Læsetid 5 min.

Der er en strøm i hovedet, der er faret vild

To radiodokumentarer om hjernerystelser og deres mærkværdige følger er temmelig angstprovokerende, men også ambitiøse og opløftende
To radiodokumentarer om hjernerystelser og deres mærkværdige følger er temmelig angstprovokerende, men også ambitiøse og opløftende
Line Høstrup/iBureauet
23. december 2016

Det er én bestemt hjerne, vi skal beskæftige os med i radiodokumentaren Rystelsen. En hjerne, der tilhører Zenia Johnson, som for nogle år siden faldt ned af en trappe i sit hjem og slog hovedet.

Ifølge Hjernerystelsesforeningen pådrager mindst 25.000 danskere sig en hjernerystelse hvert år. Hjernerystelsen tvinger folk til at tage det helt roligt i en periode, holde sig væk fra alle slags skærme, arbejde og steder med mange sanseindtryk.

De fleste kommer sig, men 10-15 pct. har stadig mén efter et år. Nogle få må vænne sig til, at deres hjerne er varigt forandret efter rystelsen.

Det er sådan en forandret hjerne, forfatteren Rebecca Bach-Lauritsen og tonemesteren Peter Albrechtsen vil formidle med den fragmentariske radiodokumentar Rystelsen, som kan podcastes nu eller høres på P1 den 26. december.

Alting larmer

Zenia Johnsons stemme er det gennemgående i Rystelsen. Men hun fortæller ikke om det liv, der blev afbrudt med hjernerystelsen, hvor gammel hun var, hvad hun beskæftigede sig med. I stedet beskriver hun, hvordan hendes sanseapparat begyndte at fungere efter faldet, og om at lære at leve med en forandret hjerne.

Og hun er en god fortæller. Med en rolig og afklaret stemme beskriver hun sit sygdomsforløb i præcise billeder, som både får hjernerystelsen til at fremstå dybt ubehagelig og bevidsthedsudvidende. Hjernerystelsen gav hende nærmest superhørelse, sådan at hver eneste lyd i Føtex rammer hårdt, som bolde, der vælter ud af en tennisboldkanon.

Når hun bevæger sig, er det som at gå på en hoppepude. Det er, som om der løber vand inden i hende, siger hun, som om nogen har glemt at lukke for en hane i hovedet, og nu løber der koldt vand ud i hele kroppen.

Et andet sted beskriver Zenia Johnson, hvordan det sitrer i hovedet, når hun ikke kan sove, som om der er strøm deroppe, som er faret vild.

Statistikken er ikke klar på området, men hjernerystelser synes at ramme hårdere blandt især ressourcestærke yngre danskere med travle liv. I USA taler man om en stille epidemi, men dansk professor advarer mod en modediagnose
Læs også

Rundt om Zenia Johnsons stemme hører man Peter Albrechtsens mangelagede, collagelignende lyddesign.

Lyddesignet i Rystelsen er påtrængende. De enkelte lyde i den collagelignende struktur skiller sig ud, og det er ikke nødvendigvis behageligt.

Af og til virker det som en associationsrække af lyde, hvor f.eks. en hvinende blæst går over i lyden af grene, der knækker i skoven, som går over i friktionen mellem en tusch og et stykke papir, som går over i et eller andet dyrs tunge åndedræt, og så er der boblen og brusen.

Andre gange virker lyddesignet mere direkte illustrativt med den irriterende summen fra et lysstofrør eller med rumklang, ekkoeffekt og stemmer, der blander sig sammen, så man bedre kan fatte, hvordan hvert ord og hver lyd vælter rundt i hovedet, og at alting larmer på hospitalsstuen.

Enkelte steder bliver illustrationen lidt tyk, som når man hører en snert af hvalsang, umiddelbart inden Zenia Johnsen fortæller om, at hun kan lide at tegne tunge, rolige hvaler.

Hverken lykkelig eller modløs

Når hjernerystelsessymptomerne trækker ud, kalder man tilstanden for post-commotionelt syndrom. Det er ikke til at forudsige, hvornår symptomerne forsvinder, og for nogles vedkommende gør de det ikke.

For Zenia Johnson er det raske og det syge flydt sammen, efterhånden som hun holdt op med at gå og vente på, at hjernen skulle begynde at fungere som før. I stedet fokuserer Zenia Johnson. For det er ligesom dét, det forandrede sanseapparat kan.

Hun fordyber sig i at tegne træer og lære at spille klaver.

Rystelsen er ikke en specielt lykkelig historie, ikke en af den slags fortællinger, hvor hovedpersonen får et handicap og først derefter indser, hvad der betyder noget her i livet. Men den er også langt fra modløs, for den handler om en kvinde, der gerne vil bruge den hjerne, hun nu har, og den er gennemsyret af vilje og evne til at forklare, hvordan hun oplever verden.    

Det er ikke kun de enkelte sanseindtryk, der adskiller sig fra den urystede hjernes. Zenia Johnson beskriver også, hvordan hendes hukommelse på nogle måder sætter ud og på andre måder bare opfører sig anderledes. Hun kan vågne om natten og ikke vide, hvem hun er. Hun kan også sidde på en togstation uden at vide, hvilket tog hun skal med, eller i et tog uden at vide, hvilken retning hun kører i.

Hun plejede at have fotografisk hukommelse, men efter faldet har den været som en række diasbilleder samlet op fra gulvet og placeret i forkert rækkefølge.

»Det var ikke altid belejligt,« siger Zenia Johnson, og det tror man gerne.

Til gengæld gør det, at lyde pludselig kan fremkalde erindringsglimt fra barndommen, som tilsyneladende hverken har noget med lyden eller den aktuelle situation at gøre.

Oplagt radiofonisk opgave

Det virker helt oplagt at formidle hjernerystelseserfaringen radiofonisk, og Rystelsen er et ambitiøst og interessant bud på, hvordan det kan gøres.

Et andet godt bud kunne man høre i maj i år, da P1 Feature sendte Julie Things radiodokumentar Når hjernen ryster. Den handler om hendes gode veninde Ninas langvarige hjernerystelse, efter at hun fik en albue i nakken på et dansegulv, og giver også et grundigt billede af, hvor anderledes alverdens lyde og visuelle indtryk rammer en rystet hjerne.

Det var, da jeg hørte den første gang, nyt for mig, der (7, 9, 13) ikke har haft hjernerystelse.

Når hjernen ryster er en mere traditionel radiodokumentar, som først og fremmest udmærker sig ved de fine og tålmodige interview.

Man hører, hvordan Nina sætter sit ur på 30 minutter, som er, hvad Julie Thing har at interviewe hende i, inden hun skal ind og hvile sig.

Man hører også Nina råbe venligt, men bestemt, efter sin veninde og interviewer, der åbenbart følger efter hende ind til hvilepausen med mikrofonen. Nina ved, at hun er nødt til at tage pauserne alvorligt.

Udsendelsen er langt mere rolig i sit lyddesign end Rystelsen, men den er også enkelte steder klippet, så det overvældende ved hjernerystelsestilstanden træder frem.

Mens Rystelsen i højere grad er en fragmentarisk fremstilling af, hvad der foregår inde i fortællerens hoved, handler Når hjernen ryster også om Ninas hverdag, og hvordan hun indretter den. Hun går hos en slags hjernerystelseskonsulent, der hjælper hende med at strukturere sine dage, så hun undgår at overanstrenge hjernen.

Konsulenten forklarer pædagogisk, at hun let bliver ramt af sensorisk overload, fordi hjernen ikke sorterer så godt, som den har gjort. Nina beskriver levende, hvordan f.eks. trafikken ser ud, når indtrykkene ikke bliver sorteret: Der kommer en bil, og der kommer en bil, og der kommer en bil.

Selvom begge radiodokumentarer er temmelig angstprovokerende, er det opløftende at høre på afklarede, reflekterede mennesker, som kan og vil forklare, hvordan verden rammer deres baldrede sanseapparater. Også fordi de så fint beskriver en på nogle måder skærpet opmærksomhed på de indtryk, de orker.

Ligesom Zenia Johnson fortaber sig i at tegne bark på træer, beskriver Nina, hvordan hun »slubrer det hele« i sig, når hun går sine daglige ture på en fredelig kirkegård, »folkene, hundene, jakkerne, ansigterne.«

’Rystelsen’ sendes på P1 den 26. december kl. 14.03, men kan allerede nu podcastes på dr.dk.

’Når hjernen ryster’ kan findes på dr.dk og podcastes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu