Da den amerikanske modeskaber Tom Ford for små ti år siden debuterede som filminstruktør med A Single Man, blev det faktum, at han var designer, lidt for ofte brugt imod ham og filmen: Den var smuk at skue, men i høj grad form med kun overfladisk indhold. Intet kunne være mere forkert.
A Single Man var en betagende og meget bevægende film om en midaldrende homoseksuel mands ubodelige ensomhed og hans jagt på accept og den flygtige kærlighed.
Filmens og hovedpersonens pertentlige, gennemdesignede look hjalp kun med til at understrege historiens tematiske og mentale gods, og det samme kan man sige om Fords anden og ikke mindre stærke film som instruktør, Natdyr, der nu når de danske biografer. Det er en på flere måder barsk film, både fysisk og følelsesmæssigt, og så er den spændstigt fortalt og simpelthen så begavet iscenesat.
Galleriejeren Susan Morrow (Amy Adams) lever det på overfladen perfekte liv sammen med sin flotte og rige forretningsmand, Hutton (Armie Hammer). De har et stort hus spækket med dyr kunst, chauffør og tjenestefolk, men ægteskabet går ikke godt – de er gledet fra hinanden, og han er hende utro – og Huttons virksomhed skranter. Susan er tilmed blevet alt det, hendes mor var, og som hun som ung, aspirerende kunstner selv frygtede at blive: Et koldt og kynisk menneske, der kun går op i status og prestige.
Sjælden energi
En dag får Susan leveret en pakke indeholdende manuskriptet til en bog af hendes eksmand, forfatteren Edward Sheffield (Jake Gyllenhaal), som hun ikke har set i 19 år. Bogen, som han kalder Nocturnal Animals – Natdyr – handler om en mand, Tony Hastings (også Jake Gyllenhaal), der på en øde landevej i Texas kommer i klammeri med en flok unge bøller (blandt andre spillet af en uhyggelig Aaron Taylor-Johnson), som ender med at kidnappe hans kone (Isla Fisher) og store teenagedatter, India (Ellie Bamber). Tony selv lades tilbage, alene og ødelagt, fordi han ikke formår at hjælpe sin familie.
Mens Susan læser bogen og bliver meget berørt af den voldsomme historie, begynder hun at tænke tilbage på sit liv med den søde, men i hendes og hendes mors øjne svage Edward, der hellere ville forfølge sine kunstnerdrømme end tjene penge, og det går op for hende, at bogen er hans opgør med hende og den ødelæggende måde, hun valgte at forlade ham på til fordel for Hutton.
Susan lever sig med i historien om Tony, der mister sin menneskelighed og værdighed sammen med sin familie, og Tom Ford lader de to personer, Susan og Tony, spejle sig i hinanden, når han lader billeder og scener fra de to lag i historien glide over i hinanden.
Det er elegant lavet, og selv om Natdyr består af tre narrative lag – nutid og fortid i filmens virkelighed og så bogens fortælling – er man aldrig i tvivl om, hvor man befinder sig. Faktisk giver det film og historie en sjælden energi og dynamik, som rusker op i både publikum og en ret beset velkendt historie om mennesker i parforhold, der gør hinanden fortræd.
Kærlighed og kildevand
Jeg er meget begejstret for Natdyr, næsten lige så begejstret, som jeg var for A Single Man. Tom Ford har, ikke overraskende, en veludviklet visuel sans, og hvor nutidsdelen af filmen er som taget ud af et katalog over livet for de rige og de smukke, er fiktionsdelen, altså bogens fortælling, mindre strømlinet og mere rå og samtidig let overdrevet og melodramatisk. Det giver nogle gode kontraster, også på lydsiden, når der krydsklippes mellem de to dele.
Men det er som skildrer af sårede, søgende desperate mennesker, der ligesom titlens natdyr – det var også noget, Edward kaldte Susan, der aldrig kunne sove – ikke kan finde ro, og som gør skade på sig selv eller andre, at Ford for alvor stråler.
Han er en dygtig personinstruktør, og Jake Gyllenhaal er brillant som den sårbare, følsomme Edward/Tony, der ikke for alvor hører hjemme i en verden uden plads til drømmere som han selv.
Amy Adams er ikke mindre god som kvinden, der til at begynde med tror, hun kan nøjes med kærlighed og kildevand, men som alligevel ikke kan lade være med at søge alle livets materielle goder for så at se tilbage på alt det, hun undervejs har mistet, med sorg i sindet.
Natdyr er en nådesløs dissektion af menneskelige relationer og de mekanismer og følelser, der driver os, hvad enten det er begær, frygt, drømme, ambition eller noget helt andet – og som indimellem bringer os lykke, indimellem ødelægger alt for os.
Det er også et drama om den stærke kvinde, der må erkende, at hendes styrke har forrådt hende, og om den gode og følsomme mand, der tvinges ud i mørket. Det er en tragedie, og det er en vældig forførende én af slagsen.
’Natdyr’. Instruktion og manuskript: Tom Ford (efter roman af Austin Wright)
