Jim Jarmusch har altid været en stor mester i det små. Fra han vandt vores hjerter med Stranger Than Paradise i 1984 eller Down by Law i 1986 eller Mystery Train i 1989 eller Taxi – Night on Earth i 1991, så var det hans underspillede instruktion og virkemidler og hans små historier om excentriske menneskers forviklinger, der var så betagende. At han kunne finde stort filosofisk og ekstremt nærvær i hverdagens trivialiteter.
I Jarmuschs film er der ingen sex (ikke så vidt jeg husker) og i hans første tre film ingen eller stort set ingen fysisk vold. Volden får mere plads undervejs i hans værk – allerede med den tredje historie i Mystery Train fra 1989 og senest med hans vampyrfilm Only Lovers Left Alive fra 2013.
Hans nye film, Paterson, er en tilbagevenden til det store i det små. Uden vold. Ja, den leger endda med klicheerne om vold. En forsmået elsker trækker en pistol frem i en bar, men den er ladet med skumgummikugler.
En bil fuld af unge tatoverede fyre og tung hiphop på anlægget stopper ved vores hovedperson i en dunkel gade. Men de kommer med en advarsel – ikke en trussel – om at nogen kunne finde på at stjæle hovedpersonens hund. »It’s real out there,« siger den olmt udseende knægt.
Yin-yang overalt
Paterson er navnet på hovedpersonen – flegmatisk, forsigtigt poetisk formuleret af Adam Driver – buschauffør i byen Paterson, New Jersey. Som også er titlen på et populært episk digt, der blev publiceret fra 1946 til 1958 af virkelighedens bysbarn, den amerikanske digter William Carlos Williams.
Filmens hovedperson skriver selv digte, især om kærligheden til hans hustru Laura, inkarneret af iransk fødte, fransk residerende Golshifteh Farahani. Hun er en hausfrau, der ikke laver andet end at forsire og designe videre på parrets hjem, når hun ikke laver aftensmad.
Filmens handling er enkel: Paterson vågner med sin hustru. Så går han på arbejde og kører bus. Kommer hjem. Spiser aftensmad med hustruen. Lufter den engelske bulldog Marvin (spillet af Nellie, altså en hunhund!). Tøjrer hende uden for en bar og får et par enkelte. Sover de uskyldiges søvn.
Der er spejlinger og yin-yang og gentagelser overalt i filmen. Der er tvillingepar. Hustruen arbejder konstant med at finde på nye mønstre i sorthvid, på gardiner, muffins, kjoler, you name it. Og hver dag skal Paterson rette postkassen uden for deres hus. Hver dag skriver han på sine digte, inden bossen forstyrrer ham med sin brok over livet.
Solid som en boksebold
Men hver dag er der også forandringer. Nye mennesker sidder nye steder, lyset falder anderledes. I bussen og på stambaren konverserer folk om forskellige, tidligere beboere i Paterson. Bokseren Rubin ’The Hurricane’ Carter. Allen Ginsberg. Den italiensk fødte anarkist Gaetano Bresci. Lou Costello fra 1940’ernes og 50’ernes komikerduo Abbott and Costello (som de også navngiver rumvæsenerne efter i Arrival).
Paterson er en solidt bygget film. Men det er en boksebold også. Og nok så meget teknik kan aldrig nogensinde blive til et kunstværk uden den afgørende sinusknude, der dunker inde fra værket og forlener det med en vilje eller en væren, der gør det til noget afgørende meningsfuldt, æstetisk vellykket og/eller bare fucking overrumplende.
Paterson er ingen af delene. Jo, Paterson, vil gerne fortælle os noget vigtigt: At gentagelsen ikke findes, at dagligdagen er fuld af nuancer og små skift. Hvis vi gransker den. Det er også noget, Knausgård taler om.
For pokker, det er noget, jeg taler om, når jeg vil lyde klog: At barnets oplevelse af verden er en rig, dyb, langsom, porøs sansning, som vi alle burde stræbe efter. At vi voksne derimod lever i teflonbeklædte transportkorridorer fra punkt A til punkt B. At vi burde huske på, at der altid er noget nyt at lære i det gammelkendte, hvis bare vi flytter synsvinklen en smule eller giver os tid til at undersøge vante omgivelser.
En åndet enkelthed
Men ærlig talt, det er en efterhånden banal og anerkendt pointe, der kræver en overraskende kunstnerisk formulering for at give mening i en spillefilm. Det sker ikke her. Paterson er en fin lille, men lettere kedelig film.
Fersk fotograferet af Frederick Elmes, der ellers har brilleret i film som Eraserhead, Wild At Heart, Blue Velvet, The Ice Storm og flere tidligere Jarmusch-film (men før eller siden falmer vi jo alle sammen). Og der er en barnlighed og en kyskhed i parrets forhold, der får det til at virke uvedkommende.
Til filmen er der både tidligere udgivne og til formålet skrevne digte af digteren Ron Padgett. De er fine fordybelser i dagligdagens og parforholdets mirakler, og, ja, måske er det bare denne anmelder, der er for desillusioneret til at finde Paterson og Lauras kærlighed rørende i al sin uskyld.
Nogle ville måske kalde den buddhistisk. Men jeg hælder mere til infantil, endimensionel og naiv. Kærlighed er fuld af knaster, ligesom vi selv er det. Og jeg ville løbe skrigende bort fra et forhold som hovedpersonernes, for der er ikke plads til rigtige mennesker.
Men det tror jeg ikke interesserer Jarmusch. Han ønsker at fortælle om dagligdagens magi og om overgivelsen til det enkle og til nuet. Det virker bare som en kedelig dagligdag, en åndet enkelhed og et sindsoprivende passivt og aggressionsundertrykkende nu, han besynger.
Både i indhold og form underdriver Jarmusch sig denne gang ihjel. Paterson er triviel, og det vil den også gerne være. Men det afholder den ikke fra at blive for triviel.
’Paterson’. Instruktion og manuskript: Jim Jarmusch. Amerikansk (Biografer landet over)
