Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Syv grunde til at læse Dostojevskij

Fjodor Dostojevskijs ’Det døde hus’, nu i ny dansk oversættelse, er et hovedværk i både russisk og europæisk litteratur. Her er grundene til, at du skal læse romanen
Fjodor Dostojevskijs ’Det døde hus’, nu i ny dansk oversættelse, er et hovedværk i både russisk og europæisk litteratur. Her er grundene til, at du skal læse romanen
Kultur
10. december 2016

Romaner som Fjodor Dostojevskijs mere end 150 år gamle roman fra en sibirisk fangelejr, Det døde hus, der nu foreligger nyoversat til dansk, rejser flere problemer for en anmelder. Romanen er mægtig som et bjerg, at slå bjerget til slagger og senere male slaggerne til støv for at putte støvet i anmeldelsens lille kuvert, er en uoverkommelig opgave. At forsøge at skrive sig igennem, så at sige at tage den hurtigste vej over bjergkammen, dur heller ikke. Så er der for meget, der undslipper én, eller også farer anmelderen vild.

Jeg skynder mig i stedet frem til de syv tvingende grunde, der findes til at læse romanen:

1. For anekdotens skyld og for at uddybe et historisk perspektiv 

Stoffet til romanen stammer fra de fire år, Dostojevskij tilbragte i en sibirisk fangelejr efter – opildnet af Europas borgerlige revolutioner i 1848 – at have taget del i en socialfilosofisk studiekreds i Skt. Petersborg. Den ofte fortalte historie om den fingerede henrettelse, benådningen i allersidste øjeblik og de efterfølgende år i fangelejren suppleret med seks år i militærtjeneste er naturligvis ingen spøg, men en del af den politiske histories absurde virkelighed. Absurditeten når sit højdepunkt, ikke på skafottet i Skt. Petersborg, men i fangelejren og lever intenst videre i Dostojevskijs skildring.

2. For fortællerens skyld, hans digressioner og antropologiske blik

Dostojevskijs fortæller hedder Aleksandr Petrovitj, en adelsmand på evig afstand af sine medfanger, de såkaldt ’jævne folk’. Distancen lægger noget til indtrykket af lejrlivets ensomhed, den forstærker også iagttagelsernes nøgternhed, det udefrasete. Til det kommer en næsten mundtlig ligefremhed i fortællingen og de sært skærpende afveje, hans beretning hele tiden kommer på. Det har hobet sig op, nu bliver det fortalt.

3. For den psykologiske tegnings skyld, skildringen af lejrens mennesketyper (apropos 2) 

Til typerne hører den sagtmodige, den sangvinske, den forhærdede lejrfange, hele spektret af mulige måder at møde lejrens fornedrelser og afsavn. 

Til typerne hører også sadisten blandt fangevogterne. Han »elskede, elskede lidenskabeligt afstraffelsens kunst og elskede den netop som en kunstart«. Han – fortsætter fortælleren – »havde som en depraveret og blasert patricier i det romerske imperium udtænkt sig forskellige finesser og perversiteter for at bevæge og kildre sin i fedt svømmende sjæl bare en smule.« Den type kommer igen i det følgende århundredes lejrskildringer, ikke bare typen, men også mekanismerne, det sammenfald af mere eller mindre tilfældige omstændigheder, der lader den depraverede sadisme komme til fri udfoldelse.

4. For analysen af forbindelsen mellem sadismen og det tyranniske samfunds skyld (apropos 2. og 3)

Med to citater: 

Fjodor Dostojevskij: Det døde hus.

»Kort sagt er retten til korporlig afstraffelse som er givet en person over en anden, en af samfundets svøber, det er et af de stærkeste midler til at tilintetgøre enhver spire til og ethvert forsøg på at opnå samfundssind og en sikker vej til samfundets øjeblikkelige og uafvendelige opløsning.«

Tyranni »er en vane,« siger fortælleren også, »det har en tendens til at udvikle sig, og til sidst udvikler det sig til en sygdom«.

5. For snavsets skyld, for udpenslingen af lejrlivets overdådige mængde af menneskelig materie

Som fóret i slåbrokkerne i fangelejrens hospitalsafsnit: »dette fór [var] nu gennemtrængt af ubehagelige safter, sårvand, væsker fra opskårne blærer og så videre«. Som skjolder af krop og forgængelighed.

6. For bestemte sceners skyld, de vilde og groteske optrin med et ildevarslende, men dragende mytologisk skær

Som badstuescenen, næsten hundrede nøgne menneskekroppe stablet oven på hinanden i et inferno af damp, skidt, svirpende birkeris og – som et lysende midtpunkt – lejrfangernes barberede hoveder og røddampede kroppe. Malerisk vanvid, som hos Hieronymus Bosch. Grusomt og vildt komisk.

7. Og endelig for håbets skyld, ikke det realistiske håb, men en ejendommelig ukuelighed, som et rimeligt (dvs. et ubegribeligt og i sin meningsløshed rørende svar på 2., 3., 4., 5. og 6)

Med ét citat: »Enhver straffefange føler at han ikke er hjemme, det er som om han er på besøg. Han betragter tyve år som om det var to år, og er fuldstændig sikker på at når han forlader tugthuset som femoghalvtredsårig, vil han være lige så rask en fyr som nu hvor han er femogtredive. ’Min tid kommer igen!’ tænker han og jager stædigt al tvivl og andre ærgerlige tanker væk fra sig.«

Og der slutter vi, ødelagt af virkelighedens ufattelige grimhed, men opløftet af skildringen og nyoversættelsens glansløse realisme.

Fjodor Dostojevskij: Det døde hus. Oversættelse og noter ved Trine Søndergaard (første danske oversættelse siden Georg Sarauws oversættelse fra 1943, revideret i 1964), forord af Lars P. Poulsen-Hansen. 473 sider, kr. 329. Forlaget Sisyfos

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her