Det har været et fortryllende år for amerikansk hiphop. Stor diversitet, politisk genopvækkelse, kommerciel såvel som kreativ råstyrke. Og her på falderebet kan vi lige nå at hidse os op over et sidste kuld af fremragende 2016-plader fra genrens fødeland.
I Los Angeles-duoen NxWorries’ tilfælde endda fra en rapper og sanger, vi allerede har hyldet – både for hans seneste album, Malibu, og for hans optræden på årets Roskilde Festival. Anderson .Paak. Men som vi ikke har nået at hylde for hans duosamarbejde med produceren Knxwledge i duoen NxWorries. Det gør vi nu.
Yes Lawd! lyder som en verden indhyllet i vinyl og kortbølgeradioer, kor og bøn – smudsig og knitrende, på en gang fuld af nostalgi og mulighed, mysterium og let forståelig soulwellness.
En syret sløret hallucination, der står i gæld til J Dilla, den store, alt for tidligt døde Detroit-producer, som definerede den støvede, rigt sammenvævede, detaljerige, soulhjemsøgte lyd, som Knxwledge formår at finde sin egen version af på Yes Lawd!
Saliggørende, helt enkelt, i høj grad også fordi Anderson .Paak er så forjættende en rapper og sanger med en så stor ynde, rigdom i klangen, smidighed i vokalen, en varm omfavnelse af lytteren i et utal af nuancer.
Desværre modarbejdet af ikke specielt ophidsende tekster. Paak har realiseret Den Amerikanske Drøm™, så meget ligger fast. Hvordan? »Nothin’ but the ambition,« synger han i et højt forkyndende leje, ikke ulig James Brown. Aha. Fortæl os noget mere om, hvordan at du er din egen lykkes smed, .Paak. Hvordan alle andre bare må lære at tage sig sammen.
Tingenes stilstand
Ligeledes i den mere klassisk soulfulde og helt klart mere opbyggelige afdeling finder vi Common, der naturligvis er langt mere politisk end .Paak på sit nye album Black America Again. Naturligvis, fordi Common gennem nu tre årtier har været en af hiphoppens fremmeste conscious-rappere.
Conscious som i bevidst og oplyst om tingenes tilstand – eller måske rettere stilstand. »Here we go, here, here we go again/Trayvvon’ll never get to be an older man,« som den 44-årige herre rapper på titelnummeret, med reference til sorte Trayvvon Martin, der i 2012 blev skuddræbt af en hvid nabolagsvagt.
En død, der også er blevet refereret til i år i Frank Oceans sang »Nikes« og hos højaktuelle J. Cole, som vi vender tilbage til lidt længere nede i nærværende tekst.
Black America Again er en liflig, 90'er-klingende soul-hiphop-groove-massage – og mens røven bliver vrikket fri, så følger den politiske bevidsthed minsandten også med. Måske ikke så meget befriet, men i hvert fald klart og tydeligt ført ind i en kritisk tilstand, hvor man ikke accepterer det bestående som en uafvendelighed.
Common er en urbanamerikansk utopiker, der endda tør forestille sig matriarkatets komme. »The Day Women Took Over.« En rig 70’er-musikalsk iscenesættelse af en ikke helt lydefri utopi, idet Common har lidt svært ved at holde sig fra kønsstereotyperne. Og vel i øvrigt også er liiiiidt naiv i forhold til, hvem det er, der ødelægger verden. Er det virkelig kun mænd?
»Healthcare, payin’ for nails, jails and fill-ins/Intellectual buildin’, intersexual healin’ () The New World Order is fathers lovin’ their daughters/And baby’s mamas supported and ladies gettin’ courted/In court, kids can't be tried as adults.«
Således bliver Commons nye album et sympatisk, velmenende, mestendels musikalsk elegant, rigt og labert bekendtskab – med John Legend-duetten »Rain« som et lavpunkt og spiritual/chain gang-sangen »Letter To The Free« med Bilal som et højdepunkt. Uden at America Black Again på noget tidspunkt river tæppet væk under en. Mindre kan også gøre det.
Fin, behersket melankoli
Og så er der North Carolina-rapperen J. Cole, der for to uger siden kunne præsentere sit fjerde album 4 Your Eyez Only. Et transparent og spinkelt værk, der undersøger stjernelivets fremmedgørelse, tidlig forældredød, gadelivets slitage på sjælen og tabet af vennen James McMillan, Jr., der blev myrdet i en alder af 22.
Af og til er 4 Your Eyez Only decideret kammer-hiphop. Eller: Gospel splittet ad og samplet i små fragmenter, som lyttede vi til dansende knogler. Eller som om vi bevægede os igennem en faldefærdig rønne i Sydstaterne. Gennem generation på generation af fortrædeligheder. Andre gange bliver det bare for tyndbenet.
På åbningsnummeret »For Whom The Bell Tolls« (via Hemingway eller Metallica) råberapper og -synger han »Ain’t no way to live/Do I wanna die? I don't know.« Det er en 50 procent rørende, 50 procent overpatetisk udladning.
Mens »Ville Mentality« har en fin, behersket melankoli, og det endda på trods af at en lille pige i midten og slutningen af nummeret fortæller om skuddrabet på sin far.
Og så er der det centrale nummer »Neighbors,« hvor Cole over et track benådet med slæbende beats og klanglige strejflys fortæller den angiveligt sande historie om, hvordan han for ikke så længe siden flyttede ind i et hus i et hvidt velstående kvarter.
Her nød han livet med sine venner indtil en dag i marts, hvor tungt bevæbnede betjente brød ind i huset under mistanke om, at der blev fremstillet og solgt stoffer.
»I guess the neighbors think I’m selling dope,« rappes der. »Some things you can’t escape/ Death, taxes, and a racist society/ That make every nigga feel like candidate/ For a Trayvvon kind of fate.« Det er et formidabelt nummer. Hvilket man desværre ikke kan sige som helhed om dette noget ujævne album fra hr. Cole.
Ungdommelig hybris
Den ungdommelige energi sprøjter til gengæld fra duoen Rae Sremmurd. Mississippi-brødrene Khalif ’Swae Lee’ Brown og Aaquil ’Slim Jxmmi’ Brown er så også ganske unge, 21 og 23.
En slags synth-syret crunk-hiphop med mylderbækkener banker gennem deres andet album, Sremmlife 2 – med Swae Lee Brown og Slim Jxmmi ved mikrofonerne og Mike WiLL bag knapperne.
Gas op for dyret, slip bremserne, og det raser over markerne i et vildt ridt mod solopgangen. Men også i lidt mere tænksomt gear mod solnedgangen. For eksempel på den slæbende »Now That I Know«, hvor ringlende og hvislende klange bevæger sig som slanger om ørerne på brødrene og deres raps om svigt.
»Of course I want to lie and say I don’t miss you/ My bitch on the side just told me to forget you/ Quit tellin’ the world that I deal with you.«
Fortrydelsen viser sig henimod slutningen, og albummet former sig således som en stadig mere sober udgivelse, som det skrider fremad. Vi starter til gengæld i beruselsen på Sremmlife 2.
Den hook-fikserede musik fortæller om ungdommelig hybris. Penge, damer, stoffer, ungdom, swag. »I got chinese women like Shanghai/ Playboy bunnys on standby,« rapper Slim Jxmmi i en helt forrygende tyndslidt skingervals ind og ud ad falsetten.
Ja, Rae Sremmurd er hysteriske. Rasende liderlige. Balstyriske. Som livet, når det er mest uansvarligt førerløst levet. Yeah.
Rasende mørkt, rablende godt
Og hvis det er lidt for lyst til sinds, så kan man altid gå i rædselskabinettet på Danny Browns første album i tre år, Atrocity Exhibition. En titel, der kan referere til J.G. Ballards roman eller Joy Divisions sang af samme navn, men Brown har også forklaret – til NPR – at den refererer til, at folk altid hiver smartphonen frem for at filme, når andre mennesker bliver gjort fortræd – for eksempel af ordensmagten – i stedet for at gribe ind.
Atrocity Exhibition er rent musikalsk et futuristisk eller bare vildt udfordrende ridt, der bukler sig gennem muteret funk, bizarro-verdener, dødsmarcher, narkoamok. Og radbrækkede beats og elektroniske udstødninger, der af og til skubber albummet tæt på den britiske grime.
Og gennem det hele: Danny Browns fantastiske verbale ridt, hans vekslinger mellem hysteri, klarsyn, vanvid, baggårdskundskaber, narkohallucinationer, speedraps, endda i en galop gennem et klaverlandskab. Rappende om at sniffe alt for meget coke, om sexskapader, om at undslippe den dødelige cyklus ind-og-ud-og-ind-af-fængslet. Og et lønligt håb midt i vanviddet og socialrealismen.
»So my task/ Is inspire your future with my past/ I lived through that shit/ So you don’t have to go through it.« Rasende mørkt. Rablende godt.
2016, du var et lorteår ude i virkeligheden, men inde i hiphoppen – selv den, der lukkede virkeligheden ind – der var du formidabel.
NxWorries: ’Yes Lawd!’ (Stones Throw Records/Border).
Common: ’Black America Again’ (Def Jam Recordings/Universal).
J. Cole: ’4 Your Eyez Only’ (Dreamlife/Roc Nation).
Rae Sremmurd: ’Sremmlife 2’ (Ear Drummers/Interscope/Universal).
Danny Brown: ’Atrocity Exhibition’ (WARP)
