Læsetid 8 min.

En stjerne falder

Superprivat og grænseløs. Megaloman og rablende selvdestruktiv. Historien om Kayne West er historien om det dødbringende vanvid, der omgiver USA’s superstjerner
Superprivat og grænseløs. Megaloman og rablende selvdestruktiv. Historien om Kayne West er historien om det dødbringende vanvid, der omgiver USA’s superstjerner
Chris Pizzello
2. december 2016

Der er optaget uendeligheder af video og skrevet millioner af ord om Kanye West. Alligevel ved vi kun meget lidt.

Ved indgangen til netop denne amerikanske superstjerne er der en ekstremt pressesnu – eller rablende megaloman – tolder, som enten manipulerer dig til at tro, at du nu er kommet over grænsen til personen Kanye, eller blænder dig med absurde udtalelser, så du slet ikke længere tænker på at komme over grænsen mellem offentligt og privat. For den er fuldstændig udvisket i en række af mandens udtalelser.

Det sidste var tilfældet, da den feterede stjerne for nylig begav sig ud i en 17 minutter lang tirade under en koncert i Sacramento, hvor han både langede ud efter Hillary Clinton, Mark Zuckerberg, Beyoncé og Jay-Z.

To dage tidligere sagde han fra scenen i San José, at han ville have stemt på Trump – hvis han da overhovedet havde stemt, og efter koncerten i Sacramento blev resten af hans turne aflyst. Siden blev han indlagt, og angiveligt blev han udskrevet for et par dage siden.

»I’ve been out of my mind a long time (...) Name one genius that ain’t crazy« (»Feedback«, 2016).

Kanye Omari West blev født 8. juni 1977 i Atlanta, Georgia. Moren Donda havde en akademisk karriere inden for engelsk litteratur, endda som professor på Clark Atlanta University.

Faren Ray var tidligere Black Panther-medlem og en af de første afroamerikanske fotojournalister. Forældrene blev skilt, da Kanye var tre, og moren flyttede med ham med til Chicago.

Kanye West voksede op i middelklassen, gik på American Academy of Art i et semester, men måtte droppe ud, da der ikke var råd til det. I stedet endte han på Chicago State University, som han droppede ud fra i 2000, da han besluttede at satse på musikken.

Moren var ikke glad for beslutningen, men hun gav ham et år til at bo hjemme og skabe sig en profitabel karriere. Det var trods alt hende, der havde opmuntret ham til at dyrke musikken og betalt for hans første indspilning, da han var 13, nummeret »Green Eggs and Ham«.

En åbenbaring i sygesengen

I 2001 flyttede han til New York, hvor han blandt andet producerede tracks til stjernerapperen og forretningsmogulen Jay-Z’s klassiker The Blueprint.

Men West ville også rappe. Han plagede Jay-Z, der med sin street wise gangsta-erfaring var antitesen til West med hans poloskjorte og middelklassebaggrund.

I 2002 fik han sin kontrakt, kun for den 23. oktober at køre galt og smadre sin kæbe. Ifølge overleveringen fik West sin åbenbaring i sygesengen: At han ligesom alle andre rappere skulle bruge sit liv som råmateriale, blot et anderledes liv i en typisk ret hårdfør gadekultur.

Den første sang blev »Through the Wire«, som han rappede med sammensyet kæbe. Debutalbummet blev meget passende døbt The College Dropout. Det udkom i 2004, og hans mor blev også hans manager.

»Hey Mama, I wanna scream so loud for you/ ’Cause I’m so proud of you (...) I appreciate what you allowed for me, I just want you to be proud of me.« (»Hey Mama«, 2005).

Donda West døde kun 58 år gammel 10. november 2007. Det var samme år, hendes selvbiografi Raising Kanye udkom.

»Like his dad, Kanye has little patience for what he thinks is unjust,« skrev hun. »If he sees a president leave human beings stranded on rooftops for days at a time, his passion and compassion will outweigh his patience.«

En kommentar, der refererede til, at West 2. september 2005 på live-tv under en indsamling til ofrene for orkanen Katrina sagde: »George Bush doesn’t care about black people.«

Personaen er klikmadding

Kanye West er i mellemtiden blevet stjernerapper, pladeselskabsboss, komponist, modedesigner og først og fremmest en skelsættende og ofte vildt fritænkende producer.

808s & Heartbreak (2008) har været et skelsættende album med sine minimalistiske produktioner. My Beautiful Dark Twisted Fantasy (2010) var et maksimalistisk under.

Lou Reed anmeldte albummet Yeezus for talkhouse.com og skrev: »No one’s near doing what he’s doing, it’s not even on the same planet. (...) Such an enormous amount of work went into making this album. Each track is like making a movie.«

Og hans seneste album The Life of Pablo (2016) er en yderst interessant undersøgelse af albummet som en konstant omskiftelig størrelse. I flere måneder efter udgivelsen modificerede, fjernede og tilføjede han materiale. Ja, måske er det ikke afsluttet endnu.

Men alligevel er det i disse sladderglade tider den offentlige persona, ikke kunstneren Kanye West, der er den bedste klikmadding. Og det er let at forstå. Som offentlig person doserer han hårde sandheder og kulørt sludder i uigennemskuelige forhold, der nogle gange fungerer som selviscenesættende mediestunts og andre gange bare virker som maniske tirader.

Kanye West har også erklæret sig for at være en Gud og udnævnt sig til noget nær Jesus ved at transformere sit kælenavn Yeezy til Yeezus på albummet af samme navn fra 2013.

»This generation’s closest thing to Einstein (...) I can see a thousand years from now in real life/ Skate on the paradigm and shift it when I feel like.« (»Saint Pablo«, 2016).

Fortabt i sit eget ekkokammer

Og så er der den idiosynkratiske adfærd. 13. september 2009 gik han ved MTV Video Music Awards uindbudt på scenen og nappede prisstatuetten fra Taylor Swift og gik i gang med at rable om, at det var Beyoncé, der skulle have nydt hæderen.

Og der er rablerierne. 2. juli 2005 hævdede han ved en Live Aid-koncert for bekæmpelse af aids, at sygdommen var menneskabt. Og ved MTV Video Music Awards 30. august 2015 erklærede han, at han ville stille op til præsidentvalget i 2020.

Noget han bekræftede, da han for nylig nåede et nyt lavpunkt (eller højdepunkt) under sin Saint Pablo-turné, hvor han virkede helt fortabt i sit eget ekkokammer. »I told y’all I didn’t vote, right?« sagde han på scenen i San José 17. november. »But if I would’ve voted, I would’ve voted for Trump.«

Han priste futurismen i Trumps »non-political« retorik, men sagde så også, at »sometimes things that you might think are bad need to happen, in order for change to fucking happen.«

I sin narcissisme ledte han måske også efter det eneste ledige standpunkt i en hiphop-celebkultur, der over en bred kamp havde bakket op om Hillary Clinton. Men to dage efter, ved en koncert i Sacramento, virkede han ikke bare provokerende, men selvdestruktiv.

Her langede han ud efter sine allierede, Beyoncé og ikke mindst Jay-Z. »Jay Z, I know you got killers. Please don’t send them at my head. Please call me.« Kort efter forlod han scenen. Koncerten varede cirka 30 minutter.

Omringet af ulve

To dage senere aflyste han resten af sin turné. Og så blev han indlagt på UCLA Medical Center – ifølge sladdersitet TMZ til psykiatrisk analyse. Samme dag postede han 99 Instagram-fotos (sikkert med reference til Jay-Z’s klassiker »99 Problems«) efter kun at have postet ét eneste billede nogensinde.

»We’re surrounded by the fucking wolves.« (»Wolves«, 2016).

Dét, der kunne ligne et nervesammenbrud, en depression eller en psykose følger efter et voldsomt arbejdspres i den selverklærede arbejdsnarkomans liv, men også det væbnede røveri mod hans hustru Kim Kardashian i Paris 2. oktober, hvor hun blev bagbundet og kneblet. Virkeligheden har gjort sit indtog. Og det har måske ramt hårdere end først antaget.

»My wife said, I can’t say no to nobody/ And at this rate we gon’ both die broke/ Got friends that ask me for money knowin’ I’m in debt (»Saint Pablo«, 2016).

I sin anmeldelse af Yeezus påpegede Lou Reed: »What he says and what he does are often two different things.« I sin analyse af Trump på scenen i San José havde West svært ved at skille form og indhold ad. Men han forstår, at hans fejltagelser kan kaste noget stort af sig. I Sacramento kort inden sin indlæggelse sagde han: »Being perfect don’t always change shit, bro.«

Fange eller flugtkonge?

Man kan vælge at høre hans musik på samme måde. De ufærdige numre på de tidlige udgaver af Life of Pablo. Hans ’sammensyede kæbe’-rap på »Through the Wire«. Hans underminering af herskende produktionsnormer og vokalteknikker. Kanye West er en af de mest komplekse popfigurer vi har adgang til i disse år. Og hvilken adgang.

Hvert menneske er en ø, og hver celeb er Alcatraz. Men tilsyneladende ikke Kanye West. Han har taget rapperens selvhævdelse til nye, megalomane højder, men han har også stolt paraderet sin sårbarhed, sit tilsyneladende narcissistisk druknede ego.

Da talkshowværten Jimmy Kimmel i 2013 parodierede ham, gik West amok med rasende tweets. Som siden blev slettet. Og flere gange har han raset mod lunkne anmeldelser. »It’s either pass or fail! A+ or F-!« bloggede han i 2008 efter en B+-anmeldelse i Entertainment Weekly.

Er Kanye West en fange eller en flugtkonge? Måske begge dele.

Måske fange i en psykisk sygdom, som i den seneste tid først for alvor er begyndt at blive italesat i den afroamerikanske musikkultur af folk som Kendrick Lamar, Kid Cudi, J Cole og Vic Mensa.

Måske på vej ud af celeb-kulturens ekkokammer af rygklappere, spytslikkere, ja-sigere, parasitter. Ikke bare et isolerende fedtlag om virkeligheden, men også en emotionel og intellektuel isolation, hvor ingen behandler dig som menneske.

En afvikling af en gud?

På vej ud af sit narkomane behov for folkets kærlighed og anerkendelse – det måske stærkeste drug i de amerikanske stjerners medicinskab med en historisk liste af bivirkninger og ofre. Den værste bivirkning er tabloidpressens ulvekobbel. Ofrene? Britney Spears. Marilyn Monroe. Elvis Presley. Charlie Sheen. Whitney Houston.

»Please baby, no more parties in L.A.« (No More Parties in L.A., 2016).

Måske har vi set en afvikling af en gud og en indvikling i en menneskelig krise for åbent tæppe?

Måske blev West bare – igen – træt af at spille en rolle og valgte i stedet at træde frem i al sin smukke, skøre forvirring?

»The media said he’s way out of control/ I just feel like I’m the only one not pretendin’/ I’m not out of control, I’m just not in they control.« (»Saint Pablo«, 2016).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu