Læsetid 2.32 min.

Afsked med en frihedskæmper

Lynggaard og Queitschs bog om David Bowie er ikke blevet en hyldestbog. Det er en mindebog og en afsked med en skikkelse, der aldrig afslørede sit inderste, men i stedet hakkede sit eget liv op i et værk for en generation, der tog splittelsen som et vilkår
Det ligger som en rød tråd ned igennem antologien ’Changes’, at det var farligheden, der var så tiltrækkende ved David Bowie.

Det ligger som en rød tråd ned igennem antologien ’Changes’, at det var farligheden, der var så tiltrækkende ved David Bowie.

Govert de Roos
4. januar 2017

2016 blev ikke et år, man vil huske med glæde.

David Bowie lagde ud med at dø, og siden gik det slag i slag, som om alt, der kunne gå galt, vitterlig også skulle gå galt.

Jeg er nok ikke den eneste, der modtog meddelelsen om Bowies død med bange anelser for årets videre gang, og vi fik jo også ret.

Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch har redigeret en antologi, Changes, hvor indbudte skribenter og de selv reflekterer over David Bowies betydning.

Meningen var oprindelig, at det skulle have været en hyldestbog i anledning af fænomenets 70-årsfødselsdag den 8. januar 2017.

I stedet er det blevet en mindebog – eller vel rettere: en afsked med en skikkelse, der aldrig afslørede sit inderste, men i stedet hakkede sit eget liv op i et værk for en generation, der tog splittelsen som et vilkår. Nu står den tilbage med stumperne.

Ydmyg tone

Bogen er rigt illustreret og som sådan en luksusudgave af lige præcis de antologier, flere af de bidragende og de to redaktører selv skrev til for mange år siden i 1980’erne.

Prologen udgøres af en håndfuld Bowie-digte, afdøde Michael Strunge fik optaget i Hvedekorn i 1980 (redigeret af Poul Borum, der som endnu et genfærd også optræder med en oversættelse af »We Are The Dead« senere i bogen). Epilogen udgøres af et nutidigt digt, »Blackstar« af Klaus Høeck, som sætter et fint punktum.

Ellers er det Lynggaard og Queitsch, der omkranser bidragene. Lynggaard først som tonsætter af 1970’erne set med en utilpasset drømmers øjne, Queitsch til sidst med en gennemgang af og brugsanvisning til Bowies udgivelser. Ind imellem er der så de andre bidrag, som kan deles op i to hovedkategorier: de personlige og de analyserende.

Det er først og fremmest de indbudte musikere og kunstnere, der står for de personlige bidrag. Fælles for dem er en ydmyg tone.

Jens Unmack leverer et øjebliksbillede, stramt og velkomponeret, af en 17-årig, der arrogant og overbevist om at have fundet de vise sten skal spille på Rockmaskinen, men så hører »Heroes« for første gang og må revurdere sin sandhed.

Michael Valeur giver ridsene af en historie, der ryster, om tre venner i forstæderne. Den burde ved lejlighed fortælles in extenso.

Sanne Gottlieb er i splittelsen mellem tilværelsen som teenageskøjtepige og det forbudte, som mødet med David Bowies personaer fører hende ind i. Ligesom de andre bidrag i denne kategori er det små rids af opvækst og drømme engang for længe siden. Fortalt af nu midaldrende mennesker. Hvor man måske holder lidt igen. Hvor man måske skutter sig.

Farligheden

Antologiens analyserende bidrag står de professionelle skribenter for. Der ér skrevet meget om Bowie og Bowies betydning både før og efter hans død, og ikke overraskende læser man hurtigt igennem en del uden, at man nødvendigvis bringes nye steder hen.

Hvor krogen går i mig er teksterne af Kristian Leth, Per Juul Carlsen og Jokum Rohde.

Kristian Leth fordi han skarpt og vidende tager en med ind i kernen af sangskriveren Bowie, der udmærkede sig ikke ved inderlighed, men det stik modsatte og derved, som Leth skriver, ud af sin sangskrivning skabte »en eksplosiv og demonstrativ frihedserklæring«.

Per Juul Carlsen fordi han går linen ud og skriver om filmens Bowie, hvor det meste er forglemmeligt, men lige netop ikke rumgespenstet i The Man Who Fell To Earth, som Carlsen kredser ind på og viser som lige så betydningsfuld for det samlede værk, som alle de andre personaer, der til sammen var denne besynderlige kunstner.

Og endelig dramatikeren Jokum Rohde, fordi han gør det stik modsatte af alle andre i bogen, nemlig at driste sig til at række en hånd ind efter mennesket bag David Bowie. Den ultimative helligbrøde i tilfældet Bowie. Det gør Rohde en dag, han har fundet frem til den lejlighed, Bowie beboede i Vestberlin 1976-77.

Han står på trappeopgangen, der er slidt og virkelig ingenting, og får tanken, at her tog den kokainskadede sanger ikke til for at skabe de store værker, som han endte med at gøre her, men for at dø.

Det er muligt, at Rohde tager helt fejl, men han åbner for en tankerække til det menneskelige kaos, som i hvert fald i 1970’erne må have været både pris og udgangspunkt for et værk, der i netop disse år lyste fra farligst tænkelige fascination.

Det ligger som en rød tråd ned igennem antologien, at det var farligheden, der var så tiltrækkende ved David Bowie. Den farlighed, som de fleste, også i den generation, der tog Bowie til sig som frihedsideal, skyede og helst ikke ville se, før der kom jakkesæt og glasur på med »Let’s Dance«. Som Borum oversatte fra »We Are The Dead«: »Å, klæd dig ud, min lille slyngel, for jeg kan høre dem på trappen«.

Bowie var legen. Muligheden. Nu tilhører tiden dem på trappen.

CHANGES – Tekster om David Bowie. Redigeret af Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch. Design, sats og billedredaktion: Sigrún Gudbrandsdóttir. Maleri omslag: Peter Ravn.

Lars K. Andersen er filmmanuskriptforfatter og var i 1980’erne/90’erne medlem af rockgruppen The Poets.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
    Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu