Læsetid: 4 min.

Bag enhver hvid astronaut står en sort kvinde

Det var sorte kvinder, der sendte de amerikanske rumraketter i kredsløb om jorden. De spillede i hvert fald en vigtig rolle i det ophedede rumkapløb under Den Kolde Krig, og nogle af de kvinders historie fortæller Theodore Melfi i sin nye, underholdende og vigtige film, ’Hidden Figures’
Katherine Johnson (Taraji P. Henson) er en brillant matematiker, der får arbejde hos NASA, men må kæmpe med både racisme og chauvinisme i Theodore Melfis ’Hidden Figures’. Foto: Twentieth Century Fox/SF Film

Katherine Johnson (Taraji P. Henson) er en brillant matematiker, der får arbejde hos NASA, men må kæmpe med både racisme og chauvinisme i Theodore Melfis ’Hidden Figures’. Foto: Twentieth Century Fox/SF Film

27. januar 2017

Der er en scene i Theodore Melfis nye film, Hidden Figures, som gentages flere gange, og som første gang er lidt morsom, men som de efterfølgende gange mere gør én vred og understreger det absurde i situationen og det samfund, den virkelighedsbaserede historie udspiller sig i.

Den brillante, sorte matematiker Katherine G. Johnson (Taraji P. Henson) arbejder i 1953 som talknuser for NASA i Langley i Virginia.

Det er en raceadskilt arbejdsplads, hvor de sorte kvinder, der er rumagenturets menneskelige computere, ikke må arbejde, spise eller gå på toilettet samme steder som de hvide, hvorfor Katherine, da hun bliver forfremmet til den kridhvide, mandsdominerede Space Task Group, skal løbe en kilometer hver vej i de obligatoriske høje hæle, når hun skal på toilettet.

Og da hun en dag formaster sig til at tage en kop af de hvide mænds kaffe, stiller de i stedet en klam kedel op til hende, så hun kan lave sine egne varme drikke. De klistrer tilmed en seddel på, hvor der står Colored – farvede.

Det er svært ikke at blive vred på Katherine og hendes to veninder og kolleger, Dorothy (Octavia Spencer) og Marys (Janelle Monáe) vegne, hver gang de skal hoppe og springe eller bukke og skrabe for deres hvide overordnede (blandt andre Kirsten Dunsts Vivian Mitchell), og Hidden Figures fortæller således om, hvordan det var at være kvinde og sort i 1950’erne og 1960’ernes USA.

Rustet til fremtiden

Titlens skjulte skikkelser er selvfølgelig Katherine, Dorothy, Mary og deres mange kolleger, der fik stor betydning for, hvordan NASA udviklede sig, og hvordan USA fik sendt den første astronaut, John Glenn, i kredsløb om jorden i en raket – et vigtigt skridt på vejen mod den måne, som præsident John F. Kennedy så gerne ville nå før russerne.

Katherine er en blændende matematiker, og hun kan se sammenhænge og gennemskue tal, som kun få af hendes mandlige kolleger, men fordi hun er den, hun er, og Virginia er så racedelt, som det er, skal hun arbejde dobbelt så hårdt for at blive set og anerkendt.

Heldigvis har hun en chef, Al Harrison (Kevin Costner), der er farve- og kønsblind, og for ham er det vigtigere, at tallene og udregningerne er rigtige, end at hans højre hånd, Paul Staffords (Jim Parsons), professionelle stolthed ikke lider et knæk på grund af en sort kvinde.

Det samme gør sig gældende for Mary, der på opfordring af sin chef i NASA begynder at læse til ingeniør, og den ældre, stålsatte Dorothy, der lærer sig selv og mange af de øvrige kvindelige talknusere at programmere, så de er klar, når de uduelige mandlige computerteknikere får styr på det monstrum af en IBM-maskine, NASA har ladet installere. Kvinderne ved godt, at de er nødt til at ruste sig til fremtiden og på den måde gøre sig så uundværlige som muligt.

Film til tiden

Hidden Figures er et såre traditionelt filmet og fortalt drama, der ikke slår mange opfindsomme svirp med halen, men det gør ikke noget, fordi det er også en veldrejet, velspillet og på alle måder sympatisk og underholdende film, Theodore Melfi har lavet. De tre kvinder, Katherine, Mary og Dorothy, var pionerer inden for deres område, og selv om deres kamp for en stor dels vedkommende har været skjult eller glemt i mange år, var den lige så vigtig som den, der foregik uden for murene, hvor borgerrettighedsbevægelsens medlemmer i samme periode kæmpede med livet som indsats.

Kvindernes privatliv ser man også lidt til, ikke mindst Katherines, der er alene med tre piger, da hun møder og forelsker sig i en hjemmeværnsoberst, Jim Johnson (Mahershala Ali). Det er fint nok, men heldigvis er fokus på kvindernes arbejdsliv – og de er takket være de tre gode skuespillere et livligt, begavet og tiltalende omdrejningspunkt – og den vigtige rolle, de spiller i både rumkapløbet og kampen for at udrydde enhver form for diskrimination og chauvinisme i et samfund, der om noget rummer begge dele.

Hidden Figures er med andre ord en film til tiden, og den skriver sig ind i en desværre stadig alt for aktuel diskussion – ikke mindst med Donald Trump som ny amerikansk præsident – ved at se tilbage på, hvordan det var engang. Til allersidst i filmen får man at vide, at det først var for ganske nylig, at Katherine G. Johnsons pionerindsats blev anerkendt og værdsat af nu tidligere præsident Barack Obama.

Det er lidt overraskende og endnu en grund til at glæde sig over, at Melfi og Allison Schroeder – på baggrund af en bog af Margot Lee Shetterly – nu har overført historien om de tre strålende rollemodeller til det store lærred.

’Hidden Figures’. Instruktion: Theodore Melfi. Manuskript Theodore Melfi og Allison Schroeder. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas T. Jensen

Selvretfærdigheden får sit stærkeste brændstof fra moralismen. Og moralismens billigste point får man ved at kritisere fortidens synder.
Det kaldes "at lære af historien".
Det er der mange film, der bruger som virkemiddel.