Læsetid 2.4314285714286 min.

’Dræberne fra Nibe’ er et lallet forsvar for resignationen

Ole Bornedals nye folkekomedie har gode intentioner, men døjer med et sjasket plot
Det er næsten morsomt, som Ole Bornedal i sin karaktertegning opsummerer alle alment udbredte stereotyper. Russeren med den nussede ’wifebeater’-undertrøje er for eksempel fuld af svulstige komplimenter og potens, tihi.

Det er næsten morsomt, som Ole Bornedal i sin karaktertegning opsummerer alle alment udbredte stereotyper. Russeren med den nussede ’wifebeater’-undertrøje er for eksempel fuld af svulstige komplimenter og potens, tihi.

Per Arnesen
13. januar 2017

For fans af Ole Bornedals legendariske tv-serie Charlot og Charlotte (1996) er der en del venlige hilsner i Dræberne fra Nibe. To veninder, en brunette og en blondine, er gevaldigt på skideren og kører af sted ud ad Jyllands lange lige veje.

De ser sig nødsaget til at grave en grav på en grøn mark, deres forfølgere er desperate mænd klædt i damesminke og paryk. De samme to mænd står på et tidspunkt i en lufthavn og venter på et menneske, der skal komme og ændre deres liv til det bedre.

Dengang i 1996 kaldte Ole Bornedal sin serie for en hyldest til lyksaligheden. Den lyksalighed er helt død i Dræberne fra Nibe, som handler om de to murere Ib (Nicolas Bro) og Edward (Ulrich Thomsen), som kører rundt i Nibe og omegn og krejler deres kunder, mens de drøfter deres seksuelle frustrationer.

For alle deres sorte penge har de bygget fine huse til deres koner Gritt (Mia Lyhne) og Ingrid (Lene Maria Christensen), men nu vil konerne ikke længere have sex med dem, og det er rigtig ærgerligt. De vil bare danse salsa henne i kirken, hvor den svenske salsalærer (der skal være en svensk skuespiler med, for så kan man også få svenske filmstøttekroner) får dem til at føle sig i live.

Små tre år efter balladen om tv-serien ’1864’ er Ole Bornedal igen filmaktuel, denne gang med en sort komedie, ’Dræberne fra Nibe’, der handler om lejemord og kærlighed. Information har mødt den danske filminstruktør til en snak om John Mogensen, den svære komediegenre og arrogance – eller mangel på samme
Læs også

Det er lidt som i Hella Joofs gospelfilm Oh Happy Day (2004), hvor provinsfolk også er tæt på at kede sig ihjel, men bliver reddet af en mere varmblodet kultur fra andre lande inde den lokale hvidkalkede kirke.

Ibs og Edwards sextrang og Gritts og Ingrids ulyst til at knalde er kilden til sjovhed i begyndelsen af Dræberne fra Nibe. Der bliver udvekslet vittighedslignende replikker om, at man skal kunne sin Danmarkshistorie for at vide, hvornår Edward og Ingrid sidst har bollet, og så er den konflikt ligesom etableret.

Ib og Edward indser, at de må blive skilt og opsøger en advokat spillet af Ole Thestrup, som efter at have trykket tilfældige steder på sin lommeregner (jeg er med på, at rollen er en karikatur, men derfor kan man stadig godt gøre sig umage) kan fortælle, at det vil blive dyrt. I en brandert på den lokale kro kommer Edward til at bestille en russisk lejemorder, og så er der ellers lagt op til dramatisk handling og sjove situationer.  

Det sagde han bare ikke

Ib og Edward får kolde fødder, men da de henter lejemorderen Igor (Marcin Dorocinski) i Karup Lufthavn er han så fuld, at man ikke kan forklare ham, at mordet er aflyst. Sikke noget.

Der er lagt i ovnen til en grovkornet splatterkomedie i samme tradition som I Kina spiser de hunde (1999) og De grønne slagtere (2003), men selvom Dræberne fra Nibe byder på et overskud af fjollede voldelige sammenstød, er filmen hæmmet af sit usammenhængende plot. Jeg efterlyser ikke dyb psykologi eller indviklede krimigåder; en nogenlunde sammenhængende motivation for, at karaktererne gør, som de gør, ville være tilstrækkelig.

Så heldige er vi ikke med Dræberne fra Nibe. Folk opfører sig konsekvent på den måde, der værst for dem selv og bedst for plottet. Gritt og Ingrid hyrer deres egen lejemorder, miss Nippleworthy (Gwen Taylor), som i lige så høj grad er en parodi på alverdens fordomme om englændere, som Igor er en parodi på forestillingen om den fordrukne machorusser.

Det er næsten ved at være morsomt, den måde Bornedal i sin karaktertegning opsummerer alle alment udbredte stereotyper. Men karaktererne udvikler sig ikke derfra, og det er desværre kedeligt.

Så har den muslimske taxachauffør Osama bin Laden tatoveret på underarmen, høhø. Så er russeren med den nussede wifebeater-undertrøje fuld af svulstige komplimenter og potens, tihi. Giv mig tre-fire karakterer med en nogenlunde troværdig adfærd og replikker, der ikke virker, som om de er planket fra Se & Hørs vittighedssider, så vil jeg være tilfreds. Det er ikke et ønske, Dræberne fra Nibe kan opfylde.

Det er nok godt nok

Alt går galt, og efterhånden når filmen hen til sin morale. Flere karakterer bliver pludselig ramt af åbenbaringer, der bliver udtrykt gennem opbyggelige monologer om, at det er vigtigt at holde fast i dem, der elsker en, fordi det er dejligt at blive elsket.

Det kan godt være, at ægteskaberne ikke er perfekte, men de er bedre end ingenting. De er gode nok. De skal bare huske at have sex. Måske skal de endda tilmelde sig et salsakursus. På den måde er Dræberne fra Nibe hinsides lyksaligheden.

Filmen er et forsvar for resignationen, for den modne beslutning at stille sig tilfreds med den bøvede mand eller kølige kone, man nu har fået.

Det er mit indtryk, at Dræberne fra Nibe er et forsøg på at hylde det stille og rolige liv i provinsen, men hver gang karaktererne udtaler sig om deres livssituation, lyder det som replikker skrevet i København af en jyde, der har fravalgt provinsen og efter mange år bliver ramt af den klædelige indsigt, at man nok godt kan leve et tilfredsstillende liv i en lille by. Til trods for al den gak og alle de løjer, Ole Bornedal disker op med, er Dræberne fra Nibe gennemsyret af et fantasiløst blik på sine karakterer.

’Dræberne fra Nibe’. Manuskript og instruktion: Ole Bornedal. Dansk (Biografer over hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Claus Gårde Henriksen
Claus Gårde Henriksen

Der er flere gange i filmen nævnt Dum Dummere, som også er en hæsblæsende film med steretyper, hvor intet skal tages helt seriøst.