Læsetid: 4 min.

En mand ser sort

Lige nede under velfærdsstaten gemmer rovdyrenes rige sig. Fenar Ahmad sætter sig i respekt som strålende actioninstruktør og parforholdsdramatiker i hævndramaet ’Underverden’
Danmark har fået en ny strålende actioninstruktør, der siger noget nyt og nødvendigt om vores samfund, mener Ralf Christensen.

Danmark har fået en ny strålende actioninstruktør, der siger noget nyt og nødvendigt om vores samfund, mener Ralf Christensen.

Scanbox

20. januar 2017

Selvtægten er (bitter)sød. Og selvtægtsmenneskets hævn er en potent drivkraft. Fra Hamlet til Stieg Larsson. Fra En mand ser rødt til Kill Bill. Men hævnen og selvtægten er – som vi ved fra en del af for eksempel Quentin Tarantinos værk – også en doven og nem motor i mindre værdige værker.

Det er et billigt fix, en adrenalin, der efterlader en tom fornemmelse i kroppen på os, hvis ikke formidleren husker os på, at hævn er som at pisse i bukserne. Det føles godt i øjeblikket, men konsekvenserne er ubehagelige.

Det er heldigvis tilfældet i danske Fenar Ahmads anden spillefilm Underverden. Det er ikke en nem og uovervejet vej ind i selvtægten og hævnen, som hovedpersonen Zaid – sammenbidt og fremragende realiseret af Dar Salim – tilbagelægger.

Han er dansk hjertekirurg med irakiske forældre og nyder en mere end komfortabel tilværelse med sin højgravide hustru Stine. Han er med andre ord klatret opad den sociale stige, faktisk i så høj grad, at han kan nyde en laber udsigt over hovedstadens havn og skyline fra parrets lejlighed højt oppe i Gemini-bygningen på Islands Brygge.

Lillebroderen Yasin er til gengæld på vej ned ad den sociale deroutes olierede sliske. Han ankommer uanmeldt til Zaid og Stines middagsselskab og tigger sin storebror om 100.000 til at komme ud af en gæld til nogle skidte typer. Zaid afviser ham rasende – kun for kort efter at se Yasin levende for sidste gang, på intensivafdelingen, gennembanket, snart død af sine kvæstelser.

Vold avler vold. Zaid kan ikke ryste vreden og skylden af sig og begynder at undersøge præcis, hvad det var for nogle skidte typer lillebror var i kløerne på. Den arrogante og voldelige respons på hans spørgsmål tirrer ham bare yderligere, og snart ser Zaid rødt – eller måske rettere sort. Ud af lyset, ind i mørket, som filmens dualistiske plakat også indikerer.

Kongen af nattelivet

Underverden er Fenar Ahmads anden spillefilm efter debuten med den fine, korte hiphop-film Ækte vare. En film om, hvordan venskaber og sammenhold i betonboligblokkene udfordres af muligheden for social opstigning gennem rapkunst. I Ækte vare forlader vi vores protagonist, mens han overvejer, om han skal forlade sin baggrund og tage imod hesteskoen opad i hierarkiet.

I Underverden følger Ahmad – og medmanuskriptforfatter Adam August – en hovedperson, der har foretaget opstigningen og nu må erkende de enorme kløfter mellem det gamle og det nye Danmark.

Zaid er trådt ind i en lyserød, gammeldansk, privilegeret verden. »Du var da med i Caribien?« Tag noget mere dyr rødvin. Den storsmilende ven med solbriller i panden holder fernisering. Ham her er kongen af nattelivet. Og det kriminelle miljø i Albertslund, hvor Zaid kommer fra, og hvor lillebror Yasin mødte sine banemænd, det dukker op i hurtige biler for at servicere københavnerkunsteliten med coke.

Zaids sociale opstigning har betydet et farvel til rødderne og ultimativt til et dødeligt svigt. Ikke at det ikke er forståeligt, at Zaid har vendt det hele ryggen, når man ser den potentielle inerti i at være forblevet tro mod rødderne – eksemplificeret ved Zaids far, der sidder lænket til sofaen og ser arabiske nyheder, mens han fortæller sin søn, at Danmark ikke er deres hjem.

Underverden handler altså også om fadergenerationens svigt, som i værste fald kopieres videre til sønnerne. Som Zaid siger til en bølle, der siger, at han har to børn: »To børn – det gør dig ikke til en far.«

Og Underverden handler om nationens ligegyldighed over for de marginaliserede. En ligegyldighed inkarneret af ordensmagten, da det hurtigt står klart, at der ikke bliver ruttet med ressourcerne til at finde en vaneforbryders drabsmand. Vi er ikke lige for loven, og det ved vi jo godt, gør vi ikke?

Altså er Underverdens kritik nuanceret og retter sig mod både etablissement og udkant.

Stærk dialog

Sammenligningen med Pusher er oplagt. Det er narkomiljøer, blot ikke længere på et for længst gentrificeret Vesterbro, men i Albertslund, som Zaid opsøger. Og som i Pusher rammer realismen og volden som en knytnæve dekoreret med glasskår.

Så rummer Underverden til gengæld en langt mere sofistikeret, kompliceret og samfundsbevidst konflikt og splittelse i sin undersøgelse af middelklassens afskærmning fra den udmarvning, undertrykkelse og vold, der gemmer sig i rovdyrenes rige, nede under velfærdsstaten.

Volden er hård, meget hård. Men den føles så også så brutal, fordi den opstår i en kontrast til tryghedsboblen og danskerhyggen. Fordi personerne er blevet tegnet i tre nuancerede dimensioner. Og fordi Ahmad (og August) er så strålende til at give Zaids liv farve i kinderne.

Der bliver ikke gjort nar af forholdet til Stine. Hun har ben i næsen, og hendes indsigelser mod Zaids styrtdyk i hævnen fremstår fuldt ud berettigede. Der er stærkt dialogarbejde både i parforholdskriserne og i nogle af Stines megakejtede møder med Zaids fortid og baggrund.

Underverden er et forbløffende vellykket parforholdsdrama, en socialrealistisk skarptskåren kritik og et jerneffektivt actiondrøn.

Min eneste indsigelse er, at den kammer over i sin action. Ahmad havde ikke behøvet at skubbe Zaid ud mod den karikerede superheltehævner. Vi er rigeligt anfægtede af hans dilemmaer og hans ofre til at føle med ham, holde med ham, holde af ham, ønske hævnen. Men også – og det er her Underverden lykkes max – vide, at konsekvenserne af den er uoverskuelige.

Jeg tænker, at resultatet af den mere end rigelige vold i Underverden er, at den vil nå langt ud til den danske ungdom, men at den vil afskrække en del fra voksengenerationerne. Og det er en skam. For det er virkelig en strålende og topprofessionelt eksekveret film.

Så. Har Danmark fået en ny strålende actioninstruktør? Ja, det har vi. Har vi fået en instruktør, der siger noget nyt og nødvendigt om vores samfund? Ja. Har Fenar Ahmad fundet den perfekte balance mellem det kritiske og det underholdende? Ikke helt. Men næsten.

’Underverden’. Instruktion: Fenar Ahmad. Manuskript: Fenar Ahmad og Adam August. Dansk. (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu