Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jackie Kennedy skiftede ikke den blodige kjole

En chilensk instruktør gør sit indtog i amerikansk traumegods med filmen om Jackie Kennedys tid umiddelbart efter mordet på JFK. Det er en forventeligt sørgelig filmfortælling, men også uvant sanselig og lyrisk
’Jackie’ formidler en rundtosset sorgproces i en nonlineær fortælleform, der antager drømmens form.

’Jackie’ formidler en rundtosset sorgproces i en nonlineær fortælleform, der antager drømmens form.

Scanpix

Kultur
13. januar 2017

Det er en begivenhed, der er tatoveret i den kollektive hukommelse, også selv om man overhovedet ikke var født dengang. Dengang John F. Kennedy blev skudt. Den 22. november 1963.

Der er blevet skrevet og filmet og analyseret i én uendelighed. Med Oliver Stones JFK fra 1991 fik konspirationsparanoikerne det pièce de résistance, som de ikke engang vidste, de ville have. Ja, så sent som i Mark Frosts roman The Secret History of Twin Peaks fra slutningen af sidste år var mordet en del af det vidt forgrenende plot, der også involverede aliens, ufoer, indianerfordrivelse, Watergate og så videre.

Den chilenske instruktør Pablo Larraín har med sin film Jackie valgt et helt andet fokus, en helt anden fortælling, nemlig om JFK’s hustru, Jaqueline Kennedy. Intim, uvant sanselig, lyrisk, grænsende til det klaustrofobiske i sin undersøgelse af enkens første uge efter mordet på ægtemanden.

Den åbne præsidentbil alene på den vindblæste motorvej i fuld fart mod hospitalet med JFK. Hans åbne kranium i hustruens skød. I Air Force One, hvor Lyndon B. Johnson tages i ed (se det legendariske foto, hvor en fuldstændig granatchokket Jackie står ved siden af den nye præsident). I Det Hvide Hus, hvor Jackie Kennedy hurtigt er i vejen og til besvær.

Magt i sengen eller verden

Den britiske musiker Mica Levi (også kendt under navnet Micachu) har skrevet et manende soundtrack, der træder ned ad en enkelt ekspressiv vej for filmiske lydspor. Strygere styrtdykker i psyken. Klaver trykker på smertefulde nerver. Musik udstiller rums ensomhed. Strygere ankommer i overvældende bølger og trækker sig væk fra lytteren som forræderiske understrømme. Det er stærkt dramatisk uden at blive dumpt følelsesdikterende.

Nogle vil måske indvende, at Jackie forpasser chancen for at se på de store politiske bevægelser i tiden efter mordet. Men det vil være at ignorere den offentlige røntgen og den politiske vilje, der lyser gennem Jackie Kennedys handlinger. Samtidig med at det svarer til at kritisere sort for ikke at være hvid nok. For Jackie undersøger trods alt ikke i sit udgangspunkt et politisk, men et psykologisk rum, som virkeligheden netop har smadret med en rambuk.

Vi er vidner til offerets desperate forsøg på at genoprette ordenen i dét rum. Måske allerstærkest udfoldet i hendes samtaler med fader Richard McSorley (John Hurt), som trøster hende med, at han lige som alle andre mennesker tvivler på det hele, når han ligger i sin seng om natten. At verden kun lige er akkurat nok til, at man gider stå op om morgenen.

Hun fortæller ham, at hun og gemalen sjældent sov sammen. Han siger, at en kvinde må vælge mellem at have magt i sengen eller i verden.

I filmens rammefortælling er hun i gang med at udøve magt i verden. Nu, hvor ægtesengen definitivt er ensom. Det er en uge efter mordet, og hun har hidkaldt magasinet Lifes hæderkronede journalist Theodore H. White.

Hendes strategi dér midt i sorgens favn er at diktere sin afdøde mands eftermæe, og her lægger hun vægt på myten om Kong Arthurs fortryllende slot, Camelot, hvor skønånder og politiske idealister dannede bolværk mod samtidens barbari.

Hun fortæller, hvordan parret yndede at lytte til en indspilning af musicalen Camelot inden sengetid. »Don’t let it be forgot, that once there was a spot, for one brief shining moment that was known as Camelot,« som det blev sunget i en af sangene. White har siden sagt, at han efterkom en sørgende enkes ønske, og at han er uenig i dén udlægning af Kennedy-klanens tid i Det Hvide Hus. Der fandtes aldrig et Camelot, heller ikke dér.

Et ærkeamerikansk traume

Samtidig blotlægger filmen den magtkamp, der lynhurtigt opstår mellem enken og den nye Johnson-administration og Kennedy-familien. Og hvordan paranoiaen breder sig igennem USA efter mordet, hvilket gør den stort planlagte sørgemarch til stridens æble.

En strid, som Jackie Kennedy vinder med den stort anlagte, rigt besøgte begravelse, ligesom hun også får gennemtrumfet, at han ikke begraves på familiegravstedet, men på Arlington National Cemetery, hvor soldater og statsmænd stedes til hvile.

Men Jackie vil også noget andet. Den formidler en rundtosset sorgproces i en nonlineær fortælleform, der antager drømmens form – eller måske bare karakter af den smertefulde vildelse, som Jackie Kennedy befandt sig i. Tanker og scener foldes ind over hinanden i en fornemt klippet flashback-struktur.

Vi er på hovedpersonens side, i et filmsprog, der taler i desorienteringens, uvirkelighedens, chokkets tunger. Nærbilleder, der isolerer hende fra omverdenen. Vidvinkler, der fortegner virkeligheden.

Jackie er en undersøgelse af et ærkeamerikansk traume. Hvordan magtapparatet og institutionerne kramper sig sammen, hvordan former skal holdes, selv om skellet mellem det offentlige og det private bryder sammen. Jackie Kennedy, der insisterer på at beholde sin blodstænkede, nu ikoniske lyserøde kjoledragt på. »I want them to see what they’ve done.«

Og Natalie Portman i hovedrollen. Ikke kun formidabel på de let aflæselige parametre, hvor hun for eksempel har tillagt sig en drævende Atlanta-dialekt, der slægter den tidligere førstedame på. Men også fordi hun formår at vise et stort spektrum af følelser og overlevelsesstrategier: chok, sorg, afmagt, opgivelse, vrede, stolthed, politisk snilde, magtudøvelse. Fra det komplet opløste til det bandsat fattede. Det er gribende nøgent, uden at blive følelsespornografisk.

’Jackie’. Instruktion: Pablo Larraín. Manuskript: Noah Oppenheim. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her