Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ujævn oprydning i Rifbjergs dødsbo

Efter forårets udgivelse, digtsamlingen ’Stemmerne’, følger nu en både ny og gammel novellesamling af Klaus Rifbjerg
Kultur
3. december 2016

Det er med mild medlidenhed, men også med bedrøvet respekt, man følger Gyldendals samvittighedsfulde oprydning i Klaus Rifbjergs litterære efterladenskaber. Medlidenhed, fordi deres kvalitet jo er så hamrende ujævn, og respekt, fordi vi naturligvis ind imellem med vemod bliver mindet om, hvor god han var, når han som lyriker og fortæller var bedst.

Årets anden posthume udgivelse rummer 15 forholdsvis korte noveller, der alle handler om kvinder og har navn efter deres hovedpersoner, de fleste midaldrende eller gamle. I de første tre portrætter bevæger vi os i besættelsestiden, i de sidste efter årtusindeskiftet, men handlingsmodellen er hver gang den samme: i en dagligdag, som for længst er blevet rutine, og hvor meget lades usagt og forbliver ugjort, indtræffer der en begivenhed, der udløser et kaos i det indre, ofte derfor også det ydre.

En person har fundet sig til rette i en tilværelse, hvor en dyb længsel måske nok er gedulgt til stede, men blot ikke bringes til udfoldelse eller har fundet ufarligt afløb, og så hænder der pludselig et eller andet. Hele tre noveller taler om et »skred«, andre om dæmnings- eller digebrud, en enkelt ligefrem om en »syndflod«. Eller der kan åbne sig en »afgrund« og udløses et »jordskælv.«

Metafor og model

Metaforikken er lige så typisk for freudianeren Rifbjerg, som den er litterært triviel. Naturen går hver gang over optugtelsen, pænheden krakelerer. Der kommer, som det karakteristisk hedder et sted, »brudflader i det lagte mønster«.

Tematik og ideologisk har vi at gøre med den fra det øvrige forfatterskab så velkendte kritik af sociale konventioner og moralske normer. Forløbsstrukturelt er der tale om en begivenhedsmodel, hvor den stabile verden med ét tilføres dynamik, sådan at en forvandling eller i det mindste en forandring kan finde sted.

Tag f.eks. historien om præsten Elisabeth, hvis mand såre symbolsk investerer al sin tid og lidenskab i, nede i deres kælder (!), at samle på gamle instrumenter, alt imens han forsømmer at anvende sit eget på hende: »Så hun ud over sin tilværelse, var den stort set, som hun ville have den og havde forestillet sig den skulle være, dvs. relativt knastfri eller med et andet ord harmonisk«.

Læs også: Originalt Rifbjergprojekt mangler spændstighed

En sådan lumsk passage plejer at signalere stilhed lige før stormen. Og selv om der i netop dette tilfælde ingen katastrofe kommer, kun en stilfærdig forsoning med livets bevægende banalitet, står novellemodellen mejslet i pap.

I en anden historie bliver hovedpersonen, Jutta, fyret fra kreditforeningsjobbet, dels fordi hun i ledelsens bundlinjefikserede øjne forekommer ineffektiv, dels fordi hendes mand er fan af Brøndby og hader FCK (?), men allermest måske fordi hun er så kedelig og altid, året rundt, går i samme lille, uldne trøje, som vores pædagogiske forfatter omhyggeligt får nævnt hele otte gange på tekstens sølle ni sider.

Stinkende geder

Det skal fremhæves, at enkeltpassager rundt om skiller sig ud i kraft af Rifbjergs gode gamle sanseskarphed eller gennem overgiven humor, og det bør understreges, hvordan »Linda«, bogens sidste historie, hæver sig over de øvrige alene ved den elegance, hvormed forfatteren skildrer en kvindes snigende erkendelse af sin sygdom.

Teknikken består i at undgå direkte medicinsk eller somatisk beskrivelse og i stedet blot vise, hvad hun ser for sit indre blik, nemlig en flok geder – på en skråning! Hvor i alverden de stinkende geder kommer fra, det aner Linda ikke, men læseren fornemmer, isnende langs ryggen, den ildevarslende stemning.

De øvrige noveller spænder fra det kedeligt intetsigende til det decideret ringe. Oven i deres monotone og mekaniske komposition og den skematiske og stereotype menneskeskildring samt den trivielle metaforik skal man ved en samlet vurdering i mange tilfælde lægge en bedrevidende og anmassende fortæller, som det ene sted virker omsorgsfuldt nedladende over for læseren, det andet sted fordomsfuldt distancerende over for den skildrede karakter, og som ikke holder sig for god til i to forskellige noveller at stemple figurer som »narcissister«.

Læs også: Sådan en som Rifbjerg

Småpludrende tomgang og klodsede synsvinkelskift samt grimme og sine steder direkte fejlkonstruerede sætninger tyder på, at manuskriptet måske slet ikke har været gjort ordentligt færdigt. Når der om en af kvinderne står, at hendes tempo ikke holdt vand, fungerer billedet bare ikke, og i en af novellerne spolerer en sammenligning sig selv: »Da Hilde døde, forsvandt hun nærmest som en sommerrøg, der stiger lige op og forsvinder i den blå luft.«

Gentagelsen af det centrale verbum falder i en novelle, hvis jegfortæller, en koncertpianist, der dybt inde huser en transvestit, indledningsvis i præsens præsenterer sin fede hustru, men afslutningsvis i præteritum oplyser, at de gik fra hinanden. Er der noget, der ikke stemmer? Eller skal det forstås sådan, at han ønskede og – mirakuløst – FIK hende tilbage?

Man forstår udmærket den pietetsfølelse, som har drevet forlaget til at befordre disse noveller i trykken, også med den obligate ikke ublærede ordpynt (»komparseri«, »entourage« m.m.). Men resultatet er ikke kønt at se på.

Klaus Rifbjerg: Dametur. Noveller. 168 s. Kr. 199,95. Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her