Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dreng drukner i undertekst

’Vi ses, Pellerøv’ er stilistisk yderst loyal over for sit tema: berøringsangst. Men den underforståede stil kvæler bogens konflikter
Kultur
28. januar 2017
’Vi ses, Pellerøv’ er stilistisk yderst loyal over for sit tema: berøringsangst. Men den underforståede stil kvæler bogens konflikter

Illustration fra bogen: Inge Rand

Anne Sofie Hammers lille bog om drengen Pelle er ifølge pressemeddelelsen »en historie om at være i familie med en ludoman«. Det er »en bog til de store børn om, hvor vanskeligt det er, når de voksne prøver at skåne en, og man derved kommer til at leve med et tab, som aldrig rigtig bliver formuleret«.

At Pelles morbror Mads er ludoman står intetsteds direkte i bogen, men kan nok udledes af en vaks læser. Det er i hvert fald noget med penge og gæld og en mand i mosen, som Pelle ikke må fortælle sine forældre om. Det ikkeformulerede tab står til gengæld lysende klart undervejs.

Morbror Mads er Pelles helt. Og så forsvinder han bare en dag uden at sige farvel.

Han giver Pelle en dyrebog, som han (og derigennem forfatteren) herefter bruger som dels symbolsk paralleltekst og spejlvæg for altid uudtalte følelser, f.eks. kan savnet af morbroren indirekte sammenlignes med dyrs dvaletilstand, dels som ’nedkølingstekster’ Pelle kan læse, når de voksne går afsides og snakker alvor.

Og det gør de meget. De voksne har tunge hemmeligheder, de voksne ER hemmeligheder. Intet konfliktstof ekspliciteres, Pelle er omgivet af fortielser og må (ligesom læseren) tolke sig til, hvad der egentlig foregår bag scenetæppet.

Når mor har røde øjne, er det ikke, fordi hun græder, men fordi hun er forkølet. Når Pelle foreslår, at familien spiller poker, bliver forældrene sært altererede, og Pelle retter ind og vælger Afrikas Stjerne i stedet.

Han er lærenem, har antennerne ude. Efter morbror Mads er ’flyttet til Norge’, som det eufemistisk hedder, er det billede af ham og Pelle, som Pelle har haft på sit værelse »blevet mere og mere hemmeligt« og må lægges væk.

Fortielser på alle hylder

Der er fortielser på alle bogens hylder.

»Det er, som om ordene er farlige,« står der et sted.

Og det har man som læser hurtig fanget, at de er. Sådan set både for bogens personer og forfatter. Det er det, der IKKE siges, som er det mest sigende. Der pukkes på dette hele tiden, i alle afsnit. Pelle og læseren er ved at drukne i undertekst og antydninger.

Forfatteren elsker især men-konstruktioner, hvor det lille ord bl.a. bruges som markør af, hvor ensom Pelle er, og hvor god han efterhånden bliver til at ikkeformulere sin sorg og forskyde den til læsning i dyrebogen. Pelle bliver en artig eufemist. Det er dog som om, han ét sted i bogen faktisk forsøger at revoltere mod den tavshedsboble, han er fanget i, når han tænker:

» … at der er nogle ting, som det er bedst at gøre med det samme. Blive vred, for eksempel. Eller stille spørgsmål. Hvis man venter for længe, er det ligesom for sent.«

Han bliver bare hverken vred eller direkte opsøgende, men glider i stedet ind i rollen som spagfærdig hovedperson i bogens doucede melankoli og didaktiske skruetvinge. 

At underforstå

Arbejdsdelingen er helt klar fra start. Denne teksts arbejde er at underforstå – og den er dermed på et stilistisk plan loyal over for de voksnes fortielser – og læseren skal udfolde det uudsagte, antydningerne.

Et velkendt greb, javel, men også, synes jeg, en noget mekanisk relation bog og læser imellem, når snart sagt alle udtalelser lægger op til at blive tygget lidt på inden de kan forstås. Det bliver ensformigt, hæmmet. Alle er så artigt indforståede med at holde igen.

Inge Rands skyggespilsagtige illustrationer, som også bringes her, virker derfor meget kongeniale, tavsheden har altid megetsigende silhuetter i Pelles monokromt ensomme hverdag. Anne Sofie Hammer beskriver med andre ord en verden af fortielser og antydninger gennem – fortielser og antydninger.

Tanken er nok, at dette sikrer dirrende intensitet og gør Pelles savn mere knugende, men jeg synes snarere, at det kvæler bogens konflikter med lyddæmper og får den til at virke paradoksalt berøringsangst.

Alle figurer står uhjælpeligt på undertekstens side, det er læserens opgave at løse knuderne op. Men det er jo netop hele bogens pointe, kunne man nu indvende. Anmelderen har misforstået det hele. Berøringsangsten udstilles gennem et sprog, der selv er det. Smart.

’Vi ses, Pellerøv’. Anne Sofie Hammer. Høst & Søn. 68 sider. 170 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her