Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Humoristisk alvor i Smærup Sørensens nye noveller

Midt i sin enkle almindelighed minder Jens Smærup Sørensens nye noveller os om, at hvert eneste øjeblik potentielt repræsenterer en åbning
Kultur
21. januar 2017

Af og til hænder der noget sært, når nogle små, helt upåfaldende ord bliver sat sammen og anbragt som overskrift på en tekst eller som titlen på en hel bog.

Som nu her, hvor Jens Smærup Sørensen har taget to noveller, der tidligere har været offentliggjort henholdsvis i et lægetidsskrift (2013) og i en påskeantologi (2015) og smækket dem sammen med en længere nyskreven fortælling, hvis overskrift så får lov at levere den fælles overskrift, Hendes nye dag.

Det er på én gang en lille og meget stor titel, fordi den midt i sin enkle almindelighed minder os om, at hver dag er ny. At hver morgen giver os en mulighed, at hvert eneste øjeblik potentielt repræsenterer en åbning. Spørgsmålet bliver så, hvorvidt vi tager imod og lukker op.

Fristelser og tilbud

For Hjørdis på 62, titelnovellens altdominerende hovedperson, burde den nye dag være en prægtig gave. Hun er lige gået på pension efter trofast i årtier at have kørt en tandlægeklinik med otte til ti ansatte, fra otte til 18 fem dage om ugen. Nu skal hun, som der står, finde sin nye struktur. Ægtemanden Bjørn har stadig travlt som advokat, sønnen Martin befinder sig et sted langt pokker i vold, og selv kan hun nu fyre havemanden og selv agere gartner.

Men gider hun overhovedet det? Vil hun ikke hellere modtage den søde brasilianske rengøringshjælp kun iført sin badekåbe eller tage imod en frokostinvitation fra den vildtfremmede kvinde på gymnastikholdet, der har »udsøgt sig« og »overfaldet« Hjørdis, og som det allerede er blevet for sent at spørge hvad hedder?

Eller hvad med gymnasiekæresten Hans-Georg, som ikke lige forstod at holde sig til dengang for mange år siden, men som nu for ikke så længe siden på Facebook, som optakt til en tæt sværm af nye stadigt mere ophedede beskeder, har »sendt hende den triste, fortrøstningsfulde, uforskammede meddelelse« om, at hans kone netop er død?

Et tremmeværk

Inden dagen er omme, er tanken om »hendes nye struktur« brat afløst af et indre kaos:

»Hun kunne ingen steder være. Og skulle hun. Eller skulle hun og alt hvad der havde været hendes liv bare væk, var der ikke andet muligt liv end et nyt, som hun selv kunne skabe, en ny struktur, åh ja, som hun spandt sig af sig selv – jo, det gamle væv var blevet et tremmeværk, og skulle hun aldrig være den der fangede. Resten af sine dage sidde parat til at blive ædt, af nogen eller noget som ikke kunne smage forskel, nej hun måtte sætte sig nu. Se at få skrevet til Hans-Georg.«

Hvilket hun gør og klikker »send«. Men hvor hun derefter havner, og hvordan hendes liv nu vil forme sig, kan vi kun gisne om, for novellen slutter abrupt med, at hun ligger med vidtåbne øjne og stirrer mod et loft, der løfter sig i mørket. Mesterligt skildret er det, bevægende gjort som en ufiltreret indlevelse i det paniske sind.

Humoristisk nonchalance

Også de to andre noget kortere noveller anbringer deres hovedperson i en slags Janushoved-situation, på grænsen mellem fortid og fremtid, mellem det gamle, velkendte og det endnu ukendte.

I »Imvas« (hebraisk for Emaus) møder vi en Jesu-tilhængere, som efter korsfæstelsen glider tilbage i sine tidligere funktioner som drukkenbolt, slagsbror og horkarl, men som til slut alligevel forsøger at fatte det uforståelige, at hans frelser lever, selv om han jo døde.

Og i »Mesothelion« (latin for lungehindekræft) følger vi en skævt ironisk, galgenhumoristisk journalist gennem hans sidste dage, på et hospice. Her repræsenteres den nye dags og livets mulighed primært af sygeplejersken Camilla, der, som det sigende hedder, snakker, »som om det er en selvfølge for os alle, at døden kan komme inden dagen er omme, og at vi, så godt vi kan, må nyde hvert et nu. Inklusive dette nus indbyggede forventning om det næste og det næste og ti næste ti og hundrede tusinde«.

Læg mærke til den humoristiske nonchalance i denne dybt alvorlige passage. Det er typisk for Smærup at bringe os så tæt på en sammensat person og ubesværet indfange evigheden i et nu. Lille af format, men stor i kunstnerisk rækkevidde og eksistentielt perspektiv svarer Hendes nye dag fint til sin korte, men ret flotte titel.

Jens Smærup Sørensen: ’Hendes nye dag’. 3 noveller. Gyldendal. 122 sider. 149,95 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her