Læsetid: 6 min.

Et stilfærdigt selvportræt

Brian Wilson har udsendt en bog med betragtninger om sit liv som sangskriver og årene med The Beach Boys. Men også om at vokse op med en voldelig far, om at blive psykisk syg og om at finde vejen tilbage
Med ’I Am Brian Wilson’ er man ikke i tvivl om, at det er den efterhånden 74-årige Wilsons stemme, man hører. Skrøbeligt, en smule fortabt og nogle gange næsten barnligt naiv lyder tonefaldet

Med ’I Am Brian Wilson’ er man ikke i tvivl om, at det er den efterhånden 74-årige Wilsons stemme, man hører. Skrøbeligt, en smule fortabt og nogle gange næsten barnligt naiv lyder tonefaldet

Anders Birch

30. december 2016

Er Brian Wilson et geni, som det hævdes fra visse sider?

Det kommer an på så meget. Hvem udgør målestokken? Mozart, Beethoven eller Mahler? Duke Ellington, Charlie Parker eller Miles Davis? Cole Porter, Burt Bacharach eller Paul McCartney?

Jeg skal ikke kunne afgøre det, især fordi det er ekstra tricky, når vi har med populærmusik at gøre.

Men jeg vil dog gerne vove den påstand, at Wilson hvad angår long playing-formatet som komponist, arrangør og producer har en vaskeægte genistreg på samvittigheden, albummet Pet Sounds, udsendt i 1966 med hans daværende orkester, The Beach Boys.

Udråbt til rockepokens måske mest imponerende bedrift, fremstår det efter 50 år stadig pirrende, inspirerende og sært uopslideligt.

Både før og efter den myldrer karrieren med geniale enkeltstående øjeblikke i form af originale og egensindige sange af stor skønhed, overraskende akkordgange og opfindsomme harmonier, selv om hverken Wilson eller The Beach Boys i øvrigt har formået at skabe et sammenhængende værk på niveau med Pet Sounds.

Sikkert er det, at Wilson efter at have taget LSD et par gange i midten af 1960’erne gled ind i den psykose, han har kæmpet med siden. Han begyndte at høre de plagsomme stemmer, der den dag i dag suser gennem hans bevidsthed, og han har i perioder været så langt ude i stof-, alkohol- og madmisbrug, at det er et under, han er i live den dag i dag.

Wilson fluktuerede voldsomt i vægt, og hans bidrag til gruppens musik var også af svingende karakter, selv om albummet Love You (1977), der næsten har karakter af et soloudspil, forbløffede mange af dem, der havde afskrevet ham fuldstændig.

Men trods den skrøbelige psyke både komponerer og indspiller Wilson stadig musik, og han turnerer, mestendels som solist med et fermt og solidarisk backingband. I 2012 kunne vi undtagelsesvis opleve ham i Aarhus med de overlevende medlemmer af The Beach Boys på gruppens 50-årsjubilæumsturne, i hvilken forbindelse den også udsendte et album.

Turneen endte dog med, at hans fætter og gruppens frontfigur, Mike Love, som ejer rettighederne til bandnavnet, besluttede sig for at fortsætte uden Wilson (samt Al Jardine og David Marks), og det er tvivlsomt, om de to herrer nogensinde vil kunne tale endsige synge og turnere sammen igen. Det gør nu heller ikke så meget. Det løb er kørt for længst, og uden Wilsons to brødre, Dennis (død 1983) 0g Carl (død 1998), er det meste af magien gået fløjten, og kun nostalgien er tilbage.    

Stopfodret med psykofarmaka

Men da det i 1982 så allerværst ud for Wilson, blev han simpelthen smidt ud af sit eget band og overladt til psykologen Eugene Landys kontroversielle 24-timersterapi. Den er bestemt ikke for sarte sjæle, hvis man skal tro måden, den fremstilles på i den i Bill Pohlads øvrigt fremragende film om Brian Wilson, Love & Mercy (titlen på et af hans kendteste numre), fra 2014.

De næste ti år kontrollerede Landy stort set alle aspekter af Wilsons liv og karriere, samtidig med at denne blev stopfodret med psykofarmaka i en sådan grad, at han udviklede tiks og andre stereotypier, hvilket fik udenforstående til at tro, han var blevet hjerneskadet af sit massive misbrug.

Hen mod slutningen af Landys regime kom den påståede selvbiografi Wouldn’t It Be Nice – My Own Story (1991) som fortalt til journalisten Todd Gold. Bogens hovedproblem er, at den i sit anslag ikke minder stort om Brian Wilsons karakteristiske tonefald og sprogbrug, og dernæst at den i lange stræk glorificerer Landy på bekostning af stort set alle andre.

Men ikke desto mindre gav den indblik i en grufuld barndom i en dysfunktionel familie, regeret med jernhånd af en ambitiøs, men frustreret sangskriver af en far, som tyranniserede sine tre sønner på en måde, der i dag ville have medført politianmeldelse (selv om det givetvis stadig pågår mange steder). Og som læser blev man klogere på, hvordan det var at arbejde som komponist og udøvende musiker, når man som Wilson er totalt døv på det ene øre.

I den nys udgivne I Am Brian Wilson er man derimod ikke i tvivl om, at det er den efterhånden 74-årige Wilsons stemme, man hører. Skrøbeligt, en smule fortabt og nogle gange næsten barnligt naiv lyder tonefaldet, som det man kender fra utallige interviews og dokumentarudsendelser.

Wilson har lagt redigeringen af sin fortælling i hænderne på en vis Ben Greenman, der udviser stor nænsomhed over for stoffet, men dog ikke bringer nyt til torvs. Man kan sige, at hvor Wouldn’t It Be Nice var et klassisk forsøg på en (konstrueret) selvbiografi, har I Am Brian Wilson mere karakter af et stilfærdigt og nænsomt, men måske også ufrivilligt skånselsløst selvportræt.

Den tristeste undertone

Fortællingen skrider ikke kronologisk frem, men vender i stedet med større eller mindre mellemrum tilbage til de samme emner, som den så forsøger at betragte fra nye vinkler.

En asymmetrisk metode, der ikke undgår gentagelser: Hvordan dagene ofte går med at vegetere og se fjernsyn. Alle de spildte år. At betragte sine fem børn vokse op. Sange han godt kan lide. Skæbneåret 1964, hvor The Beach Boys nåede førstepladsen på de amerikanske hitlister, men som endte med hans nervesammenbrud.

Triumfen Pet Sounds og fiaskoen med efterfølgeren Smile, der først udsendtes i 2011 – tilmed i ufærdig form. Musik, der har haft en afgørende betydning: Bach, Gershwin, The Four Freshmen, Chuck Berry. Narko. Savnet af de for længst døde brødre. Stemmerne i hans hoved. Hen til klaveret og tilbage igen. Mad han godt kan lide, og hvor den kan fås. Scene- og turneliv. Huset, han bor i. Hans indsats (eller mangel på samme!) som far. Tiden, der er gået. Og til stadighed går.

Og så vendes der igen og igen tilbage til faren, Murry Wilson, som døde i 1973, 55 år gammel, forbitret og ensom. Hans onde temperament, hans nærighed med kærlighed og ros, de mange tæv. Hele vejen igennem med den tristeste undertone af en lille dreng, der bare gerne vil have, at hans far skal synes, han er er god nok. Pinagtige forsøg på både at forklare farens motiver og forsvare hans handlinger. Og den frygtelige tanke at uden dette monster havde han måske aldrig drevet det til noget.    

Til gengæld forbløffende lidt om de ti år i Dr. Landys ’terapi’, om Wilsons mor, om den personlige interaktion i The Beach Boys, om kvinderne og om Mike Love, der af mange betragtes som Wilsons nemesis. Og om samtid og verden uden for Wilson-boblen får man nada.

Endnu mere frustrerende er det, at Wilson ikke synes specielt interesseret i at dele sine tanker og erfaringer om sit skabende arbejde. Er man fan af gruppens musik, brænder man naturligvis for at høre om såvel værkers som enkeltsanges tilblivelse, om arbejdet i studiet osv. Måske føler Wilson, at de utallige bøger om emnet er fyldestgørende, men man ville sgu gerne høre det fra hestens egen mund.  

Dybt berørt

I Am Brian er ikke en stor bog. Bestemt ikke. Interesserer man sig ikke for emnet, er her ikke noget at komme efter. Brian Wilson er trods sin overvældende musikalitet ikke hverken specielt analytisk eller velformuleret, og han har ikke noget dybsindigt at sige om musik som sådan.

Er man på den anden side optaget af såvel manden som hans kunst, og har man måske beskæftiget sig med begge dele i over fyrre år, er det et gribende og fascinerende dokument. Også selv om dette åbenlyst udviklingshæmmede, psykofarmakaskadede og på så mange niveauer komplet livsuduelige menneske med næsten himmelråbende mangel på refleksion blotter sig selv i al sin menneskelige fejlbarlighed i sådan en grad, at man indimellem får lyst til at stoppe ham.

Nogle vil måske kalde det ærlighed, men sådan læser jeg det ikke, da Wilson næppe er i stand til at lyve og derfor kun er i stand til at fremstille tingene, som han gør det her. Jeg må stå ved, at jeg flere gange under læsningen følte mig dybt rørt.

Den troskyldighed, der står op fra siderne, og mandens ukuelige tro på Love & Mercy (og mercy kan jo både betyde nåde og tilgivelse) kan ikke undgå at gøre indtryk i en verden så afstumpet, beregnende og kynisk som vores.

Brian Wilson with Ben Greenman: I Am Brian Wilson (specialimport). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg ved ikke om Brian Wilson er et geni, men som Lou Reed engang formulerede det: "There is no God and Brian Wilson is his son".