Læsetid: 7 min.

Guldagers pædagogiske pensel

Katrine Marie Guldagers nye roman leverer varen i form af underholdning og etisk funderet samtidskritik
’Katrine Marie Guldager vil også vise os det, som kristendommen lærer os alle, nemlig at vores tid her på Jorden altid vil være uperfekt. At menneskelivet er uperfekt. At vi ikke hver især behøver opfinde livets mening og ikke behøver være så bange for at være i en andens magt, vi, der som Guds børn altid er i en andens magt,’ skriver Erik Skyum-Nielsen.

’Katrine Marie Guldager vil også vise os det, som kristendommen lærer os alle, nemlig at vores tid her på Jorden altid vil være uperfekt. At menneskelivet er uperfekt. At vi ikke hver især behøver opfinde livets mening og ikke behøver være så bange for at være i en andens magt, vi, der som Guds børn altid er i en andens magt,’ skriver Erik Skyum-Nielsen.

Martin Bubandt

14. januar 2017

Der er sket adskilligt med smagsnormerne i litteraturen, siden Katrine Marie Guldager i 1994, nyudklækket fra Forfatterskolen, debuterede med et bind digte, og siden hun med de kasseformede Ritter Sport-tekster i Styrt (1995) fik sit tidlige gennembrud.

Allerede dengang søgte postmodernismen at gøre det helt legitimt at mikse elementer fra elite- og lavkultur, og siden har man set flere forfattere genanvende formgreb, som i modernismens mere asketiske æra automatisk udløste rynken på næsen, når de optrådte i, hvad man anså for ’seriøs’ litteratur.

Guldager bidrog selv aktivt til denne æstetiske nyorientering, da hun i Det grønne øje (1999) dels lagde sig op ad Karen Blixen, dels viste sans for den brede angelsaksiske underholdningsroman, og i sin Køgekrøniken (2010-16) tillod hun sig, på én gang klodset og elegant, at lege med den gammeldags alvidende fortæller og dermed blæse højt og flot på den pæne, såkaldt finlitterære smag.

Om hendes nye roman, som udkom i sidste uge, blot fem dage ind i det nye år og godt en uge efter, at hun fyldte 50, oplyser forlaget, at den er blevet til i dyb hemmelighed, sideløbende med færdiggørelsen af Bror og søster og Ilden. Heri har vi måske en forklaring på, at En uskyldig familie virker så overskudspræget, så let, så ubesværet fortalt, så rummelig og så munter.

Filmegnet fokus

Men når beretningen cykler så fermt af sted, hænger det nok også sammen med, at forfatteren har valgt sig et tydeligt fokus. Ikke alene har hun villet levere et stykke professionel underholdning. Hun har også ønsket at genfremsætte sin efterhånden ret velkendte etisk funderede kritik af 60’ernes og 70’ernes forældre for narcissisme og deraf følgende svigt i omsorgen for deres børn.

Til sidstnævnte projekt udvælger hun sig som lovlig lette ofre ægteparret Jytte og Holger, som bosætter sig i Svendborg og får så travlt med henholdsvis socialt arbejde og økologisk grønsagsdyrkning, at de kun har sex med hinanden siger og skriver tre gange!

Til gengæld får de gevinst hver gang – først da Jytte kan bringe lille Frederik hjem fra hospitalet »i en sivkurv, der er håndflettet af indianske bjergbønder og hjembragt fra Peru af en fyr, der kaldte sig Futuro«.

Holger reagerer karakteristisk nok ved at retirere til arbejdsværelset, og siden glider de før så glade hippieforældre da også såre forudsigeligt fra hinanden, idet faren isolerer sig ude på Drejø, mens Jytte tager sig elskere på stribe. En af disse bliver årsag til »Nøgleepisoden« – en rigtig lækkerbisken af en filmegnet scene, hvor Frederik låser galanen og moren inde og nægter at lukke dem ud, før de har giftet sig! Her maler Guldager, vanen tro, med den tykke pædagogiske pensel.

Ro i familien

Og hvordan går det så de arme omsorgssvigtede børn? Lillebroren Jakob bliver psykisk syg og isolerer sig i en lejlighed i byen, den mellemste, Lene, bliver teolog og sognepræst, ligeledes i Svendborg, og Frederik, som vi hører langt mest om, går tidligt ind i Venstres Ungdom, tager HA og stiger til tops i finansverdenen i først London og senere USA.

Den yngste går altså i hundene og til bunds, søsteren træder i tro tjeneste hos Gud, og storebroren søger til Mammon. Dermed er generationsopgøret tegnet skarpt op og diskussionen åbnet om sande kontra falske værdier og kristendom versus kapitalisme.

Det har tydeligvis moret forfatteren at researche både til sin skildring af folkekirken i dag og til historien om Frederiks jonglering med kurser og kapital. Men det hele går en smule for hastigt og skematisk for sig, antagelig just fordi hovedhensigten er etisk og ideologisk: Efter et nervesammenbrud vender pengefyren hjem til Danmark, blot for hurtigt at gifte sig ind i det mest pengegriske miljø i landet og køre i en Audi til over tre millioner.

En tid ser det ud til igen at skulle gå ham ilde, men eftersom hans kone Birgitte elsker ham, som han er, og godt kan lide, hvad hun ser, selv da han viser nye, problematiske sider af sig selv, kan romanen tage afsked med ham i den mest forsonlige stemning. Da hans datter begynder i vuggestue, står han ligesom før op klokken seks for at tjekke kurser, og årsindkomsten runder snart igen millionen; men vi skal som læsere stole på, at hans menneskelighed i kraft af kærligheden trods alt er forblevet intakt.

Efter nogenlunde samme model forløber historien for Lene, hvis australske sexmonster af en mand ikke volder hende synderlige sorger, nej, nej, eftersom hun ikke kan få børn, adopterer de med glæde slutproduktet af et af hans sydfynske sidespring!

Lidt akademisk blær

Til en reception forleden kom jeg til at stå imellem en berømt lingvist og en belæst litterat. »Hej, kan I hjælpe?« spurgte jeg.

»Jeg skal skrive en artikel, som på forhånd tegner til at blive kedelig og skematisk, men vil godt fucke den op med blæret faglig terminologi. Forfatteren, jeg skal anmelde, betjener sig eksempelvis flittigt af prolepser eller foregribelser, nogle gange tilmed helt ud over handlingens grænse. Men så forekommer der også eksempler på værdidomme og analyser, som står helt for fortællerens regning.«

»Det skal du bare kalde auktorial infiltration,« sagde litteraten.

»Tak,« svarede jeg, men hvad så med de talrige opregninger af punkt 1, 2 og 3, som efterlader det indtryk, at forfatteren har skrevet ud fra en huskeliste?

»Det kunne du kalde afatisk enumeration,« sagde lingvisten, der også havde svar på rede hånd, da jeg efterlyste et begreb for retoriske treklange med stigende intensitet af typen Kasper, Jesper og Jonathan:

»Kan du ikke danne dit eget nye begreb og tale om fraktal trifoni

Det være hermed gjort. Og jeg kunne såmænd fortsætte selv og kalde de idelige synsvinkelskift for variabel intern fokalisering. Eksempler på det hele står i kø. Foregribelse sker efter formlen »Endnu vidste han ikke.«

Fortællerindblanding har vi, når en person bliver beskrevet, imens han sover, eller når romanen pludselig stiger op med simultan helikopter og som i en tegneserie oplyser, hvad der sker et andet sted.

Opregning får vi, da Frederik vender hjem fra en ødegårdsflugt. Birgitte tager imod ham i døren og bemærker, »1) at han var ubarberet, og 2) at der var noget blødt, noget sårbart ved hans læber«. Og vil man have eksempel på en treklang, endda en firdobbelt treklang, kan man studere denne passage, hvor Frederik efter Jyttes død af en galopperende kræftsygdom pludselig indser, at han måske alligevel ikke var så omsorgssvigtet endda:

»Nu huskede han glæden ved at høre hendes stemme i entreen, hendes varme, velkendte krop, hendes evige bekymring. Han huskede sin egen bekymring for hende, hvordan han hængte [skulle der ikke have stået hang?] ved hvert ord, resterne. Han huskede, at han havde ventet, ventet, ventet, også længere end man kan forvente af et barn. Han mærkede, hvordan det ville have været, hvis hun havde set ham, været der for ham, været til at stole på, han så pludselig sin egen længsel som noget fuldstændig enkelt.«

Dobbeltkønnet dameblad

Det pudsige ved denne brug af fraktal trifoni bliver så, at denne teknik slet ikke er ny i forfatterskabet, men forekom allerede i Styrt.

Lidt anderledes forholder det sig med de øvrige virkemidler, om hvilke man kunne sige, at ingen triviallitterær overfladeeffekt åbenbart er for tyndslidt til at kunne genanvendes i dette sære eksempel på episk økologi, denne massive recycling af (hvad vi gik og troede var lutter) affald fra det 19. og 20. århundredes romaner.

Betragtet gennem den såkaldt »gode« smags briller fremstår En uskyldig familie som skrevet med VERSALER af en robot stykket sammen af kurser i kreativ skrivning; men skævheden i en sådan dom skyldes, at forfatteren jo netop er bedøvende ligeglad med den pæne smag, og at hun betjener sin romanmaskine så meget dygtigere end de fleste andre i faget. En uskyldig familie bliver derved noget så paradoksalt som ærligt snyd og ægte simili. Et dameblad med ligelig appel til begge køn.

Har jeg således relativeret og modificeret min indledende udstilling af romanen som et fermt trivialprodukt, bliver jeg også nødt til afslutningsvis at præcisere, at dens budskab ret beset stikker dybere end dens kritik af en forældregeneration, der var for selvcentreret til at kunne se og elske sine børn og på denne baggrund sætte dem grænser og lære dem normer.

Katrine Marie Guldager vil også vise os det, som kristendommen lærer os alle, nemlig at vores tid her på Jorden altid vil være uperfekt. At menneskelivet er uperfekt. At vi ikke hver især behøver opfinde livets mening og ikke behøver være så bange for at være i en andens magt, vi, der som Guds børn altid er i en andens magt.

Mere lokalt og historisk specifikt udmunder dette budskab i en kritik af danskerne, denne snotforkælede nation, der får det meste af tiden til at gå med at kommentere vejret, og som omgås hinanden så afmålt som muligt og i øvrigt er evigt forvissede om, at staten vil sørge for os. Måske vi slet og ret havde brug for denne roman?

Katrine Marie Guldager. ’En uskyldig familie’. Roman. 298 sider. 300,00 kroner. Politikens Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu