Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hiphoppens sexisme modarbejdes på dens eget territorium

De tre kunstnere Mykki Blanco, Yves Tumor og serpentwithfeet kaster lys over hver deres hjørne af den afrikansk-amerikanske LGTBQ-scene med queer-hiphop, mørklagte lydeksperimenter og gospel for hedninge
Kultur
27. januar 2017
Mykki Blanco udfordrer normen i et hiphop-univers, der traditionelt ikke har været så begejstret for at lege med kønsidentiteter.

Mykki Blanco udfordrer normen i et hiphop-univers, der traditionelt ikke har været så begejstret for at lege med kønsidentiteter.

Santiago Felipe/Redferns

Frank Ocean gør det. Janelle Monáe gør det. Young Thug gør det til dels: repræsenterer den afrikansk-amerikanske LGTBQ-scene, der netop nu blomstrer i det musikalske landskab.

Kunstnerne på denne scene har dele af deres identitet til fælles, men kigger man på deres musikalske æstetik, er diversiteten lige så stor, som farverne i regnbueflaget er mange. Blandt andet hos de tre kunstnere Mykki Blanco, Yves Tumor og serpentwithfeet.

De udgav hver især et album i slutningen af 2016, og deres vidt forskellige musikalske udtryk understreger forskellige nuancer af den voksende scene.

Mykki i fokus

Vi begynder i New York, hjemsted for performancekunstneren Michael Quattlebaum Jr. og dennes kvindelige alterego, rapperen Mykki Blanco. Sidstnævnte er en karakter, der begyndte som en teenagepige i en youtubevideo fra 2010 og sidenhen er blevet en pioner inden for LGTBQ-hiphop.

Mykki er hendes første fuldlængde album, og som navnet antyder, er det en selvbiografisk udfoldelse af Blancos persona – en sammensat rapper anno 2016 med alt, hvad det indebærer.

Mykki er en nocturnal rapper, der mest tænker på sex, og hvis omdrejningspunkt er de medicinske rusmidler xanax og lean. Men Mykki forkaster stoffer til fordel for ægte, men uigengældt kærlighed; blotter sig og bekender sig til et ønske om intimitet. Mykki sender nøgne snapchats, hader sociale medier og dyrker hverdagens overflade med tøj fra Fendi og Prada.

Isoleret set kunne albummet være udgivet af så mange andre kunstnere. Sex, stoffer og sociale medier er ikke ualmindelige emner inden for rap, og musikalsk bevæger vi os rundt i hiphop-genren – fra bubblegum rap til hårde beats – men aldrig ud af den.

Til gengæld giver kunstnerens person udgivelsen en stærk kant. For Mykki må høres med Mykki i fokus, og albummet er mest af alt en leg med køn og kønsroller.

Hiphop-miljøet har ry for at være stærkt sexistisk, og i raptekster har afsenderen indflydelse på opfattelsen af indholdet. Derfor betyder sætninger som »dress like a woman / fuck I love women« noget fuldstændig forskelligt, afhængigt af om de kommer fra en straight fyr eller fra en muskuløs Blanco i kjole.

Hun rapper med stemte s’er om narkokarteller og hård sex, og et nummer med titlen »For The Cunts« er ikke sexistisk, men en hyldest til klubbens bøsser. Med fokus på sin egen farverige og komplekse person er Mykki Blanco en stærk og vigtig stemme, der modarbejder hiphoppens sexisme på hiphoppens eget territorium.

Mykki Blanco med sangen 'I'm in a mood'. 

Henlagt i mørke  

Blanco har de seneste år skabt et voksende kunstnerkollektiv og pladeselskab, DogFood, med henblik på at udvide opfattelsen af afrikansk-amerikansk musik.

Et medlem er Yves Tumor – en gådefuld kunstner, som i modsætning til Blancos selvpromovering holder alle personlige detaljer skjult for offentligheden. Hans seneste udgivelse Serpent Music er en 44 minutter lang collage, der spænder over alt fra bluesguitar og østlig noise til afrikanske polyrytmer og reallydsoptagelser.

Serpent Music begynder ellers let tilgængeligt. De første numre har med liveinstrumentalisering en blueslignende karakter, og »The Feeling When You Walk Away« kan med sit fængende guitarriff næsten kaldes et radiohit sammenlignet med det, Tumor ellers udgiver.

Som pladen skrider frem, lukker mørket sig omkring lytteren i takt med, at vi føres længere ind i Tumors univers. De fleste numre på Serpent Music er bygget op over hver deres figur, et lydligt skelet, der loopes i en uendelighed og farves af klange fra overalt i verden. Afrikanske trommerytmer og instrumenter fra østens templer giver rituelle fornemmelser, der blandes med reallyde og støj.

Tumor lyder både af hardcore elektroniske eksperimenter og af thailandsk spa resort, og det bidrager til sløringen af alt, hvad der kunne lede på sporet af personlig information. 

Yves Tumor er en privat kunstner. Alligevel har Serpent Music karakter af at være en meget personlig udgivelse. Det kan give lyst til at lave en biografisk lytning af albummet. Drage paralleller mellem tekster som »isolation / inside a corpse / can’t find a function« og en følelse af fremmedgørelse hos kunstneren. Tale om oplevelsen af social angst, der toner frem, efterhånden som vokalen overdøves af reallydsoptagelser fra større menneskemængder.

Men musikkens repeterende elementer har en meditativ og hypnotiserende effekt, der animerer til at lade sig rive med ind i mørket frem for at intellektualisere lytteoplevelsen.

Yves Tumor med sangen 'The Feeling When You Walk Away'.

Hedensk gospel

I New Yorks neonlys bor Josiah Wise, der udgiver musik under navnet serpentwithfeet. Han er en dramatisk karakter, der ikke er bange for at behandle det komplicerede. Det ses f.eks. på ordene »HEAVEN« og »SUICIDE«, som er tatoveret med versaler henover hans hoved, og det høres på EP’en blisters, hvis fem numre alle har karakter af noget højtideligt og overjordisk.

blisters pakkes glasstumper fra et knust hjerte ind i barokkens tykkeste fløjl og silke. Det er højtornamenterede symfoniske arrangementer, hvis melodier lige så godt kunne være skrevet af Frank Ocean, når han er i sit mest dystre lune.

Den stemning kan måske tilskrives produceren, The Haxan Cloak, som ellers mest bevæger sig i et mørkt hjørne af hård elektronisk musik. På blisters breder han sig lige så voldsomt ud over en fuld orkestrering, og EP’en gennemsyres af en faretruende kraft, der konstant er på vippen til at kamme over.

serpentwithfeet med sangen 'Four Ethers'.

Wise har en baggrund som klassisk sanger og betegner selv sin musik som »hedensk gospel«. Det er et begreb, der ikke kun favner de musikalske elementer, hvor kirkens indflydelse høres i melodier og vokalarrangementer, men altså også rummer de tematiske aspekter, som i højere grad er okkulte.

Nummeret »Four Ethers« refererer for eksempel til Rudolf Steiners idéer om mennesket som et åndeligt væsen. På »flickering« synger Wise »Take this body as yours/don’t let me doubt you/I offer myself to you«, men om den tiltalte udfylder en rolle som gud eller kæreste forbliver uvist, og sådan skabes et kunstnerisk rum med plads til refleksion over de åndelige oplevelser, vi ellers sjældent taler om. 

Musikalsk er serpentwithfeet 90’ernes R&B diva Brandy med et gospelkor i en stort orkestreret opera, og hans visuelle identitet leder tankerne hen på videodronninger som Björk og Kate Bush. Alt i alt en gennemført kunstner, som med sin første EP både forlanger og fortjener opmærksomhed.

Mykki Blanco: Mykki (DogFood Music Group). Yves Tumor: Serpent Music (PAN). serpentwithfeet: blisters (Tri Angle)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Celia Skaarup

Mykki er crossdresser og queer, med en riotgrrl baggrund, jeg synes det er problematisk at skribenten kalder ham "kvinde" og "hun". Arg, hvor typisk....

Agnete Hannibal

Hej @Celia,

Jeg tænkte en del over, hvordan man skulle skrive om Blanco. Endte med at gå med "hun", fordi albummet Mykki er udgivet af personaen Mykki Blanco frem for Michael Quattlebaum (og så vidt jeg har forstået er Mykki Blanco som karakter en kvinde). Fik læst mig frem til at Blanco selv siger god for begge dele, men synes det er ret spændende at bibeholde idéen om et album udgivet af et alterego. Tak for din kommentar i hvert fald. Det er vigtigt at tale om.

Bedste hilsner Agnete

Celia Skaarup

Mykki Blanco er ikke som karakter en kvinde, men optræder som begge dele? Det fremgår også af musikvideoerne. Men fair enough ift at bruge begge pronomener han/hun som acceptabelt.