victoria Meirik. Scenografi: Rebekka Bentzen. Lys: Kim Glud. Lyd: Ise Klysner Kjems. Aarhus Teater. (Synstolkes 12. december). Til 17. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu