Læsetid: 3 min.

Storslået landskabsporno i islandsk krimiserie

En snestorm er på vej, et parteret lig er blevet fundet i fjorden, og den lokale politibetjent har ikke i sinde at lade morderen slippe. Nordic noir-opskriften virker ualmindeligt godt i den islandske krimiserie ’Fanget’
’Fanget’ er vanvittigt godt filmet, og de storslåede landskaber kunne kompensere for selv den mest kunstige psykologi. Men det er ikke nødvendigt

’Fanget’ er vanvittigt godt filmet, og de storslåede landskaber kunne kompensere for selv den mest kunstige psykologi. Men det er ikke nødvendigt

Fra DR

16. december 2016

Nogle gange viser det sig, at det ikke er nødvendigt at bryde med de former og traditioner, man ellers troede var ved at være lidt slidte, for at lave noget virkelig godt. Som for eksempel den dystre nordiske krimistil med dårligt vejr, privatlivsplagede, fåmælte politibetjente, der er oppe mod excentriske forbrydere med behov for at bearbejde deres eksistentielle rådvildhed kunstnerisk og morderisk.

Den troede jeg var ved at stagnere som genre.

Men nej: Den islandske krimiserie med den lidt klodsede danske titel Fanget – en morder iblandt os af Baltasar Kormákur er aldeles glimrende og helt efter bogen med alle nordic noir-genrens elementer.

Andri (Ólafur Darri Ólafsson) er politichef i en lille islandsk by. Han er også lige blevet skilt og bor i kælderen hos sine ekssvigerforældre med de to døtre, mens ekskonen er ved at etablere et nyt liv med en ny mand i Reykjavik.

Da en fisker får torsoen af en mand på krogen, får den lokale politistyrke på tre personer noget at se til. Godt nok må de ikke efterforske sagen, det er kriminalpolitiet fra Reykjavik (anført af en storsnudet Fætter Højben-type med voks i håret og glatstrøget skjorte, som har en eller anden klemme på den rolige, sweaterklædte Andri), der skal det. Men en snestorm har lagt sig over landet og forhindrer dem i at komme frem.

Andri og hans to makkere tager affære og tilbageholder færgen, som de formoder, at offeret og morderen var med. Ombord på færgen er en litauisk menneskesmugler, en udspekuleret kaptajn (Bjarne Henriksen) og ditto styrmand med et eller andet lusket for og så en gammel bekendt af Andris ekssvigerfamilie.

Syv år tidligere døde ekskonens søster i en mystisk mordbrand, som hendes kæreste, Hjörtur, slap ud af. Han blev dømt for mordbranden og har siden levet et omflakkende liv.

I periferien af plottet konspirerer en slesk politiker og nogle pengemænd om at udbygge havnen på bekostning af nogle lokale bønder.   

Dårligt sigte

Det lykkes Fanget – en morder iblandt os at kombinere de vante elementer, så de virker nye og friske. Livet i den lille by med dens sladder og lokalpolitiske konflikter er interessant, ligesom hverdagen i Andris midlertidige familiekonstellation.

Det er dejligt, at børnene for en gangs skyld ikke er forsømte og uskyldige, men derimod inde i en fase, hvor de eksperimenterer med at være lidt onde over for deres skolekammerat.

Serien er vanvittig flot filmet, det er storslået landskabsporno, som kunne kompensere for selv det mest slingrende plot eller den mest kunstige psykologi, men både plot og skuespil er meget troværdigt.

Persongalleriet er interessant hele vejen rundt. Efter at jeg har set de to første afsnit af halvanden times varighed, er jeg spændt på, hvad vi har i vente fra nogle af de mere perifere personer.

Andris kvindelige kollega Hinrikas mand for eksempel (han spillet af Þorsteinn Bachmann, hun spillet af Ilmur Kristjánsdóttir) – hvorfor skal vi se så meget på, hvor flink han er ved de to traffickede nigerianske kvinder, som var med færgen, og som får husly, kaffe og store flyverdragter at gå rundt i hos dem? Og hvad sker der for deres genbo, som sidder i sin kørestol og iagttager andre folks liv i en stjernekikkert som en anden Hitchcock-karakter?

Iagttagelsen af andres liv er i det hele taget et centralt tema i Fanget. Mens genboen overvåger, går Hjörtur rundt og fotograferer ting og sager, han burde holde sig fra. Kriminalpolitiet sidder i Reykjavik og holder øje med vejrudsigten (det dårlige sigte bliver ved) og med deres kollegers arbejde i sagen.

Andri og Hinrikas øjne er på stilke, og fælles for beboerne i den lille by er, at de hverken kan se meget mere end en hånd frem for sig i snestormen eller i den omsiggribende kriminalintrige.

’Fanget – en morder iblandt os’ sendes onsdage kl. 20.30 på DR2 og kan ses på dr.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer