Læsetid: 5 min.

Brønshøj og Beograd kalder

Det eksperimenterende Danmark taler mod vækstideologier, synergieffekter og atletikmetaforik. I stedet messer de og leder efter rum med plads til at tænke en ærlig selvstændig tanke. De støjer, og de hacker den menneskelige stemmepragt
Den indiske duo Senyawa under en koncert.

Den indiske duo Senyawa under en koncert.

Lelaki Budiman

20. januar 2017

Det starter med »Det etiske menneske« og slutter med »Det moralske menneske«. Vi starter altså i flokken og ender som individer på den københavnske duo SAV’s nye album The Conversation.

Over én lang improviserende sommerdag i Beograd, Serbien, har Mija Milovic og Lars Bech Pilgaard banket et rum – eller pisket en stemning – op, hvor der er god plads til både performativ lyrik, noise, avant-rock, post-blues, fri leg. Og til – som i ovennævnte åbnings- og afslutningsnumre – en slags cut-up Nina Simone; en spirituel jazz, der er blevet fileteret og sat sammen på nye måder.

»Det etiske menneske« og »Det moralske menneske« er to 49 sekunder lange lydbilleder – måske af hvordan det politisk opsætsige og moralsk indignerede menneske kan genopfindes? Måske. Vi har i hvert fald brug for den slags.

Mennesket har fået mindre og mindre plads i de seneste årtier. Rigdommen er samlet hos otte mænd, der nu har lige så meget som klodens 50 procent fattigste. Vækstideologien er blevet en pervers tilraningsmekanisme, som pulveriserer civilisationers sammenhængskraft og menneskelige ånd.

Anfægtende sanger

Titlerne på The Conversation taler også ind i opgøret med vækstliderligheden. »Klassekamp/Titanic« og »Protest« er et par sigende titler. Og hertil kommer at Mija Milovic er en anfægtende sanger, der rækker hinsides dygtighedsidealerne, der har det med at blive applikeret til den kvindelige sanger i vores kultur.

I stedet er hun en flosset, knejsende, skinger, men også kærtegnende flamme, der forsøger at finde et ståsted og en rå ekspressionisme i en klangverden – og vel også i en reel verden – der påvirkes af indbyrdes stridende kræfter.

Der er Pilgaards støjguitar i orkanstyrke og Milovic’ gutturalt seismiske støn, der fortæller om volden i »Klassekamp/Titanic«. I orkanens øje er der den smukt guitarekkoende »Familietraditioner«. Og der er den blødende og humpende »Kortlægning«.

Og der er de følgende ord, som måske ikke taler så tydeligt ind i en politisk tankeverden, men ind i en kærlighed og sensualitet uden ejendomsret: »Må jeg fotografere hver en centimeter af din krop? Og må jeg derefter placere min tunge dér bid for bid (...) Og jeg har ikke brug for for evigt, når det er for os nu. Et løfte om evighed er et brud på brydningen, som vi binder. Jeg kigger igen og igen.«

The Conversation har både noget for skitsepræget og noget befriende blodigt umiddelbart nærværende over sig.

Senyawa i Brønshøj, hvor de indspillede deres seneste album.

Thomas/Cejero

Vilde vokalteknikker

Mens den danske duo SAV har været i Beograd for at indspille The Conversation, så har den indonesiske duo Senyawa været i Brønshøj for at realisere deres seneste album, som de minsandten har navngivet Brønshøj.

Senyawa udgøres af Wukir Suryadi og Rully Shabara Herman, og Brønshøj er en sær, urovækkende og changerende kombination af Suryadis hjemmelavede strengeinstrument, døbt bambu wukir, og af Hermans vilde vokalteknikker.

Vi begynder i struben på Rully Shabara Herman, der med klangeffekter skaber et knurrende ildevarslende vejrlig omkring ørerne på lytteren.  Et black metal ligsyn med sprøde skorper på stemmelæberne. Imens Wukir Suryadi stryger en tyk røgelse af torterede klange ud af sit monstrum.

Snart bevæger vi os ud i mere åbne territorier, hvor strengene plukkes og ekkoer ud i uendeligheden, mens stemmen synes at presse menneskekroppen op i sfærerne, cirklende i besværgende mønstre et sted déroppe.

Brønshøj antager karakter af en hallucinatorisk messe. Højfrekvente ramaskrig i transcendentale rum. Men samtidig også noget jordbundent i den vokalimpressionistiske undersøgelse af alt det kroppen kan.

Det er en musik, der synes at stamme fra en asiatisk twilight zone, hvor folkloren er mørk og mystisk og har fået blodtransfusioner fra psykedelia og krautrock. Og at det hele så er indspillet i en hal i Brønshøj gør det egentlig bare endnu mere eksotisk, ja, til en nærmest naturstridig forekomst her i vort rationelle smørhul.

Bløde bank

Hos Jaleh Negari – der er af iransk afstamning – er det dronernes og de store pausers eftertænksomhed, der skaber rum for anderledes sindstilstande og noget så godt gammeldags som kontemplation.

Hendes solodebutalbum Arch Waves er desinficeret for Twitter og andet utøj. Der synes at blive talt til en væren, vi glemte at skabe plads til i vores kalender. På »Bølger og Prikker« vibrerer cirkulære objekter – vist især syngeskåle – i tindrende klange, mens bløde bank på hjerneskallen driller os ud af vores travlhed, ind i komikken og den frie tankeflugt. Tæppet trækkes væk under lytteren på den blideste og smukkeste måde.

Man kan også nyde Jaleh Negari som den ene af to perkussionister i avantgarde-garagegruppen Selvhenter, og Arch Waves er da også i høj grad præget af perkussionarbejde, fortrinsvis på messing, men også på diverse fundne genstande. Og herudover bliver der så også blæst i altsaxofon og trykket på synth.

Et beat, en musik, er intet uden sine pauser. Og Arch Waves er rig på vakuum. Med god plads til at meditere, være, forsvinde, opløse sit ego. Er det civilisationskritik? Måske. Men spørgsmålet er sandsynligvis forkert stillet. Prøv i stedet at lede efter meningen i de blide gentagelser eller i den betragtelige stilhed, der befolker Arch Wave.

Bliv pisket igennem

Eller søg andre tilstande andre steder på albummet. Bliv pisket igennem af »Gong«, der finder et dramatisk leje et sted mellem ekstase og alarm. Lykkelige vækkemekanismer af messing.

Eller følg kramperne i de anmassende formationer på »Sind (Pakistan)«, hvor dissonanser og stødende, endda accelererende droner og arpeggioer formulerer et asiatisk slægtskab med amerikansk Philip Glass' forestillinger om klodens umulige mylder.

Eller nyd blæserkonversationerne på »Clouds«. Eller erfar den dramatisk truende »Inward/Outward«, hvor den monotone tortur af trommeskindet lyder som forestående krig.

Arch Waves kan også høres som en serie af rum, man træder ind i. Fulde af eksotiske briser, globetrottende rabalder, men først og fremmest en umoderne ro. Et avantgardeeventyr, kunne man måske kalde det.

Denne anmeldelses musik formulerer en anden form for vækst. Ned under vores fødder, ned i jorden, hvoraf vi er kommet. Opad i abstraktionerne og forestillingsevnen, der er så fabelagtig en revolutionær kraft i ethvert menneske. Og sidelæns, indgående i nye forbindelser med andre mennesker.

På sæt og vis handler det hele om rum. Om det rum som den nøgne ekspressionisme efterlader for andre mennesker – fri af den tekniske ekvilibrismes og de musikalske atletikmetaforers ekskluderende mekanismer.

SAV fortæller os, at ekspressionismen er allemandseje, mens Jaleh Negari og Senyawas rum er af mere impressionistisk karakter, tommere, mere åbne, med god plads til både et vi og et jeg. Jeg’et der i bedste fald nærmer sig vi’et. Det moralske menneske, der føler sig klar til at møde omverdenens etiske fordring.

SAV: ’The Conversation’ (Aftenrutine) aftenrutine.dk

Senyawa: ’Brønshøj’ (Puncak) (Cejero) cejero.bandcamp.com

Jaleh Negari: ’Arch Waves’ (Eget Værelse) egetvaerelse.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu