Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En kugle i kraniet for oplevelsens skyld

Et dekadent, erotisk betonet efterliv venter dem, der tager på rejse i performancen og kunst-virtual reality-oplevelsen ’Doom Room’ på natklubben Chateau Motel
I ’Doom Room’ er man seks gæster ad gangen. I et rum finder man en nøgen kvinde med hvid paryk og hvidpudret hud. The Oracle hedder hun, og man får et svinehjerte at passe på

I ’Doom Room’ er man seks gæster ad gangen. I et rum finder man en nøgen kvinde med hvid paryk og hvidpudret hud. The Oracle hedder hun, og man får et svinehjerte at passe på

Victor Jones

Kultur
24. januar 2017

Det er en flot riffel. Kikkertsigte og det hele. Den – jeg – har vist lige nedlagt et dådyr. Der ligger et dødt eksemplar af arten mellem mine ben, med indvoldene taget ud og organiseret på græsset.

Jeg sidder ved en skov. Mine hænder vejer våbnet, så bliver det vendt om og rettet mod mit ansigt. Jeg åbner instinktivt munden. Jeg har altid anset mig selv for at være et empatisk menneske. Jeg lever mig ind i situationer og menneskers liv og levned. Håber jeg.

Som den sidste gerning i dennesidigheden lukker jeg mine læber om enden på et geværløb. Der trykkes på aftrækkeren. Det er okay.

Egentlig havde jeg regnet med at skulle opleve virtual reality for første gang i computerspillets form. Noget med at skyde vildt omkring mig, mens jeg fik hjerteflimmer af de naturtro gengivelser af zombier i hælene på mig. Men det blev med Doom Room, en kunstperformance og en virtual reality-seance eksekveret i natklubben Chateau Motel i København City.

En ceremoniel kunstoplevelse med afsmitninger fra David Lynch, Stanley Kubrick, John Waters, Jeunet & Caro, Cabaret og black metal.

Et svinehjerte i hænderne

Man er seks gæster ad gangen. Vi ledes op ad en vindeltrappe af en splitterravende nøgen kvinde. Hvid paryk, hvidpudret hud. The Oracle finder jeg senere ud af, at hun hedder. Vi får et svinehjerte hver at passe på.

En lige så nudistisk anlagt, ligeledes hvidmelet mand, træder ind og nedstirrer os. En for en dirigeres vi ned på knæ for at drikke en Bloody Mary, som var det nadver. Og en for en – med minutters mellemrum – lukkes vi via en ståldør ind til en kutteklædt personage.

Der ytres ikke et ord under ritualet. Lokalet er stearinoplyst, der er gennemsigtig plastik over møbler og som forhæng. En slags kryds mellem slagteri og natklub. Det højtidelige, okkulte i ritualet skubber os ind i en stemningszone, i en form for behersket alarmberedskab.

Det hjælper selvfølgelig også på den dunkle forventningshorisont, at vi på forhånd har fået »trigger warnings« – altså advarsler om Doom Rooms indhold – foranlediget af, at flere testpersoner har reageret voldsomt på oplevelsen. Vold, død, blod, organer, hajer lyder en del af advarselslisten.

Efter døden bliver det syret

Doom Room er et interessant eksempel på, at VR hurtigt er blevet omfavnet af kunstneriske sjæle, i det her tilfælde filmskaberen Jesper Dalgaard, der har skrevet manuskript og instrueret værket, og produceren Mads Damsbo.

Teknologiens sanseforførende potentiale appellerer – forståeligt nok – til filmskabere, der ser muligheden for at drukne tilskuerne i deres kunst i langt mere ekstrem grad end vi kender det fra gængse 2D- og 3D-film.

Inde bag metaldøren får jeg en tung gummikappe, lukkede hovedtelefoner og virtual reality-briller på. Blind og døv for omverdenen. Suspenderet i en verden defineret af virtual reality-filmens skabere.

Der opstår relative sammensmeltninger mellem real- og avatarkrop. Når jeg for eksempel tidligere refererede til »mine hænder«, »mine ben«, »mit ansigt«, så var det til filmens forholdsvis virkelighedsnære, tredimensionelle førstepersonperspektiv, der optimalt set får vores kognition til at forveksle virtuelle kropsdele med vores egne. Eller i hvert fald hoppe med på spøgen.

Det virker ok. Således er det helt instinktivt, at jeg åbner munden for geværløbet. Fordi jeg allerede – vel et par minutter inde i VR-filmen– spiller med, accepterer, hvad der foregår. Tager en kugle gennem kraniet for oplevelsens skyld.

Efter døden bliver det hele mere syret. Et lyserødt barlokale med hvidt lysgulv. Blegt sminkede børn i hvide skjorter, en fyr med lilla slips, der synger lige foran mig. Jeg ser mig over skulderen. En kæmpe bartender, langt over to meter, ser ned på mig. Senere rækker han mig en drink, en »skinny bitch«, som jeg ikke kan gribe om.

Så er jeg i frit fald, ned på bunden af et akvarium med hajer. Senere morfer rummet tilbage til baren. Snart står to enorme bodybuildere på hver side af mig. Jeg er lænket og ledes ind i et S/M-kinky rum med bure og en flok kvinder med ryggen til.

Nyt rum. En buttet fyr danser lummert fem-syv meter foran mig i et dekadent natklub-interiør. Siden er endnu en fyr kommet til, og de fyrer den af lige foran mig.

Blind og døv

Øjenkontakt er en central del af Doom Room-filmdelen. Kvinderne i S/M-rummet vender sig og ser på mig. Drengene. Sangeren. Bartenderen. De ser på mig. Jeg ser på dem. Jeg føler mig set. Der er en forbindelse, en udfordring. Et empatisk rum. Og synet er den afgørende sans, og det narres på flere forskellige måder i nogle strålende glid mellem virtual og actual reality, som jeg ikke skal afsløre her.

De spørgsmål til vores opfattelse af identitet, som loves i præsentationen af værket, oplevede jeg ikke. Jeg kunne mærke min sociale nervøsitet i forhold til at stå blind og døv i et ukendt rum, bevares, men det kan vel dårligt kaldes en udforskning eller udfordring af, hvem jeg er – eller hvordan jeg opfatter mig selv.

Doom Room formår til gengæld at skabe et overgangsritual mellem den prosaiske virkelighed, at formgive en portal til, hvad der føles og opleves som et indre, dødserotisk univers. Man føler sig på fysisk besøg i et andet menneskes drøm. Det er en overraskende intim og opløftende oplevelse.

 
En kugle i kraniet for oplevelsens skyld

Hej, jeg hedder Ralf Christensen. Jeg har lige skudt mig selv i hovedet med et gevær. https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/01/kugle-kraniet-oplevelsens-skyld

Posted by Dagbladet Information on Tuesday, January 24, 2017

Doom Room – kan opleves på Chateau Motel, Kbh., til og med lørdag den 28. januar. Der skal bestilles billetter – chateaumotel.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her