Læsetid: 5 min.

’Avatar’ ta’r på humøret

Caspar Erics nye, ikke særlig poetiske ’poesi’ kredser om depressionen som samfundssygdom og selvmord som dens yderste konsekvens
Caspar Eriks nye bog er bevidst antipoetisk i sin udforskning af depressionen, men også underligt spag. Foto: Sigrid Nygaard

Caspar Eriks nye bog er bevidst antipoetisk i sin udforskning af depressionen, men også underligt spag. Foto: Sigrid Nygaard

Sigrid Nygaard

19. januar 2017

Efter sin massivt opreklamerede og lige lovlig trendy debut 7/11 (2014) og sit mere personlige langdigt NIKE (2015) har Caspar Eric nu kastet sig over emnet depression og selvmord.

Først gik hans bevægelse indefter, fra et aktuelt generationssignalement til en normalitetskritik i form af et selvbiografisk funderet vidnesbyrd, men nu fører bevægelsen udad, til en generel mentalitetsbeskrivelse, hvis konklusion måske kan koges ned til en enkelt hårdtslående linje: »verden er seriøst blevet sindssyg«.

Med titlen Avatar refereres dels til diverse medieprodukter, specielt James Camerons kultfilm fra 2009, dels til digtkredsens gennemgående forestilling om en overordnet bevidsthedsform, der sætter sig igennem hos en flerhed af kroppe, hos lidende og plagede personer, af hvilke nogle så tager selvmordet som konsekvens, mens det for alle de andre kan være umuligt at forstå,

at selvmordet nok ikke kun
er en fornægtelse af livet
men også et melankolsk håb
om at hvis der findes noget hinsides
må det være bedre end hverdagen
eller nogen mulig hverdag
en type af afmagt uden et sprog

I den sidste af bogens otte dele, alle på 10 sider hver, bliver digteren advaret af sin læge, som siger, at »det kan være farligt at skrive om selvmord«. Men Caspar Eric »skriver ikke for at hele / jeg skriver for at vise nye veje ind i sårene«.

Det urene sprog

Det kan måske umiddelbart lyde smukt og poetisk, men reelt er der nu ikke megen poesi at hente i Avatar, eftersom digteren dyrker en uren og grov antipoesi spækket med de obligate engelsksprogede kraftudtryk, som i disse år signalerer mediebevidsthed og verbal aktualitet, men som naturligvis garanterer adgang til gymnasiepublikummet.

Lad mig indrømme, at jeg på forhånd er skeptisk over for en litteratur, der så konsekvent som Caspar Erics dyrker det almindelige udtryk.

’I 2017 kunne vi måske give os til at udfordre ideen om absolut lykke ved at insistere på den glæde, der kan være i at leve i de komplicerede fortællinger, uden at det skal være et krav til alle, hvis nu de har lyst til at gøre noget andet,’ skriver Caspar Eric.
Læs også

Jeg er ikke blind for den pædagogiske effekt, det kan give at præsentere de unge for tekster, som de næsten (men heldigvis også kun næsten!) kunne have skrevet selv, men generelt er det min opfattelse, at kunstnere, dem respekterer vi, fordi de kan et eller andet, som ingen andre evner, og digtere, dem har vi til at formulere det fælles på deres særlige øjenåbnende og iørefaldende måde.

Man ender nemt i en blindgyde, hvis man som kritiker vil karakterisere Caspar Erics let destruktivt anlagte metode.

Det er ligesom midt i 1950’erne, da det absurde drama kom frem, og folk i begyndelsen kun kunne beskrive det negativt ud fra alt det, teaterstykkerne ikke havde, såsom en genkendelig handlingsramme, psykologisk sammenhængende karakterer og anskuelig lineær fremdrift.

Ordenes strøm

I Caspar Erics tilfælde må man ligeledes, i første omgang, hæfte sig ved et fravær, nemlig den gennemførte mangel på traditionelle lyriske skønhedskvaliteter.

Man kan således savne rytme (forstået bredt, altså ikke kun som metrum, enderim og klangfigurer, men også syntaktisk og kompositorisk). Man må (stort set) lede forgæves efter billedsprog i form af metaforer, symboler m.m. Og man sporer ingen videre bestræbelser på at etablere en stabil retorisk struktur med et ’jeg’, et ’du’ og måske et ’de’ eller ’vi’.

Skal man beskrive hans teknik i positive termer, altså gå efter det, han gør, i stedet for (dybt sukkende) at savne alt det, han ikke gør, kan man måske sige, at lige bortset fra fjerde afsnit, der består i en intetsigende opremsning af selvmorderes navne, former digtene sig hver især som en associativ tankestrøm, en art fri bevidsthedsbevægelse, en flod af ofte voldsomme ord, som hele tiden støder på de samme motiviske sten, imod hvilke de hober sig op i lokale tematiske blokke.

Læst på denne facon bliver Avatar en ret beset temmelig sammenhængende afdækning af en desværre alt for udbredt tilstand i tiden. En melankoli. En afmægtig vrede. En »nedkørthed«. En »sort virus af sorg« og en »grænseløs sorg«. En »alienagtig forvirring«. En »tilstand af håbløshed«.

En fælles følelse af at være »knust« og »trist« og »helt blæst«, være »super smadret«, være »vildt Game Over«, være »kind of wasted«. Lægger vi alle disse indkredsninger, aftegner der sig en overordnet situation, »sorgen som en epidemi«.

Og da bogen spørger, hvad der i dag er den største forhindring for lykken, svarer den selv: »depression«. Føj så hertil, at det at tage piller imod den generelle sygdom jo bare vil sige at få »vekslet fri vilje til kunstig lykke«. Så har vi en moderne misere af gigantisk omfang.

Glæden ved de enkle ting

Enkelte steder forsøger Caspar Eric at hive det lyriske jeg op af frustrationens sump ved hurtige og lidt for nemme udfald mod f.eks. ’danskhedsdiskursen’ eller ved politisk pop i form af et skingert angreb på tre af USA’s præsidenter som repræsentanter for »det mest dehumaniserede system / det mest forsømmende / og indifferente system«; men ellers består kvaliteten ved hans mentale samtidssignalement i, at han ikke søger at undtage den position, som det udsiges fra, men tværtimod lader kritikken destabilisere sig selv.

Det sker eksempelvis i en konstatering som denne: »jeg rører mere ved skærme end hud«. Det sker, idet han indrømmer, at »vi har lært at acceptere det giftige«. Og det sker de steder, hvor digteren forsøgsvis trodser sit eget forbud mod metaforer og fører miseren tilbage til en kropslig, følelsesmæssig og sproglig »infrastruktur«, som der må være et eller andet ravruskende galt med.

Tanken er, at vi har at gøre med en basal systemskavank:

det er ikke bare en fejl
når nogen dør af depression
det er en konsekvens af at vi lever
i et klaustrofobisk system

Med til bogens generaliserende klagesang hører, at der er gået inflation i sproget, at alt »ALT DET SPROG / JEG KAN BRUGE / ER AFMÆGTIGT«. Derfor indskrænker modstrategierne sig til vage små pip, såsom at vi måske bare skal stoppe »med at ville være bedre mennesker«, genfinde »glæden ved de enkle ting«. Da vi er nået frem godt og vel en side fra bogens slutning, hedder det med ét:

men jeg tror vi har brug for
at øve os i at være glade
over nogle nye ting

Nærværende læser kunne vel ikke være mere enig.

Men Caspar Erics på én gang bombastiske og underligt spage antipoesi hører til syvende og sidst ikke blandt de »nye ting«, jeg vil anbefale nogen at glæde sig over. Trods de spredte lyspunkter rendyrker den mørket og tærer gevaldigt på ens humør.

Caspar Eric: ’Avatar’. Poesi. 112 s. pagineret 1-11 i otte sektioner. Kr. 175,00. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Det er næsten så sikkert som Amen i kirken: Er anmeldelsen negativ i Information, er den positiv i Politiken.

Og vice versa.