Læsetid: 5 min.

Biografi om Trump: Bondefanger og præsident

I sin fortræffelige biografi om Donald Trump etablerer den amerikanske journalist David Cay Johnston definitivt, at USA’s næste præsident er en hævngerrig bølle og patologisk løgner. Det er sort læsning. I nogle kapitler fremstår Trump som en karakter i den sydamerikanske skønlitterære traditions magiske realisme
Det er en dyster beretning, den amerikanske journalist David Cay Johnston fremlægger i biografien ’Donald trump – Vejen til Magten’. Der synes ikke at være nogen formildende aspekter ved Trumps personlighed. Alt tegnes i sort. Skumle forbrydere dukker hele tiden op i fortællingen. Trump beskrives som en arbejdsgiver, der tager hævn mod medarbejdere, han opfatter som illoyale. Han fryder sig over at høre om deres fiaskoer.

Det er en dyster beretning, den amerikanske journalist David Cay Johnston fremlægger i biografien ’Donald trump – Vejen til Magten’. Der synes ikke at være nogen formildende aspekter ved Trumps personlighed. Alt tegnes i sort. Skumle forbrydere dukker hele tiden op i fortællingen. Trump beskrives som en arbejdsgiver, der tager hævn mod medarbejdere, han opfatter som illoyale. Han fryder sig over at høre om deres fiaskoer.

John Bazemore

17. januar 2017

Der er efterhånden blevet skrevet en del amerikanske biografier om Donald Trump. Kun to er værd at give sig i kast med.

I 1992 udkom den undersøgende New York-journalist Wayne Barretts Trump: The Deals and the Downfall. Bogen dækker byggematadorens liv, indtil hans kasinoer i Atlantic City gik ned i 1991, og Trump kun reddede sin formue og sit skind med hjælp fra en gruppe banker.

Den anden biografi blev udgivet i august sidste år af Barretts kollega og ven, David Johnston Cay, der bortset fra nogle korte ansættelser ved flere af USA’s førende dagblade har arbejdet næsten hele sin karriere (50 år) som undersøgende freelancejournalist. Den foreligger nu på dansk.

Cay Johnstons vel nok længste besættelse som journalist har været fænomenet Trump. I biografien, Donald Trump – Vejen til Magten, vedkender forfatteren i en epilog skrevet efter præsidentvalget sidste år at have været totalt fascineret af Trumps personlighed fra første færd. 

Meget tyder på, at de to amerikanere er tiltrukket af hinandens narcissisme og megalomani. Cay Johnston anser sig selv for at være en af de største journalister i USA. En, der aldrig sælger ud af sin uafhængighed og aldrig går på kompromis. Men han er nu ikke videre kendt. 

’Donald trump – Vejen til Magten’ af David Cay Johnston

Hans respekt for mainstream-journalistik er ikkeeksisterende. At interviewe ham om Trump er et næsten frugtesløst forehavende. Det er som at trykke på en knap. Han lytter ikke til spørgsmålene.

Cay Johnston fortalte mig i sommer, at han i tidens løb har indsamlet det største arkiv i USA om Trumps mange svindelnumre, løgnehistorier og etisk tvivlsomme bekendtskaber. Han bedyrede, at den foreliggende bog ville lægge nogle bomber under Trumps kandidatur.

Og han havde på sin vis ret. Flere af de nye ting, han lægger frem, ville utvivlsomt have ødelagt enhver anden præsidentkandidats chance. Problemet er bare, at 62 mio. amerikanske vælgere den 8. november besluttede sig for at se bort fra alle Trumps defekter. Som Trump selv har sagt: »Jeg kunne stå midt på Fifth Avenue i Manhattan og skyde en eller anden person uden at tabe stemmer.«

Trump synes at være i en klasse for sig. Umulig at kompromittere. Intet skidt hænger ved.

David Cay Johnston har i tidens løb hudflettet Trump i utallige avis- og magasinartikler – uden nogen effekt. Men af en eller anden grund fortsætter Trump med at besvare journalistens opringninger. Denne indbyrdes tiltrækningskraft mærker man i bogen.

En houdini-figur

Cay Johnston nærer en god portion respekt for Trumps Houdini-egenskaber. Trump respekterer journalisten, der har gjort det til sit arbejde at fange ham in flagrante i en eklatant ulovlighed.

Ikke fordi den snu byggematador, reality tv-stjerne og politiker svarer på journalistens mange og konkrete spørgsmål. Enten nægter han at have fortalt en løgnehistorie, eller også hævder han at have mødt en narkoforbryder eller en mafioso – afbildet med Trump på et foto – i forbifarten og ved en ren tilfældighed.

Biografien etablerer definitivt, at USA’s kommende præsident er en gemen og patologisk løgner. Der er absolut intet belæg for at stole på Trumps ord, ej heller efter at han er blevet indsat i Det Hvide Hus på fredag. Hans ord vil skulle tages med et stort gran salt.

Det er pressens store dilemma. Skal den bare videregive en usandhed, blot fordi præsidenten har sagt det? Noget tyder på, at det vil blive kutyme de næste fire år. Indtil videre har amerikanske medier ukritisk formidlet, hvad Trump skriver på sin Twitter-feed. Ingen synes indstillet på at ignorere tweets, der indeholder personlige angreb mod Trumps kritikere.

Forfatteren har valgt at opdele bogen i kapitler, der hver for sig fortæller en selvstændig historie. Det er et hensigtsmæssigt valg. Blandt dem er der nogle perler. Ved gennemlæsning af dem kan man af og til føle sig hensat til beskrivelser af en skingrende vanvittig generalissimo i en roman af Gabriel Garcia Marquez.

Personen Trump og hans overdådige livsstil, alle hans kunstige iscenesættelser, de barmfagre blondiner og det svulstige interiør i hans paladser, minder alt sammen om den magiske realisme i latinamerikansk skønlitteratur.

Der er f.eks. den surrealistiske historie om en præmiefond – American Academy of Hospitality Services – der overøser Trumps hoteller, restauranter og golfklubber med ’diamantpriser’. Trump selv har fået overrakt akademiets Lifetime Achievement Award.

Men det viser sig, at bestyrelsen i akademiet består af ’ambassador extraordinaire’ Donald Trump, hans datter Ivanka og venner af familien. Formanden hedder Joseph Cinque. Han er dømt for salg af stoffer og stjålen kunst fra sin lejlighed på Manhattan og skal have stået i forbindelse med afdøde John Gotti, boss i mafiaklanen Gambino.

Slægtskabelige ligheder

Cay Johnston gør ret i at tegne en lige linje fra Trumps farfar, der emigrerede til USA fra Tyskland, til hans far Fred og Donald selv. Hver generation er støbt i samme ske. De omgiver sig helst med barmfagre kvinder, de nærer fjendtlighed mod immigranter og har alle tre et tvivlsomt forhold til sandheden.

De er mestre i afledningsmanøvrer. De specialiserer sig i at sige et eller andet afsindigt, når de er i vanskeligheder. De mener alle tre, at så længe de ikke er sigtet for et eller andet kriminelt, har pressen værsgo at holde mund. Og hvis den ikke kan tie, så får chefredaktøren en injuriesag på halsen.

Efter forfatterens mening er disse trusler forklaringen på, at mange medier føjer sig. De har ikke råd til at stille op med lige så dygtige og dyre advokater i retten som Trump-koncernen.

Så æblet falder ikke langt fra stammen i Trump-dynastiet. Cay Johnston nævner det ikke, men intet tyder på, at Donald Jr., Eric og Ivanka er en tøddel anderledes end deres far.

Den verserende sag om Trumps beslutning om at lade sine to sønner drive koncernen, mens han, datteren Ivanka og svigersønnen Jared Kushner arbejder i Det Hvide Hus, illustrerer, at hans afkom ikke har den ringeste respekt for landets nepotismelov og regler for etisk adfærd i regeringen og den offentlige sektor.

Det er en dyster beretning, den amerikanske journalist fremlægger. Der synes ikke at være nogen formildende aspekter ved Trumps personlighed. Alt tegnes i sort. Skumle forbrydere dukker hele tiden op i fortællingen. Trump beskrives som en arbejdsgiver, der tager hævn mod medarbejdere, han opfatter som illoyale. Han fryder sig over at høre om deres fiaskoer.

Der synes ikke at være meget menneskeligt over mennesket Trump i denne biografi.

I epilogen virker forfatteren resigneret. Han skrev bogen midt under valgkampen og håbede måske i det stille, at det umulige ikke ville ske. Nu skal han skrive nyt efterord til den udenlandske udgave.

Cay Johnston konkluderer:

»Uanset om man vil idolisere Trump eller forfærdes over ham, bør hans offentlige optræden få os alle til at tænke over, hvilke egenskaber vi ønsker vores politiske ledere skal besidde. Og tænke over, hvordan det kunne lykkes en person som Trump at få så mange millioner stemmer.«

»Vi bør spørge os selv, hvorfor så mange amerikanere har ønsket sig en præsident, der offentligt lovpriser en morderisk autokrat som Vladimir Putin og udviser en fuldstændig foragt for kvinder, mexicanere, journalister og demokratiske normer …«

David Cay Johnston: ’Donald trump – Vejen til Magten’. Oversat af Niels Ivar Larsen, People’s Press 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Lars Rasmussen
  • Peter Møllgaard
  • Anne Eriksen
  • Per Klüver
  • Kurt Loftkjær
Carsten Munk, Lars Rasmussen, Peter Møllgaard, Anne Eriksen, Per Klüver og Kurt Loftkjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Verdens skæbnefællesskab. Muligheder - umuligheder

Mange gange har jeg måttet høre på mennesker, som prøver at være positive, påpege nye muligheder i vanskelige situationer. Hvem kan påpege evt. positive muligheder for fællesskabet, som opstår som følge af Trumps indsættelse som præsident i USA - angiveligt verdens eneste supermagt. Indtil videre synes problemerne at tårne sig op.

Trumps ubegribelige retorik skaber i nogen sammenhænge mindelser om Hitlers umenneskelige regime. Selv det forhold prøver Trump at nulstille ved at hidkalde Nazismens spøgelse ned over de amerikanske efterretningstjenester.

Hvordan er USA dog endt i en sådan situation, som har gjort det tilsyneladende umulige muligt. En af mine tanker er, at de sociale medier har tage krave om saglighed fra os, samtidig med at de tidligere nyhedsmedier bliver stødt væk.

Når vi stadig har aviser som denne og andre tidligere demokratibærende aviser, så skyldes det at man politisk holder hånden under dem. Det er både godt og dårligt.

Dårligere er det, at de sociale medier fører ordet med løgne og andet usandt som en væsentlig balast.

Karsten Aaen, Thomas Bindesbøll, Janus Agerbo, Lars Rasmussen, Gert Romme og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg giver ikke meget for denne journalist David Cay Johnstons partsindlæg i en tabt præsidentvalgkamp

Lars Brok, Jesper Nielsen, Flemming Berger, Flemming S. Andersen, Hans Aagaard og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Kan også anbefale:
Trump
Af Michael D'Antonio (2016
Portræt af milliardæren og præsidentkandidaten Donald Trump (f. 1946), herunder om hans opvækst, forretningsimperium, medietække og de mange skandaler samt rollen som politiker

Den har jeg læst - og det passer ganske godt med ovennævnte.

Der er også:
Den store joker : et politisk portræt af Donald J. Trump
Af Lars Trier Mogensen (2016)

Tak til David Cay Johnston. Men hans beskrivelse af nuværende Donald J. Trump er faktisk blot en enkelt i rækken, og særlig flatterende er i hvert fald ikke ingen af dem. Og så kan man jo spørge sig om, hvordan det egentlig er med vores politikere – altså verdens ledere?

For det virker faktisk som om, det er ligesom et voldeligt ægteskab. Statsledere og politikere verden over dukker helt passivt deres hoveder under Donald J. Trumps løgnehistorier og voldsomme og helt useriøse verbale angreb på hvem som helst, medens de venter på, at volden skal gå over. Præcis som i ægteskabet, tror verdenssamfundet, at han, Donald J. Trump, vil ændre sig – og selvfølgelig til det bedre.

Men jeg tror, de tager helt fejl, for hvorfor skulle han egentlig lave om på sig selv? Der er jo publiceret en række forhold omkring hans ageren gennem årene. Og absolut intet overhovedet tyder på, at han i en alder på 70 år skulle begynde at føle behov for at ændrer sig.

Det man ved, det er, at Donald J. Trump har meget markante narcissistiske træk i sin personlighed. Med hyppige humørsvingninger, ekstrem selvhævdelse, formentlig mangel på selvværd i perioder skiftende med andre periode med overdrevent selvværd, og desuden et stort behov for at være i centrum. Og så mangler han totalt medfølelse overfor andre mennesker.

Og så ved man, at han gennem årene har vist sympati for White power-bevægelsen, han er stærkt racistisk overfor sorte, brune, røde og gule, homoseksuelle og minoriteter af enhver slags. Er desuden ganske grov og nedgørende, hader kvinder i magtpositioner og anser i det hele taget kvinder som underordnede væsener, man (han selv) kan gøre med, hvad man vil. Man ved også, at han ikke blot skifter hyppigt standpunkt, men ofte adopterer han standpunktet fra den seneste, han har talt med, og det er i øvrigt ofte hans datter, der tilsyneladende lider af det samme sygdom.

Der tegner sig et ganske tydeligt billede af, at Donald J. Trump simpelt hen er nutidens Baron Karl Friedrich Hieronymus von Münchhausen. Og der er mange eksempler på det, f.eks. at han sammen med Vladimir Putin fastholder sin egen løgn om, at Hillary Clinton pønser på at etablere en 3. verdenskrig, hvordan det så end skulle kunne foregå. Putin spiller selvfølgelig med for at få Goodwill fra Donald J. Trump. Et andet eksempel er, at han fører sig frem som mangemilliardær i US-$, men faktisk har han levet på tv-optrædener i eget show siden 2008, hvor USA-banker lukkede af for kreditten til ham. Og netop derfor har han stor gæld til russiske oligarker under Vladimir Putins kontrol.

Det er altså denne person, som vores politikere og verdens ledere skal arbejde sammen med, - en som nedgør Nato, EU og samarbejdet med andre lande. Og som vores politikere absolut ikke stiller nogen spørgsmål ved, - egentlig vil de jo helst krybe i skjul medens anfaldet står på, og håbe på, at det snart er ovre. Men så længe idioten sidder med knappen til a-våbnene, er det altså ikke ovre men et sandt mareridt.

Derfor kunne jeg godt ønske mig, at der var nogle politiske ledere med kritisk sans samt rygrad og nosser. For det bliver der brug for.

Elisabeth Andersen, jørgen djørup, Karsten Aaen, Thomas Bindesbøll, Hanne Ribens, Anne Eriksen og Lars Rasmussen anbefalede denne kommentar
David Henriksen

Man behøver ikke biografier for at se hvordan manden er. Den eneste der på en 5 minutters tale kan brage afsted med små punchlines og angreb i alle mulige politiske retninger. Vi skal opruste og rive nedrustningsaftaler i stykker, vi skal nedruste i samarbejde med Rusland, Mexico skal betale for en mur, Mexico kommer til at betale for en mur igennem øget told, Brexit er en god ting, EU er en god ting, jeg er uvildig i Israel/Palæstina, jeg støtter Israel 100%, Putin er en stor leder og jeg vil genetablere vores forhold, Putin skal ikke løbe om hjørner med mig, FBI siger Clinton er en forbryder, efterretningstjenesterne arbejder for Clintons kampagne, jeg respekterer kvinder mere end nogen anden, grab 'em by the pussy! Øst, vest, Trump er bedst... til selvmodsigelse altså.

Elisabeth Andersen, Cristina Nielsen, Søren Fosberg, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Thomas Bindesbøll, Hanne Ribens, Thomas Petersen, nils hommel, Lars Rasmussen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ja, ja, men amerikanerne ville altså have ham som præsident.

Per Torbensen, Hans Aagaard, Lars Brok, Flemming Berger og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Lars Rasmussen

Apropos forestillingen om Donald Trump som en slags latinamerikansk karakter så har jeg lyst til at henvise til denne artikel fra Weekendavisen.* Artiklen beskriver en række latinamerikanske kommentatorers syn på Trump. (Afsløring: Det er ikke udpræget positivt.) Bl.a. bliver den mexicanske historiker Enrique Krauze citeret for følgende passus:

»Dér, hvor han mest ligner en latinamerikansk populist, er i hans ekstreme selvovervurdering, hans opfordring til tankeløs accept af hans personligheds formodede magt; hans evne til at beskytte Amerika mod farerne ved terrorisme, mexicanere, kineserne og andre stråmænd, som han kan bruge til at generere had og opbakning til sine uigennemtænkte økonomiske forslag, der i virkeligheden kun gavner de meget rige (...) Når han får magten, vil han ligesom de installere et mønster af systematisk bedrag, skabe had mellem klasser og racer, opretholde en løbende mobilisering af masserne, foragte parlamenter og dommere, manipulere valg, forfølge pressen og undergrave borgerrettigheder.«

Man skal som bekendt passe på med at male fanden på væggen, men det forekommer mig, at fænomenet Trump er ganske godt beskrevet ved (dele af) ovenstående. Og den overordnede pointe i artiklen er, at USA risikerer/har chancen for at udvikle sig til et caudillismo-system, som er »en styreform baseret på en personkult centreret omkring en karismatisk, magtfuldkommen politiker.« Denne styreform er mildt sagt ikke ukendt i Latinamerika og nu ser den (måske) dagens lys i Guds eget land. Det er imidlertid tvivlsomt, om dette vil make America great again. Andrés Oppenheimer, argentinsk journalist og kommentator, tror det ikke: »USA vil i stedet blive mere som Latinamerika, der er blevet ødelagt af populistiske ledere.«

Uanset hvad, så må jeg som udenforstående (og undrende) dansker konstatere, at amerikanerne har valgt en meget farverig præsident for de næste fire år. (Omend den nuværende, Barack Obama, også er blevet beskrevet som farvet.) Han kan i mine øjne kun overraske positivt. Og udsigten hertil anser jeg for nuværende for at være ganske lille. Senest har jeg således kunnet læse mig til, at Trump forvekslede sin datter med en anden kvinde. Detter er måske irrelevant i forhold til præsidentembedet, men han giver mig bare ikke indtryk af at have styr på, hvad der sker omkring ham. Men denne, min manglende tillid til manden, skyldes måske blot, at jeg er en elitær, venstresnoet europæer, som er håbløst forelsket i Obama. Kan hænde, at Trump er den caudillo-husgud, som vi alle sammen sukker efter. Hvem ved?

(*: Det er en smule besværligt at linke til artikler fra den papirbaserede Weekendavis, men hvis man er tilmeldt sit lokale kommunebibliotek, så burde man, ved at indtaste sin mailadresse og sit kodeord, kunne få adgang til artiklen »Caudillismo-syndromet«, som er skrevet af Magnus Boding Hansen og dateret den 28. Oktober 2016.)

Michael Kongstad Nielsen

Ja, Weekendavisen havde nok hellere set Hillary Clinton.

Per Torbensen, Flemming S. Andersen, Hans Aagaard, Lars Brok, Jesper Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

@Michael Kongstad Nielsen

Dine argumenter er svage og vel egentlig blot provokationer, som f.eks. på Trumps niveau. Jeg er overbevist om, at du kan hæve dig over dit hidtidige niveau i denne tråd.

Velmente hilsner Kurt

Elisabeth Andersen, Søren Fosberg, Sune Olsen og Thomas Bindesbøll anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

Hele den etablerede meningselite i 'Den vestlige Verden er gerådet i hysteri.
Det er tragikomisk som tomgangssnakken fortsætter.
Er det et hasarderet forsøg på at undgå at skrive om de kolossale problemer,de allerfleste mennesker i denne 'den mest frie af alle frie verdener' er konfronteret med!
Er mediepingernes elfenbenstårne blevet rystet så kraftigt,at de frygter for deres fortsatte status som 'vi alene vide'.
Noget må der være sket for de stakkels mennesker,for de er da alle gået rent fra snøvsen.

Finn Thøgersen, Anders Barfod, Flemming S. Andersen, Hans Aagaard, Lars Brok, Peter Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars Rasmussen

@ Michael Kongstad Nielsen

Jeg må blankt erkende, at jeg opfatter Hillary Clinton som irrelevant i denne sammenhæng. Damen er en død sild (politisk, forstås), og lige om lidt er der a new king on the block. Som det måske kunne betale sig at blive klogere på. Du kan fx læse denne artikel i den seneste udgave af Weekendavisen, hvis du er interesseret i The Donald's seneste gøren og laden. Titlen er dejligt slibrig: »Sex, løgn og lækager«. Man du er også velkommen til at lade være.

Med venlig hilsen
Lars Rasmussen

"Der synes ikke at være meget menneskeligt over mennesket Trump i denne biografi."

Trump er et barn af kapitalisme(n), hvor alt kan kapitaliseres og løgn er gangbar latin. Et yderst menneskeligt udkomme. Så hvad er det nye? Der findes tusinder af eksempler på mænd, som socialt og kulturelt er spolerede - og mange af dem opnår betydende magtpositioner. Måske er Trump virkelig personlighedsforstyrret; foreligger der psykiatriske undersøgelser?

Nu kan Trump, som en ...skal vi sige illustrativ? præsident for den kapitalistiske verdensordens førerhund, aflede opmærksomheden fra de allerede eksisterende, massive problemer, verden og USA står overfor. Trump er en trompet, alle vil spille på - han er varmt brød og et ganske bizart tilløbsstykke. Morsom og manisk, nedrig og panisk, sodomisk og satanisk. Lad os pille i Trumps navle, så alle kan savle.

Og verdensordenen står stadig. De traditionelle magteliter har ikke tabt position; det er ludo-tid. Teater og brød, folket er fortsat til grin. Trump i trompeten, og al kritisk, strukturel samfundskritik forstummer i mediedarlingdeluxeplummer.

Flemming Berger, Poul Sørensen, Anders Barfod, Flemming S. Andersen, Karsten Aaen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Bortset fra underholdningsværdien, så er det ikke godt t spille ludo med millioner af menneskeliv i værste fald - det begrænser morskaben!

Anne Eriksen, ludospillet har været igang meget længe, Trump er blot endnu en aktør - og det har vel faktisk kun været tragikomisk, aldrig morsomt. Fuldstændigt som personfikseringen og den dilettantiske underholdning.

Flemming Berger og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Nu hjælper det faktisk med humoristisk sans i tilværelsen, efter min mening.
Trump er ligegyldig - jeg formoder, at det bare er ønsketænkning at håbe på, at konsekvenserne udebliver.

Anne Eriksen, Trump er ikke ligegyldig - men han ér blot en aktør. Ikke et politisk fænomen i sig selv.

Og Mihail er igang med persondefamering. Igen. Igen. Trumpisme, trosbekendelser og tordenteater.

Endnu en morgen på planeten med kaffen galt i halsen.

Kurt Loftkjær

Til debattører som nedenstående måtte berører: Debatkultur!

Det er trist at se stadig flere indlæg på denne side og måske ogs andre bevæger sig på et niveau, som jeg formoder ligger nærmere det, man kender fra visse sociale medier.

Efter min mening er indlæg uden argumenter vel det, som man må betegne som påstande. Påstande som fremføres som almindelige sandheder er vel et forsøg på vildledning. Vi bør i det mindste anføre, når noget er vores helt egen sandhed. Og det er det vel i almindelighed.

Indlæg uden argumenter er stærkt forstyrende og synes ikke være velkomne?

Til tider får jeg en opfattelse af, at nogen bevidst ønsker at undergrave debatten. Det kan der være mange motiver til at gøre. Derfor mener jeg, at der bør være rene linier. Personer som har allerede offentlig kendte motiver, som medlemsskab af partier, foreninger eller lignende bør anføre det i den profil, som man kan anføre om sig selv. Jeg har selv prøvet at give andre debattører indsigt i min egen baggrund.

Alt dette i håbet om en debat og meningsudveksling på et højere niveau.

Poul Sørensen

Sandheden om Trump er, at han er det tætteste man kan komme på at stemme på djævlen.
- Amerikanere høre dagligt tv præster messe deres grådige ønsker om penge fra fattige mennesker, så de kan købe jetfly og på den måde angiveligt redde flere mennesker og amerikanerne sluger det råt. Amerikanerne bliver endvidere fyldt med hvor stolt en nation USA er, men mange føler sig ikke stolte, men snarere hægtet af.....
- Amerika er for en masse mennesker ikke great og tv-præsternes bønner til Jesus hjælper ikke en hujende fis.... og efter mange år er mange parat til at blive socialister og vælte hele det amerikanske establisment og det er nærmest symbolsk, at Trump kommer til magten præcis 100 år efter den russiske revolution, fordi det er de undertryktes revolution... desværre var socialisterne ikke stæke nok til, at komme til fadet og indføre fornuftige ændringer, så nu skal det køre på Trumpsk snakeoil de næste fire år..... men det handler ikke om Trump han totalt overratet... men Tump sælger aviser og bøger, så oprøret tilskrives Trump.... sad

Poul Sørensen

Trump taler som præsterne i tv taler om mirakler og hvordan de forestiller sig dommedag og i den sammenhæng var Hillary så den der skulle starte trejde verdenskrig.... Trump taler ind til en religiøs forestillinges verden, som de kristne "videnkabelige selskaber" der forsker i at udbrede biblen, antyde dommedag og bevise Jesus eksistens pumper milliarder af dollars i, der er religiøse tema parker hvor man viser at dinosauruser og mennesker kunne leve sammen og dermed bevise at verden kun er 6000 år gammel som tilfældigvis er det som man kan regne sig frem til i følge biblen.
.... i stedet for at kigge på Trump så skulle man hellere kigge på den massive påvirkning som den kristne begvægelse har på USA.
- Husk at kristendom handler om at gud bestemmer alt og at alt er guds mening og hans veje mystiske men ved dommedag vil han for de retfærdige forklare det hele og det vil blive amazing....
- de kristne stemte for Trump over halvdele af de evangilske kvinder og to trejdedele af de evangiske mænd stemte på Trump.... Gud; Jesus, Helligånden og den hellige kirke stemte Trump til magten med dere hjernevask af den amerikanske befolkning.

Det eneste løfte, Trump med garanti vil leve op til, er det uudtalte, der har fået ham ind i Det Hvide Hus: Stem på mig, så SKER der noget. Amerikanerne må åbenbart være ved at kede sig ihjel. Kanske de kommer til at savne kedsomheden efter et par år med Trump som præsident.

Søren Fosberg

Største delen af den amerikanske befolkning er blevet sjoflet og hjernevasket af industrien og dens lakajer, de politiske ledere, i hele nationens historie, ikke mindst siden Reagan. At de endelig langt om længe sparker ud er opløftende, at de gør det ved at vælge Trump er deprimerende og tragisk. Havde Obama - til en undtagelse en hædermand - været hvid ville Trump aldrig have haft en chance, men Obama har næret den racisme som er rygraden i Trumps retorik. Det kan kun ende galt.

Iøvrigt - kun 25% af befolkningen stemte på Trump, en smule flere på Hillary. 50% vendte ryggen til valget. Hvad tænker de? USA har den mest voldelige og velbevæbnede befolkning i verden og Trump har allerede truet med at sende stormtropperne ud i gaderne hvis han møder modstand.