Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Upassioneret aflevering

Thomas Engelbrecht Mikkelsen er en af de mest talentfulde yngre tegnere i Danmark lige nu, men i ’Drømme i tynd luft’ er figurtegningen uengageret og scenerierne uhensigtsmæssigt spartanske
Kampen mellem Tibet og Grønland, som den tager sig ud i Thomas Engelbrecht mikkelsens streg. Illustration fra ’Drømme i Tynd Luft’

Kampen mellem Tibet og Grønland, som den tager sig ud i Thomas Engelbrecht mikkelsens streg. Illustration fra ’Drømme i Tynd Luft’

Kultur
3. december 2016

Det begynder med et brag. En mand går ind på den kinesiske ambassade i København en majdag i 2001. En time senere kommer han ud. Et voldsomt helsidesbillede i rødt lader os vide, at noget afgørende er sket. Et retskaffent anslag i en bog, der kunnet have været såvel menneskeligt fascinerende som politisk motiverende, men ender med at tone fladt.

Tegneserien Drømme i tynd luft af Michael Magnus Nybrandt og Thomas Engelbrecht Mikkelsen fortæller historien om bogens kaospilot-uddannede forfatters årelange indsats for at stable et tibetansk fodboldlandshold på benene – en historie, der tager sin begyndelse i 1997 på en cykeltur gennem Verdens Tag og kulminerer med den uventede landskamp mellem Tibet og Grønland på Vanløse Stadion foran omkring 5.000 tilskuere den 30. juni 2001. Om ikke andet tjener bogen til at minde os om denne ekstraordinære begivenhed, der, selvom den skabte international opmærksomhed, i dag nok i overvejende grad desværre er glemt.

I en tid, hvor vi stadig savner forklaring på, hvad præcis der førte til, at pro-tibetanske demonstranter blev fjernet af dansk politi under det kinesiske statsbesøg i 2012, er vi i Danmark kun alt for bekendte med de kvababbelser, ’det tibetanske spørgsmål’ forårsager hos politikere, der på deres bedre dage bekender sig til demokratiets idealer.

Fad udlægning

Nybrandt tager os med bag kulisserne i en lignende sag, som var tæt ved at udløse en international diplomatisk krise og eksemplificerer emfatisk den betydning, som vi alle ved, at sport har i det storpolitiske spil. I forlængelse af åbningen er den bedste sekvens nok den, der senere i bogen ekspressivt beskriver begivenhederne på ambassaden, fordi den både humoristisk og skarpt viser, hvad der sker, når sportens soft power kløgtigt sættes i spil.

Desværre er resten af fortællingen en fad udlægning af begivenhedernes gang, der til tider smager over af forfatterens selvtilfredshed og kun alt for sjældent levendegør den vrede, han åbner med, eller de frustrationer, han og hans kolleger tydeligvis gennemlevede undervejs, og i den banale sejrsrunde til slut forsømmes den bredere perspektivering helt. Desværre hjælper bogens største scoop – et kortfattet forord skrevet af selveste Dalai Lama – heller ikke på sagerne, da det er ganske banalt.

Kontrast til seneste værk

Mikkelsen er en af de mest talentfulde yngre tegnere i Danmark lige nu, men det her var klart en bestillingsopgave. Håndelaget er kompetent og billederne flyder fint, men figurtegningen er uengageret og scenerierne uhensigtsmæssigt spartanske.

Bortset fra enkelte inspirerede sekvenser som den på ambassaden, føles det mestendels som noget, der skulle overstås. En sekvens, der skildrer det kinesiske politis nedkæmpelse af en demonstration på den årlige tibetanske ’oprørsdag’, løser langt fra den vigtige opgave, den har i fortællingen som motiverende markør.

Mikkelsens stive og upassionerede aflevering står her i skærende kontrast til den destillerede tegneserieenergi, han leverede i sit blodbrusende vikingedigt Einherjar fra 2013.

Det tibetanske landshold findes stadig, selvom medlemskab i FIFA og deltagelse i de store internationale turneringer sørgeligvis har lange udsigter. Historien om dets tilblivelse er heroisk og almenmenneskeligt væsentlig. Drømme i tynd luft er engageret og i passager veloplagt, men mangler den bredere menneskelige dimension, der kunne have gjort den uforglemmelig.

Michael Magnus Nybrandt og Thomas Engelbrecht Mikkelsen: ’Drømme i tynd luft’, 180 s. farve. Forlæns Forlag, vejl. pris kr. 248,00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her