Læsetid: 4 min.

Brian Enos drøm om det uendelige værk er fuldbragt

Da den engelske musikpioner Brian Eno begyndte at lave ambient musik i 70’erne, ønskede han at skabe musikalske rum, der kunne udfolde sig i uendeligheden. Han var dengang begrænset af mediet – vinylen – men nu udgiver han en app, der genererer det fremragende værk ’Reflection’
Brian Enos nye værk er fremragende – og en musikhistorisk begivenhed på niveau med ’Ambient 1: Music for Airports’

Brian Enos nye værk er fremragende – og en musikhistorisk begivenhed på niveau med ’Ambient 1: Music for Airports’

Nick Robertson

6. januar 2017

Det var en musikhistorisk begivenhed, da Brian Eno i 1978 udgav sit værk Ambient 1: Music for Airports. For selv om der også var andre, der på dette tidspunkt eksperimenterede med den ambiente musik – musik, der bygger et rum, man kan være i – var det med Ambient 1, at begrebet blev coinet, og at det fik sin identitet i den bredere kulturelle bevidsthed (om end måske mest den musiknørdede del af denne).

Det er derfor også at betragte som en begivenhed, at Brian Eno med sit nye værk, Reflection, som først og fremmest udkommer som en app, formår at lave det uendelige musikalske rum, som han har drømt om hele sin karriere.

For Brian Eno – der også er kendt for sine musiker- og producerindsatser med bands og kunstnere som Roxy Music, David Bowie og U2 – skabte efter eget udsagn ambient musik ud fra et ønske om at lave uendelig musik, »music that would be there as long as you wanted it to be«, som han siger i forbindelse med udgivelsen af Reflection.

Denne drøm har altid været begrænset af de medier, han har haft til rådighed – pladen, cd’en, båndet. Men med den forunderlige moderne teknologi er det nu endelig blevet muligt for ham at lave et værk, som netop kan være der, så længe man ønsker det, og som folk oven i købet kan hente hjem i deres stuer eller lige ned i deres lommer – bare de ejer grejet til at købe apps.

Mere end at afspille værket genererer appen nemlig værket. Enos ambiente musik er baseret på en række lydbidder af forskellig længde, som forskydes i forhold til hinanden, og appen kan afspille de indspillede loops, som Enos ambiente musik består af, efter systemer, så de skaber nye musikalske formationer i et væk – Eno kalder også dette koncept generativ musik.

Med Reflection tager han derfor et afgørende skridt imod det uendelige univers, som han har drømt om siden 70’erne. Og han gør det fremragende. Han skaber rent faktisk et rum, som det er værd at opholde sig i over længere tid i de små uendeligheder, man kan presse ind i sin hverdag.

Tidløst rum

Drømmen om at skabe det uendelige – eller tilnærmelsesvist uendelige værk – er ikke enestående for Brian Eno. John Cages orgelkomposition As Slow As Possible er for eksempel tænkt til at strække sig over 639 år.

Og Jem Finers Longplayer, der vist er komponeret lidt efter de samme forskydningsprincipper som Reflection, er tænkt til at spille i 1000 år med start den 1. januar 2000 og afslutning den 31. december 2999, hvor kompositionen så kan starte forfra. Man kan høre Longplayer via et stream på internettet.

For Brian Eno er arbejdet med uendeligheden først og fremmest baseret på hans forkærlighed for at opbygge musikalske rum, mere end det handler om tidseksperimentet i sig selv.

Tiden – og udstrækningen af tiden – er primært vigtig, i og med at det musikalske rum er underlagt tiden for at eksistere, så – lidt plat sagt – jo mere tid, desto mere musikalsk rum.

Når man træder ind i det rum, som Eno opbygger med Reflection, er det som at sænke sig ned i et vandfyldt univers – med alle de new age-referencer, dette billede må vække hos folk. Et rum, hvor det er lysets spil i vandets krusninger, som udgør forandringerne, og hvor lyskonstellationerne aldrig er de samme, selvom man altid befinder sig i det samme rum. Lytningen er en renselsesproces. En gennemskylning af sindet.

Supplerende rigdom

Enos særlige sensibilitet og loop-arbejdsmetode gør, at han kan skabe et værk, der på trods af foranderligheden virker konsistent. Og selvom værket ændrer sig i detaljerne, selvom lyset changerer, så har jeg en klar følelse af, at det er det samme rum, jeg træder ind i, hver gang jeg sætter hovedtelefonerne på plads omkring kraniekassen og trykker play.

Det er derfor både et værk, der, selvom det godt kan køre i baggrunden, uden at man lægger mærke til det – sådan som hele tanken er med ambient musik – også kan tiltrække sig ens opmærksomhed. I det uendelige velsagtens.

Som jeg ser det, skabte Brian Eno sådan set allerede en form for tidløshed med Ambient 1: Music for Airports. For hver gang jeg lytter til det værk, føler jeg mig forbundet med en lang række tidligere mentale rum, selvom værket altså er begrænset af, at det udkom på vinyl back in the days. En form for tidløshed, som for eksempel almindelig popmusik også kan skabe – om end jeg føler det særligt stærkt med Ambient 1.

Så selvom jeg er overbevist om, at Reflection med tiden også vil kunne tage mig tilbage til tidligere mentale rum, er der samtidig noget nyt over den tidløshed, Brian Eno skaber med Reflection. Der er en anden form for rigdom i dette rum, ikke nødvendigvis en bedre form for rigdom, men et essentielt supplement til rigdommen fra hans tidligere værker.

Et supplement altså til et af de mest vildtvoksende og formidable oeuvres i moderne musik. Så for at gentage mig selv: Det er i sandhed en begivenhed, at Brian Eno nu er lykkedes med at udleve sin drøm om det uendelige ambiente værk.

Brian Eno: ’Reflection’ (Opal Limited). Udkom 1. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Mathiasen

Hej Emil, tak for din glimrende anmeldelse af Eno´s Reflections. Jeg undrer mig dog over, at du slet ikke nævner de to foregående apps, som Eno har lavet sammen med Peter Chilvers (manden bag Sim City), nemlig Bloom og Scape - især Scape er jo en identisk form for koncept/udgivelse med både en album- og app-version. Man kan argumentere for, at Eno´s drøm om det uendelige værk er realiseret allerede med Scape, og at Reflections "blot" yderligere undersøger de kompositoriske og musikalske muligheder i det generative. Se hér: http://www.generativemusic.com/scape.html
Mvh Anders.