Læsetid: 7 min.

Som Balzac med abstinenser

Hun skriver lidt som Houellebecq, men energiniveauet er højere. Og det er sylespidst. Fransk litteraturs enfant terrible, Virginie Despentes, leverer med sin seneste roman, ’Vernon Subutex 1’, et enestående portræt af en fortabt generation, der slet ikke opdagede, hvor galt det hele gik
Virginie Despentes har selv forklaret, at hun slet ikke kunne stoppe, da hun først kom i gang. Vernon Subutex er blevet en serie, de to første romaner kom næsten samtidig i Frankrig og solgte som varmt brød, mens tredje del ventes med spænding til efteråret. Nu er den første bog kommet i dansk oversættelse.

Virginie Despentes har selv forklaret, at hun slet ikke kunne stoppe, da hun først kom i gang. Vernon Subutex er blevet en serie, de to første romaner kom næsten samtidig i Frankrig og solgte som varmt brød, mens tredje del ventes med spænding til efteråret. Nu er den første bog kommet i dansk oversættelse.

Sigrid Nygaard

7. januar 2017

Det starter ikke godt for den midaldrende Vernon Subutex i franske Virginie Despentes roman af samme navn. Uden at spoile for meget kan man roligt sige, at det ikke kommer til at gå ham meget bedre.

Så velkommen til en roman af Virginie Despentes, fransk litteraturs enfant terrible, der fra starten af sin nyeste romanserie sætter scenen præcist så dystert, som man er vant til det fra hendes tidligere værker: En mand i en lille lejlighed midt i Paris, som er ved at ramme bunden, og så kan historien begynde.

Historien om en hel generations bratte opvågnen. En rejse om bag desillusionen for folk, som er blevet halvgamle og ikke engang så dét komme.

Vernon Subutex hedder hovedpersonen, midt i fyrrerne, i sin bedste alder kunne man sige, og godt ser han stadig ud med sine blå øjne. Subutex – oprindeligt navnet på et narkoafvænningsmiddel, så man undgår abstinenserne – lever i vore dages Paris, har tidligere været noget ved musikken og drevet pladebutikken Revolver i over tyve år. Med både vinylerne og cd’ernes død har han for sidste gang rullet metalgitret ned og drejet nøglen om til butikken. Han har ikke rigtig været omstillingsparat. Han har ikke engang opdaget, at man skal være det.

Så siden har Subutex i bogstaveligste forstand solgt ud. Stort set alle vinylerne og inventaret er for længst forsvundet på den blå avis, regningerne hober sig op, det eneste, der er tilbage, er internettet og Facebook-profilen, som han flittigt benytter sig af – og så pornoen. Læseren har gennem denne hovedperson et lydspor, der må gøre selv Klaus Lynggard grøn i hovedet af misundelse.

Det følelsesmæssigt afstumpede

Men dårligt går det. Subutex’ netabonnement blev i lang tid betalt af boligstøtten, der nu også er forsvundet efter mødet med en socialrådgiver, der fungerer som stikker. I al fald er hun vokset op med nådesløse spil på tv, en verden, hvor man når som helst fra den store stemme kan få et telefonopkald og blive beordret til at fyre halvdelen af sine kollegaer. Subutex får afslag på efteruddannelse, og hans betroelser om at have brugt penge til at tage til en koncert cutter kontanthjælpen.

Alligevel er det gået, for der har været hjælp fra Subutex’ rige rockstar-ven Alexander Bleach. Nu er han fundet død i et badekar. »Hvem venter, til de står på grænsen til overgangsalderen, med at tage en overdosis og skride? Michael Jackson, Whitney Houston… måske nogen sorte gør,« konstaterer Subutex koldt og kynisk om sin sorte ven, der er død.

Sorgen er ikke stor. Despentes beskriver det følelsesmæssigt afstumpede hos Subutex i stor solidaritet med den Johannes forførerskikkelse, han er.

Bekymringen over den ubetalte husleje er til gengæld ægte nok.

Det var den musikalsk foragtelige Alex – i stil med Nirvana med franske tekster – som på stregen reddede Subutex de sidste år. Alex’ dårlige samvittighed over sin succes gjorde ham deprimeret og gavmild. Med Alex’ død banker skæbnen på i bogstaveligste forstand i form af fogeden. Subutex ender på gaden. Romanens ret simple plot er så, at Subutex rykker fra sofa til sofa hos gamle venner fra tiden med rocken og pladebutikken, med en stak videoer under armen, som indeholder interviews, som Alex påvirket af stoffer og alkohol optog med sig selv. Dem vil alle have fingre i. Og alt dette kommer til at udgøre et portræt af et samfund, der for længst er nået ud over kanten.

Tre romaner i alt

Virginie Despentes har selv forklaret, at hun slet ikke kunne stoppe, da hun først kom i gang. Vernon Subutex er blevet en serie, de to første romaner kom næsten samtidig i Frankrig og solgte som varmt brød, mens tredje del ventes med spænding til efteråret.

Virginie Despentes har altid skrevet i øjenhøjde med sine personager. Hun er født i provinsbyen Nancy i 1969 og fik aldrig gjort en almindelig gymnasieuddannelse færdig. I 1994, efter at hun havde været gennem både psykiatrisk indlæggelse og prostitution, spillede hun i band og skrev samtidig. Så bragede hun igennem med den ultravoldelige roman Baise-Moi, Blodsøstre.

Romanen filmatiserede hun senere selv så voldeligt, at sarte sjæle fik genindført censur for under attenårige. Blodsøstre var kejtet skrevet, men med en pumpende energi. Den havde længe været undergrundslitteratur og nåede måske kun op på overfladen på grund af en mandlig forlæggers fascination af kombinationen af kvindelig forfatter, vold og sex.

Men allerede fra den første roman dyrkede Despentes en amerikansk skrivestil à la Raymond Chandler eller Dashiel Hammett i fransk regi at sammenligne med Houellebecq, selvom Despentes energiniveau er højere.

Man danser ikke hver dag

Midt i nullerne lagde Despentes alkoholen bag sig for at koncentrere sig om at skrive. Drugs tager hun stadig for at danse, »men man danser jo ikke hver dag,« konstaterer hun i et interview til damebladet Marie Claire.

Ædrueligheden synes at have gjort hendes skrift godt. Måske også hendes spring ud af skabet som lesbisk. Måske har den også gjort, at hun i 2006 skrev det selvbiografiske feministiske manifest King Kong og kvinden, hvor hun omsider indrømmer, hvor stor betydning, den voldtægt hun var udsat for, da hun var sytten, har haft for hendes udvikling som både kvinde og kunstner. Det havde hun ellers nægtet. Men hendes King Kong feminismeteori er stadig et rasende oprør. Despentes er det, man kalder pro-sex feminist og mener først og fremmest, at kvinder skal tage seksualiteten på sig i stedet for at underlægge sig mænds versioner af den.

Despentes vendte for alvor tilbage til litteraturen i 2010 med romanen Apokalypse baby, som vandt den prestigiøse Renaoudotpris samme år, som Houellebecq fik Goncourtprisen, og der i den forstand skete en form for generationsskifte.

Nu sidder Despentes selv i Goncourtjuryen, hun kan ikke længere bilde nogen ind, at hun er outsider.

Og det gør hun da heller ikke med Vernon Subutex. Romanen favner alle dele af det franske samfund fra høj til lav, omend mest inden for showbizz delen.

Et hotel for venner

Med Vernon Subutex når Despentes nye højder i sin skrivestil, hendes persongalleri giver påmindelser om Balzac, men hun har hentet rytmen fra tv-serier i sin langsomme måde at introducere sine personer på. Mens Houellebecq fortrinsvist befinder sig i mandesjælen, er Despentes både på besøg i mænds tankerækker, men ikke mindst i en række fascinerende kvindelige bevidstheder.

For det er jo de midaldrende kvinder, Subutex tropper op hos og sover på sofa hos og kryber i kanen med. Den hopper Emilie, basisten i den gruppe, han i sin tid spillede i, ikke på: »Hun var før blevet brugt som hotel for venner, der uden tøven havde vendt hende ryggen, så snart de ikke længere havde brug for hende. Såkaldte kunstnere, dem havde hun sgu fået nok af.«

Bedre går det med at forføre Sylvie, en tidligere flamme, som så bliver for meget, så turen til andre ’venner’ fortsætter, mens Sylvie som en furie forfølger ham både på nettet og i virkeligheden, fordi han er ’kommet til’ at hugge et ur og nogen penge.

Vi når med Despentes sikre hånd hjem til den småracistiske manuskriptforfatter Xavier, der lever af sin kones penge og ikke desto mindre er en forbitret højreorienteret, og derefter hen til den paranoide producer, der netop foragter Xavier – men foragter kvindelige filminstruktører endnu mere. Samtidig gør producenten alt for at skaffe sig Alex’ videobånd, for hvad bliver der sagt om ham dér?

Feminismen fornægter sig ikke

Her gør produceren så brug af Hyænen, en snu men også meget sympatisk lesbisk kvinde, man allerede mødte som detektiv i Apokalypse baby, og som nu er konverteret til at være en meget brugt internettroll, som på bestilling formår at ødelægge selv de bedste rygter. Hun bliver sat til at opspore Subutex og de mystiske videobånd.

Selvfølgelig skal man også ind og vende hos nogen af Despentes foretrukne skikkelser, de tidligere pornomodeller, hvoraf en har formået at slippe ud af pornorygtet ved at forvandle sig til en mand. Som mand kan man være i fred, Despentes feminisme fornægter sig ikke.

Og så er der en ung højrefascist, som tæver arabere på gaden og en lige så ung pige, der har genoptaget sin fars tro og måske er på vej til at blive fanatiker. Despentes personbeskivelse er så fin, at man begynder at forstå dem, så margenene rykker ind mod midten.

Despentes begyndte i sin tid i provokationen. Med Subutex er hendes observationer stadig lige sylespidse, men hun har opnået en form for modenhed og overblik. Nu foreligger Vernon Subutex 1 altså på dansk. Det er en glimrende mulighed for ikke alene at kaste sig ind i Despentes dystre univers, men også at træde inden for døren hos en del af det Underfrankrig, hvis stemme enten slet ikke lyder, eller nu især høres, på de yderste fløje af fransk politik, et forbitret og pessimistisk Frankrig, som så alligevel ikke helt indser, hvad det hele bærer hen imod. Men som man med Depentes begynder at forstå.

Virginie Despentes: Vernon Subutex. Tiderne Skifter, 326 sider, 299,95 kr. Oversat af Mette Olesen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu