Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Når musikken dominerer billedet

To nye udgivelser, Jóhann Jóhannssons ’Arrival’ og Mica Levi og Oliver Coates ’Remain Calm’, fungerer på hver deres måde som billedskabende lydproduktioner – som henholdsvis et soundtrack og et eksperiment udi improvisation
Kultur
6. januar 2017

Sammenfald mellem visuelle og auditive oplevelser er et fænomen de fleste kender til. Det kan være konkret, når en film akkompagneres af et soundtrack, eller mere tilfældigt, når bestemt musik i sig selv danner billeder på nethinden.

De to forskellige måder er for nylig eksemplificeret ved Jóhann Jóhannssons soundtrack til filmen Arrival og Mica Levi og Oliver Coates' improvisationseksperiment Remain Calm.

Den islandske komponist Jóhann Jóhannsson kan efterhånden kaldes fast lydligt inventar i Denis Villeneuves film som skaber af musikken til Prisoners, Sicario og den kommende Blade Runner 2049. Det nyeste resultat af samarbejdet mellem de to er soundtracket til Arrival, en sci-fi-fortælling om den første kommunikation mellem mennesker og rumvæsener.

Villeneuve og Jóhannsson arbejder tæt sammen fra tidligt i processen, når musik og film skabes, og det er måske grunden til, at Jóhannssons kompositioner – ud over at være et målrettet soundtrack – også har karakter af at være lyddesign til Arrival. De veksler mellem at være uomgængelige for forståelsen af filmen og så at træde i baggrunden til fordel for billedsiden.

De fleste stykker hviler på en tæt tåge af dronebaserede figurer, som spilles af varierende grupper i et symfoniorkester. Rytmiske gentagelser fra slagtøjsgruppen kunne lige så godt være lydligt resultat af militært udstyr, som bruges i mødet med rumvæsenerne.

I faretruende sekvenser sønderrives dronetågen af dramatiske udladninger fra blæsere, så elementer i musikken selv opleves som en invasion af den jordiske dagligdag. 

Hyldest til vokalen

En stor del af soundtracket er ambiente, forventningsskabende stemningsflader, og et enkelt fremmed stykke indgår i selve filmen, nemlig Max Richters »On the Nature of Daylight« (hvilket er grunden til, at Arrival er udelukket fra en mulig Oscar-nominering). Men de mest enestående elementer udgøres af korarrangementerne, som er skabt i samarbejde med Paul Hillier og det dansk baserede korensemble Theatre of Voices.

I en film, der handler om sprog og kommunikation, virker det elegant at bruge menneskets stemmer i ordløse korarrangementer. Stemmen er det bærende element for et af soundtrackets temaer, som findes i nummeret »Heptapod B« og går igen gennem hele filmen.

Nummeret præsenterer et ostinat – en kort rytmisk og melodisk sekvens, der gentages gennem kompositionen – som er en variation over avantgardisten Joan La Barbaras »Erin«. Næsten som når man i hip hop sampler andres musik, refererer Jóhannsson her til en anden kunstners værk ved at bruge uddrag fra La Barbaras musik i sine egne kompositioner.

Det er først og fremmest et kunstnerisk valg, der fungerer som en del af soundtrackets æstetiske udtryk, men det bliver også et betydningsladet påskeæg for dem, som kender til referencen.

Ud over La Barbara vandrer tankerne naturligt til andre fremtrædende komponister inden for sidste århundredes kortradition – specielt Karlheinz Stockhausens Stimmung og Meredith Monks Vessel er iørefaldende.

På den måde er Arrival-soundtracket en hilsen til en stolt vokalhistorie, der ellers primært udfolder sig inden for avantgarden. Men den titter da også frem, når Björk udgiver ny musik, eller den optræder i muteret form hos Kanye West, når han inkorporerer korarrangør Caroline Shaws kompositioner i sine sange.

Hos Jóhannsson lyder science fiction anno 2016 mere af menneskets stemme end af elektroniske elementer, og det forslag virker både overraskende og fuldkommen naturligt på samme tid.

Lydlige stemningsbilleder

I et andet, filmisk univers findes pladen Remain Calm af Mica Levi og Oliver Coates. Her er ikke tale om et soundtrack til en film, men alligevel er det en udgivelse, der har en stemningsskabende effekt og danner billeder på indersiden af øjenlågene.

En introduktion af kunstnerne er nok på sin plads, for ingen af dem er særligt rampelyssøgende, men de er ikke desto mindre bemærkelsesværdige. Både Mica Levi og Oliver Coates bevæger sig primært i den elektroniske musik på baggrund af en musikalsk opvækst i den klassiske verden.

Coates er klassisk uddannet cellist, og med sine udgivelser understreger han den sammenhæng, der findes mellem klassisk avantgarde-tradition og nyere elektronisk musik.

På hans plade Upstepping danser celloen til minimalistisk techno som en forlængelse af den mest oplagte sammenligning, Arthur Russell, men Coates udfolder sig også ofte i samarbejder med andre kunstnere, senest på Radioheads album A Moon Shaped Pool.

Levi kendes blandt andet fra udgivelser under aliaset Micachu, men også fra sit arbejde med elektroniske fredsforstyrrere som Dean Blunt og Arca. Derudover udforskes det atmosfæriske af Levi, når hun komponerer filmmusik. Det høres på hendes hårrejsende smukke soundtrack til Jonathan Glazers sci-fi-thriller Under the Skin fra 2013 og bliver igen aktuelt i januar med soundtracket til JFK-filmen Jackie.

Hver deres personlighed

Det er måske en hallucination skabt af kendskab til kunstnerens omkringliggende virke, men Levis fremskridende arbejde med filmmusik synes at træde tydeligt frem på Remain Calm. Lytteren løftes fri fra tid og sted – til forestillinger om Østen i en pentatonlignende skala på »Schoolhouse« eller til fortiden med en næsten klassisk cellokomposition på »Pre-Barok« og »Barok Main.«

Den flitrende cello minder om fugleskrig, som ellers kun vinden får at høre, og mere melankolske sekvenser får plads i gentagelser af Levis elektroniske undersøgelser.

Samtlige numre har hver deres personlighed, som er så genkendelig, at man næsten kan se musikken for sig. De bliver til billeder, der til dels farves af legesyge, ejendommelige titler som »Fight in the Men’s Bathroom«, »Dolphins Climb onto Shore for the First Time« eller »Say Goodbye To Everyone«, men som ikke er bundet af at skulle akkompagnere en bestemt følelse eller æstetik. I stedet får numrene karakter af at være smagsprøver på stemninger, som lytteren selv kan udfolde ved at lade sin fantasi blive sat i spil.

Improvisationens yderligheder

Remain Calm er kommet til verden efter en improviseret session mellem de to musikere på radiostationen NTS i 2014. Denne optagelse ligger på nettet som råmateriale, der med fordel kan høres for at forstå en større sammenhæng på pladen.

Ikke alle numre kan spores direkte tilbage til den, men Remain Calm har alligevel karakter af at være en samling af destillerede udsnit fra noget større. Skitser af tilstande, man pendler ind og ud mellem, men som er isoleret fra den improvisatoriske sammenhæng, de oprindeligt kommer fra.

På den måde kan de betragtes som en undersøgelse af kunstnerens oplevelse af improvisation. En oplevelse, der i sin natur ikke kun er musikken, der spilles, men også handlingen i sig selv og det forløb, man indgår i. Med bakker og dale i form af musikalske højdepunkter eller stilstande – begge dele lige nødvendige for improvisationens betydning.

Jóhann Jóhannsson: ’Arrival’ (Paramount Pictures/Deutsche Grammophon).

Mica Levi og Oliver Coates: ’Remain Calm’ (Slip)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her