Læsetid: 3 min.

Idealisten, der bare måtte sende ’dick pics’

Dokumentarfilmen om Anthony Weiner, der tabte kampen om borgmesterposten i New York, fordi han ikke kunne lade være med at sende ’dick pics’ til fremmede kvinder, vil hverken dæmonisere, latterliggøre eller forklare hans handlinger. Måske er det derfor, den er så god
27. januar 2017

Demokraten Anthony Weiner stod i 2013 til at vinde borgmesterposten i New York til trods for den skandale, der to år tidligere fik ham til at trække sig fra sin plads i Repræsentanternes Hus: Weiner havde fra sin offentlige twitterprofil sendt en fremmed kvinde et billede af bulen i sine boksershorts.

Det skulle han som en gift mand, der gerne ville tages alvorligt i sit politiske arbejde (og som ovenikøbet har et efternavn, der er slang for tissemand), ikke have gjort.

Han skulle heller ikke have nølet med indrømmelsen og antydet, at han var blevet hacket. Og han skulle slet ikke være fortsat med at sende dick pics til fremmede kvinder, hvis han ville det bedste for sig selv og sit politiske projekt.

Det kan man vist godt konkludere, efter at have set dokumentarfilmen Weiner.  

Sympatisk og fejlbarlig idealist

Weiner er et interessant portræt af et driftigt og karismatisk menneske, der brænder for sit politiske projekt – at gøre New York til et middelklasseparadis.

Man ser ham råbe højt i Kongressen, når han mener, at republikanerne hykler, og man ser ham gå på gaden og svinge regnbueflaget og andre minoritetsfaner. Man tror på, at han mener det.

Man ser ham fortryde sin grænseoverskridende onlinelummerhed på pressemøder og i et af filmens tidligste interview. Her fortæller han også, hvordan hans kone, Hillary Clintons betroede og højtstående medarbejder Huma Abedin, reagerede.

»Hun var meget opsat på at få sit liv tilbage, som jeg havde taget fra hende, og på at jeg skulle få styr på det rod, jeg havde lavet. At stille op som borgmesterkandidat var den mest direkte vej til det,« forklarer Anthony Weiner.

Man tror på, at deres ægteskab er stærkt og også handler om at få udrettet noget i verden sammen. Huma Abedin – der selv har stor opbakning i det demokratiske vælgerkorps – har tilgivet sin mand, og nu ser de fremad.

Og så – bedst som man hepper på den sympatiske og fejlbarlige idealist af en borgmesterkandidat, der bare gerne vil tale om sin boligpolitik i stedet for sine dick pics – rammer en ny sexskandale.

Der var flere billeder, som blev sendt til flere kvinder efter sidste skandale, og der var telefonsex og udtalelser, hvor Weiner var lidt for hurtig til at omtale den slags i datid.

Pludselig handler filmen ikke længere om at komme videre og komme igennem med sit budskab, men om akut politisk og personlig damage control.

Pressen kaster sig frådende over Weiner og hans kampagnemedarbejdere, der føler sig røvrendt og taget som gidsler af deres chefs manglende impulskontrol. Anthony Weiner forsøger efter bedste evne at finde den relevante grimasse at møde sine støtter og ikke mindst sin kone med.

Han har en usædvanlig levende og smidig mimik, men det er stadig ikke nemt at finde et ansigtsudtryk, der på en gang udtrykker skyldbevidsthed, forståelse for de andres frustration og fortsat tro på det fælles projekt, som hans kandidatur er.

De scener, hvor Huma Abedin ser på ham med et undrende, såret og isnende blik uden at sige et eneste ord, er pinefulde.       

Tror I, det er sjovt?

Weiner er fuld af komik og pinagtighed, men prøver på intet tidspunkt at dæmonisere eller latterliggøre sin hovedperson. Psykologisk motivanalyse er filmen også dejligt fri for.

Filmen er et nøgternt portræt af en mand, der kæmper en hård og ikke særlig vellykket kamp for sin værdighed som politiker, ægtefælle og arbejdsgiver. Der er flere scener, hvor han bliver synligt og hørbart vred på vælgere, der har travlt med at fælde moralske domme over ham.

»Tror I, det er sjovt for mig at være her?« råber han til et fjendtligt indstillet vælgermøde og pointerer, at det ikke er for sin egen skyld, men for byens, at han er troppet op.

Den gennemgående gåde i Weiner er, hvad der driver ham til at gøre ting, der spænder ben for hans politiske projekt, som mange mennesker har engageret sig i, og som sårer hans kone og får ham selv til at fremstå som en latterlig figur. Om han overhovedet vil sit eget bedste.

’Weiner’. Dokumentar. Instruktion: Josh Kriegman og Elyse Steinberg. Vises som månedens dokumentar i Cinemateket

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nikolai Beier
  • Torben Lindegaard
Nikolai Beier og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lone Nicolajsen

Jeg krummede i den grad tæer på Weiners vegne, da han måtte tage vejen gennem en burgerjoint, for at komme op på sit eget kampagnekontor - en af telefonsexpartnerne havde stillet sig op foran hovedindgangen ledsaget af flere journalister med god TV dækning.

Eller da han i det jødiske bageri - Weiner er jøde - fik harket i hovedet, at han var gift med en araber.......Ingen kan blive borgmester i New York uden de jødiske stemmer.

Uha........men det er umuligt ikke at falde for og beundre Huma Abedin; men selvfølgelig måtte hun forlade ham til sidst.