Læsetid: 4 min.

Derfor vil jeg aldrig glemme Henning Jensen

’Hvor fanden er min nøgle?’ lyder det uhyggeligt overbevisende fra Henning Jensen i Thomas Bendixens stærke demensforestilling ’Med sne’ på Skuespilhuset
Henning Jensen på jagt efter sine nøgler i Thomas Bendixens overbevisende ’Med sne’.

Henning Jensen på jagt efter sine nøgler i Thomas Bendixens overbevisende ’Med sne’.

Natascha Thiara Rydvald

13. januar 2017

Kun få skuespillere virker fuldstændig selvfølgelige på en scene. En sådan skuespiller er Henning Jensen. Han optræder ikke bare med en afvæbnende autoritet og en insisterende stædighed. Han har ikke bare en dreven stemme, der kan lokke tilskuerne og medspillerne til at tro på hvad som helst.

Han har også en uimodståelig selvfølgelighed i sin magnetiserende fortolkning af en ældre mand, der bliver mere og mere dement i Thomas Bendixens forestilling Med sne på Skuespilhuset.

Henning Jensen smiler et høfligt og selvsikkert ingeniørsmil.

Han har styr på det hele, men hans børn insisterer åbenbart på, at han skal til lægen. De synes, at han glemmer alting hele tiden. Det synes han egentlig også selv. Nøglerne bliver i hvert fald væk ret tit. Men ellers går det hele jo godt, synes han.

»Mit intellekt har altid været min største force,« siger han med et stort smil – og med erindringen om sit cpr-nummer mejslet ind i erindringen til evig tid. Tror han da.

Imponerende loyalitet

For det smukke ved Thomas Bendixens demensforestilling er, at denne demente mand hele tiden beskrives sådan, som han selv ser sig selv. At han altså skildres indefra, samtidig med at hans børn fortæller om, hvordan de udefra oplever ham blive dårligere og dårligere – og mens vi som tilskuere selv kan iagttage hans forfald.

Synsvinklen er imponerende loyal. Den er tydeligvis skabt ud fra et prisværdigt ønske om at prøve at forstå, hvordan verden ser ud for den demente selv. Og den er ikke mindst skabt i et medrivende, fysisk teaterunivers, hvor kroppen og lyset har lige så stor vægt som replikkerne.

Scenegulvet er forvandlet til en slags klode. En ø, hvor den demente bevæger sig rundt – mere og mere forvildet på en uhyggelig rejse ind i sig selv. Fra loftet og ned på gulvet projiceres billeder af hjerneskanninger, og angrebne hjernedele lyser i ækle farver i Kasper Stouenborgs stærke og meddigtende videodesign til Karsten Wolstads skævvridende lyddesign.

Rundt omkring danser tre mandlige dansere som en slags levendegørelse af den demente mands forsvundne evner til at forstå verden og til at tage sig af sig selv. Dansernes albuer knækker, og deres rygge bøjer i en organisk koreografi af Edhem Jesenkovic – anført af den garvede danser Nelson Rodriquez-Smith, der oser af vildmandskraft og åndemaner.

Når danserne vælter rundt, kan man instinktivt mærke på sin egen krop, hvordan den syge mand ikke engang ænser det, når han falder af sin cykel og slår sig. Han ved jo knap, at han cykler – og slet ikke hvorhen.

Hvornår dør far?

Undervejs stavrer Henning Jensens tapre mand så rundt på billedet af sin egen hjerne. Uden at forstå de skanninger, som Kirsten Olesens venlige læge prøver at forklare ham - og som hans børn gentager i det uendelige.

Som dramatiker og iscenesætter har Thomas Bendixen tydeligvis ønsket at forklare demensens uforklarlighed og forskningens utilstrækkelighed. Det lykkes, men egentlig er en del af den lægelige tekst overflødig. Det ville tydeligvis være mere relevant med ordentlige plejehjemstilbud og døgnovervågning end endnu flere ydmygende skanninger. Manden er jo døende.

Kirsten Olesen har en fin nøgternhed og en fast stemmeføring som lægen i de optrappende møder med mandens tålmodige børn. Peter Christoffersen spiller rollen som den dementes søn med troværdig energi og gåpåmod. For hvordan skal man egentlig pludselig tro på, at ens far ser syner og taler med mennesker, der ikke findes?

Og Maria Rossing er fuldstændig hjerteskærende i rollen som datteren. Hun vil så gerne passe sin far lige til det sidste, men hun går i stykker, da hun forstår, at han ikke længere findes, selv om hun faktisk står og hjælper ham på toilettet.

Demens hitter

Teaterrepertoiret har budt på flere demensforestillinger de seneste sæsoner – ikke mindst Jeg hedder Bente, Det Andet Sted og Min far – velsagtens som en naturlig konsekvens af, at flere og flere tilsyneladende rammes af demens. Men også som et kunstnerisk opråb, når nu lægerne ikke kan helbrede demensen, og når den nu ikke udløser samme opmærksomhed som f.eks. cancer.

Med sne er altså med til at formidle det uhyrlige dilemma, det er at være pårørende til en dement – og måske også det mærkelige tomrum, det er pludselig selv at blive ramt af erindringshuller.

Forhåbentlig vil denne opsætning drage landet rundt på turné. Henning Jensen yder en imponerende skuespillerpræstation, som tilskuere i hele landet fortjener at opleve. Jeg vil i hvert fald aldrig mere kunne se en mand lede efter sine nøgler – uden straks at tænke på Henning Jensen.

Med sne’. Idé og iscenesættelse: Thomas Bendixen. Koreografi: Edhem Jesenkovic. Videodesign: Kasper Stouenborg. Lyd: Mads Nielsen. Lyd: Karsten Wolstad. Kostumer: Sara Mau. Skuespilhuset, Mellemgulvet. 1 time 45 minutter. Til 28. januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu