Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det gnistrer ikke i vandmændenes verden

Simon Kvamm har i de sidste femten år været en af de absolut største hitmagere på dansk grund. På sin solodebut tager han os tættere på Simon Kvamm end nogensinde, og han tager os med ind i sin metaltræthed i forhold til at være kunstner og menneske. En træthed, som på godt og ondt sætter sig igennem i pladens æstetik
Kultur
27. januar 2017
Simon Kvamm er blevet en voksen mand og skriver på sin nye soloudgivelse om den træthed og desillusion, der også følger med årene. Pressefoto: Mette Johnsen/Sony

Simon Kvamm er blevet en voksen mand og skriver på sin nye soloudgivelse om den træthed og desillusion, der også følger med årene. Pressefoto: Mette Johnsen/Sony

Det var garanteret en cold day. Og det regnede vel også. Helt sikkert er det, at vi sad i et klasseværelse på Tønder Gymnasium, vi gik i 1.g, og Emma havde lige fundet numrene »Movie Klip« og »En Wannabe Darth Wader« på iTunes, numre, der senere kom på Nephews anden plade USADSB.

Jeg havde ikke hørt om Nephew før. Deres første album, Swimming Time, var ikke rigtigt slået igennem.

Men der var noget instantly forfriskende over de to numre, Emma havde fundet noget, der gik rent igennem højttalerne i hendes bærbare Mac anno 2003 og ud i klasselokalet, hvor vi sad en lille håndfuld musikinteresserede og lyttede med.

Det var selvfølgelig afgørende for Nephews udtryk, at de blandede dansk og engelsk på en spændende måde. På de to numre i hvert fald var det helt klart noget, jeg kunne relatere til.

Det rummede en vis komik, men det gav dem også mulighed for at udtrykke nogle mørkere ting – frygten for, at nogen går fra én for eksempel – og sige det på nye måder, som ovenikøbet mindede om vores eget sprog (ja, det er ikke kun gymnasieeleverne i SKAM, der tager engelske ord ind i deres hverdagslingo).

Siden USADSB er der som bekendt sket en farlig masse for Nephew. De har spillet flere gange på Roskilde Festivals Orange Scene, solgt et hav af plader og samarbejdet med en af tidens hotteste sangskrivere og producere, Timbaland. Yes, Nephew er ikke bare big in Denmark, selvom de vel stadig er Superliga.

Nephew har således altid været et show med store armbevægelser. Også for forsanger Simon Kvamm, der udover at være kendt fra Nephew og DR-satireserien Drengene fra Angora er kendt for sit samarbejde med Skanderborg-troubadouren Peter Sommer.

Men på Simon Kvamms spritnye solodebut, Vandmand, kommer vi tættere på end tidligere, ind bag de store armbevægelser, og her finder vi en metaltræthed efter i imponerende mange år at have været en af Danmarks absolut største landeplagekreatører, hvis ikke simpelthen bare den største.

En metaltræthed, som på godt og ondt sætter sig igennem i pladens æstetik. Det sætter sig i stemningerne, i tematikken, i lyrikken, i arrangementerne. Nogle gange ligner det intimitet og rummer ganske stor skønhed, andre gange virker det mere dovent og har en mindre spændende effekt i mine ører.

’I luften’

Musikalsk er Vandmand på mange måder som en, ja, vandmand. Den er ikke slimet, det er bestemt ikke min pointe, men produktionerne er bløde og luftige med runde trommelyde og svævende synthesizere. Simon Kvamm synger med en velvalgt træthed og melankoli i stemmen.

Sangene og kompositionerne er enkle, næsten gennemsigtige. De ligger og vugger i vandet, som det syngende jeg, lad os bare kalde ham Simon Kvamm, på titelnummeret, der faktisk skiller sig ud ved at være relativt upbeat.  

Når vi kommer tæt på Simon Kvamm, er det ifølge pladen en vandmand, vi kommer tæt på: »De tror det’ en haj / men det’ bare mig / under skibene / alt det jeg ik’ forstår.«

På det eftertænksomme »I Luften«, som – på trods af et ret irriterende la-la-la-stykke – nok er min favorit på pladen, reflekterer Simon Kvamm over tiden, der går. »Vi er i luften, vi er ik’ ved at lette,« synger han og reflekterer både over karriere og liv, hvor retningerne allerede er udpeget. De er gamle, de er ikke længere på affyringsrampen. Og der er en eksplicit metaltræthed i forhold til at skrive sange på spil:

»Vi sætter os til rette / med hver vores dyre pen / vi spænder vores sele / tænker lad det hele begynd’ / vi drejer på gassen / vi råber ’let’s go’ / men inden i os selv / tænker vi ’oh’.«

I denne sang tager han mig helt tæt på, hvad det vil sige at være »25 + 16« år, som han synger et sted. Men den træthed i forhold til sangskrivningen er altså også en central del af æstetikken, og her kommer vi til min største anke, når jeg hører pladen.

Revner i loftet

For når Simon Kvamm synger la-la-la-la på »Vandmand«, lyder det næsten som om, at det lige var det nemmeste at gøre. Hvilket nok ikke er sandheden, men ikke desto mindre effekten.

Og så føles det i øvrigt en del steder som om, at der også er en træthed på spil i forhold til at skrue lyrikken sammen. På »Revner« for eksempel, hvor melodien og lyrikken hakker af sted, hånd i hånd:

»Der var en revne / i loftet på mit værelse / jeg lå hver nat og gloede på den / og tænkte på hvad der ku’ ske / hvis den nu fortsat’ ned ad muren / og ned i fundamentet / og vores hus det styrted’ sammen / hvad sku’ jeg så gøre ved det.«

Her sætter han mig sgu lidt på prøve, for ja, han bruger faktisk billedet med revner til at tage os tæt på sin egen aldringsproces, når knoglerne i kroppen begynder at slå revner, og det har en vis ærlighed over sig.

Men der er også bare noget fladt over sproget i det udklip og en del andre steder på pladen. Det har ikke den gnist, den fornyende effekt, som jeg mærkede første gang, jeg hørte »Movie Klip«.

Og selvom det måske er en pointe med pladen, en pointe, som jeg nu har brugt det meste af min tekst på at tale for – træthedsæstetikken og alt det der – så savner jeg det altså: Jeg savner de momenter, hvor sproget og melodierne slår gnister, også selvom gnisterne må have trange kår i vandmændenes land.

Simon Kvamm: ’Vandmand’ (Genlyd/Sony Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Simon Kvam får smagt på sproget og betoningen, så vi alle får smagt sprogligheden, tvetydigheden og sammenstødene, det er superliga!