Læsetid: 5 min.

Frank Sinatra som livløs kliche

Bellevue Teatrets Frank Sinatra-forestilling er hverken dramatisk interessant eller musikalsk substantiel nok til at fastholde interessen
Flemming Enevold som Frank Sinatra når aldrig rigtig ud over klicheerne. Pressefoto: Isak Hoffmeyer/Bellevue

Flemming Enevold som Frank Sinatra når aldrig rigtig ud over klicheerne. Pressefoto: Isak Hoffmeyer/Bellevue

27. januar 2017

Til omdrejningspunkt for sit sangstykke om Frank Sinatra, Under My Skin, har manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver Flemming Enevold valgt året 1968. Da var Sinatra 53 år gammel og befandt sig karrieremæssigt i et vadested, som nok bør kaldes en krise.

Den rockmusik med tilhørende subkultur, som han lige fra dens fremkomst i midten af 1950’erne havde foragtet og offentligt undsagt sig ved hver en given lejlighed, var gået sejrrigt ud af kampen mod det som Sinatra og ligesindede interessant nok kaldte »good music«.

Ikke at de tog fejl. Den række sangsolister, der udsprang fra big band-boomet i swingæraen fra starten af 30’erne til midten af 40’erne, kunne i bedste fald hente deres repertoire hos nogle af alle tiders ypperligste sangsmedes produktion; enere som Cole Porter og Irving Berlin eller makkerpar som George & Ira Gershwin og Richard Rodgers & Lorenz Hart (og efter dennes død Oscar Hammestein III) og mange flere.

Læg dertil en stribe uforlignelige arrangører og orkesterledere samt fremkomsten af lp-pladen, der gav kunstnerne muligheden for at sammensætte et sammenhængende ’program’ for deres lyttere. I sandhedens navn kastede perioden også en stor portion kønsløs gylle af sig (»How Much Is That Doggie in the Window« og så fremdeles), hvorfor fremkomsten af Elvis Presley og hans ligesindede virkede som et frisk pust, der galvaniserede teenagere verden over.

I 1960’erne satte Beatles, Stones og Dylan en ny dagsorden, samtidig med at de store årgange foretog et frontalangreb på de foregående generationers livsstil og normer. Sinatra gik derfor på ganske få år fra at være indbegrebet af en ultrahip ring-a-ding-ding swinger til at være udpræget old hat.

Ikke at han mistede sit stampublikum, men der kom ikke mange nye til, da hans relevans i de år var til at overse, også selvom han i 1966 havde et af karrierens største hits med »Strangers in the Night«.

En sang han i øvrigt højlydt udråbte til »a piece of shit«. I 1968 lå kanoniseringen af sangeren langt ude i fremtiden, på daværende tidspunkt kæmpede han primært med at finde et musikalsk ståsted i en verden, hvor elguitar, bas og trommer havde overtaget de store orkestres rolle og den ny tids kunstnere i udstrakt grad selv skrev deres materiale.

Blegner i forhold til forlægget

Så langt, så godt. Bellevue Teatrets forestilling om manden, Under My Skin, falder i to akter, hvoraf det første udspiller sig i et pladestudie, hvor Sinatra (altså Enevold) kæmper med at vælge et passende repertoire til sit næste udspil.

Hans modspiller er Smiley (Bjarne Henriksen, som i løbet af stykket giver den som tekniker, producer, manager, drukkammerat og hvad situationen nu ellers kræver, en stoisk altmuligmand for Vorherre), der tager stjernens raserianfald og humørsvingninger i stiv arm, sørger for smøger og sprut og holder sammen på de i alt seks (i øvrigt glimrende) musikere, der er til stede, og som ufortrødent adlyder solistens indfald og luner.

For synge gør han, denne Enevold, og det bliver stykkets akilleshæl. Ikke at han synger dårligt, såmænd, men fordi han ikke synger godt nok. Ikke i forhold til forlægget.

Værst står det til med uptempomaterialet, fordi Enevold simpelthen ikke swinger, men selv om det går lidt bedre med balladerne, overdøves indsatsen af lyden af Sinatras originalversioner, som de trænger sig på i lytterens baghoved. Og de er meget svære at abstrahere fra, skulle jeg hilse og sige. En malplaceret fællessangsversion af Dean Martins »That’s amore« gør ikke tingene bedre.

Sinatra finder så i løbet af første akt ud af, at han har brug for sønnen Frank jr., der indforskrives i form af Johannes Nymark, hvorefter et klassisk, næsten parodisk far-søn drama udspiller sig.

Hvorvidt den ældre Sinatra, som stykket påstår, bevidst saboterede sønnikes karriere for at få ham over på sit hold, vides ikke, men Nymark kæmper tappert med de smuler, hans figur har fået at arbejde med, mens Frank senior manipulerer, bander, drikker, ryger og i det hele taget viser sig som den skiderik, han også var. Interessant nok afviser han stort set alle sønnens forslag, selvom Sinatra-kendere vil vide, at han sidenhen indspillede de sange, sønnen foreslår, bl.a. Simon & Garfunkels »Mrs. Robinson« og Lennon-McCartneys »Yesterday«.

Klicheernes overdrev

I selve stykket høres primært årgangs-Sinatra såsom »In the Wee Small Hours of the Morning«, »Angel Eyes«, »One For My Baby«, »Fly Me to the Moon« og mange, mange flere. Centralt i handlingen står den franske sang »Comme d’habitude«, som den Frank, Jr. gerne selv vil synge.

I David Bowies originale oversættelse (igen ved jeg ikke om dette er historisk korrekt, men sjovt fundet på er det da), »Even a Fool Learns to Love«. Den ældre Frank kritiserer den sønder og sammen, ikke mindst melodien, som han finder rædselsfuld. Ha ha, vi ved jo godt, hvordan det går (»Comme d’habitude« dannede senere forlæg for »My way«, red.).

Stykkets andet akt foregår op til en premiere i Las Vegas, hvor Sinatra opsøges af sin nemesis i form af hans tidligere hustru, Ava Gardner, spillet af Marie Askehave. De gennemspiller i lyntempo ægteskabets had-kærligheds-agtige karakter, og det er alt sammen uhyre udvendigt og mest en undskyldning for at kunne synge lidt mere, bl.a. »The Lady Is a Tramp« som duet, selvom parret faktisk slipper bedst fra »Cry Me a River«, der normalt forbindes med Julie London. Måske derfor.

Jeg skal ikke kede med yderligere referat, blot sige at den førnævnte franske sang atter dukker op, med ny tekst af Paul Anka og nu betitlet »My Way«. Så må læseren gætte sig til resten. Desværre løfter manuskriptet sig ikke op over klicheernes overdrev, og det bliver derfor svært at holde interessen fanget.

Man må naturligvis applaudere modet bag stykket, for enhver, der giver sig i kast med Sinatras definitive versioner af en række såkaldte standards, er ikke bange af sig. Men så skal det satme gøres bedre end her. Og der kunne måske også være kommet et spændende drama ud af stoffet, som har masser af konflikter at byde på. Det er der bare ikke.

’Under My Skin’. Bellevue Teatret. Instruktion: Mads Wille. Manuskript: Flemming Enevold. Medvirkende: Flemming Enevold. Johannes Nymark. Bjarne Henriksen. Maria Askehave samt seksmands orkester under ledelse af Daniel Johansson

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu